Stiftavisen Fyn, august 2021: Præstegården i lokalsamfundet. Dagligliv og kulturarv

Stiftavisen Fyn, nr. 92, august 2021:

Foto: Aarhus Universitetsforlag

af Jens Rasmussen

Litteraturprofessor Vilhelm Andersen, præstesøn fra Nordrups store stråtækte præstegård på Midtsjælland, modtog i 1917 et brev fra arkitekt Martin Borch om, at hans barndomshjem blev revet ned. Begrundelsen i arkitektens brev var, at de gamle præstegårde var beregnet ”for Mænd med anderledes store Indtægter end den Sulteløn, Staten nu giver Præsterne”.

Baggrund for citatet er, at præsterne i 1903 mistede tiendeindtægten. Samtidig mistede præstegårdene landbrugsjorden i 1919, som af staten blev brugt til statshusmandsbrug. Fra i 1800-tallet at være selvstændig med landbrug og tiendeindtægt, der udgjorde 2/3 af indkomsten, blev præsten nu lønmodtager og fik en ”Sulteløn”. Præstegårdens økonomi blev fra 1922 varetaget af de demokratisk valgte menighedsråd. Konsekvensen blev i 1900-tallet, at der blev bygget mindre præstegårde, så præster kunne betale huslejen.

Præsten var sognekonge, 1800-1900

I 1800-tallet udgik præstens embede fra landpræstegården, idet sognebeboerne kom på besøg i anledning af kirkelige handlinger, kirkebogsregistrering, tilsyn med skole, fattigvæsen, sundhedsvæsen osv. Præsten udskrev lokal skat og var den lokale kongelige embedsmand. Studereværelset blev for alvor præstekontor. De øgede administrative opgaver var med til at folkeliggøre præstegården. Det samme var tilfældet med præstens landøkonomiske fællesskab med almuen.

Først efter kommunalreformen i 1867 fik sammenhængen mellem præstegård og landsogn mindre administrativ betydning. Stadig var præstegården en del af landbosamfundets fremdrift, hvor præsterne drev deres landbrug og tilsyneladende havde råd til flere tjenestefolk end andre statslige embedsgrupper. Velstanden betød mange nybyggede præstegårde, som i dag oftest er genstand for debat om kulturarv.

Demokratisering i folkekirken efter 1900

Nedgangen kom og medførte en mere ydmyg tilværelse med tab af selvstændig bolig og økonomi, som nævnt i indledningen. Menighedsrådene overtog fra 1922 driften af præstegårdene med præsterne som lejere, og de stramme finansieringsmuligheder betød, at kvaliteten af præstegårdenes vedligeholdelse faldt i mellemkrigstiden.

Det moderne liv indebar i tiden efter 1950, at ægtefællen arbejdede ude og børnene kom i institution, hvilket gav nye vilkår for præstegårdslivet. Tillige blev landsogne affolket og lagt sammen samt betjent af én præst, hvilket overflødiggjorde flere gamle præstegårde.

I Fyens Stift blev der nedlagt mindst 33 landpræstegårde mellem 1960 og 2009, hvoraf flere var fredede. De fleste blev af menighedsråd solgt til private, og nogle blev nedrevet for at bygge nyt. Denne retræte fra landsogne har foregået i alle folkekirkens stifter. De mange nedlæggelser har skabt en følelsesladet debat i flere lokalsamfund og sat fokus på kulturarv med kommuners kritiske indstilling ud fra loven om bygningsbevaring.

 Fremtiden

Det lokale fællesskab er stadig vigtig på landet. Det er i dag et stort tab for en landsby at miste brugs, skole og præstegård. Disse institutioner støtter det lokale netværk og foreningsliv. Præstegården rummer netop fællesskaber omkring: diakoni, folkelighed og kulturelle indsatser med møder i konfirmandsal og have, akkurat som i 1800-tallet med præstens sociale, folkelige og almendannede indsats i sognet. Det kan være til inspiration i fremtiden.

Historien om præstegårde udstråler nogle livsværdier. Bogens historie drejer sig om fortidens bygningshistorie og et levet liv i en præstegård omkring familieliv, haveliv og det at være forpligtet på det lokale sted, som den givne arbejdsramme, altså præstens bopælspligt. I denne coronatid rykker unge familier bort fra storbyen for at leve på landet. Det kan forhåbentlig også ske for unge præstefamilier, at de opdager landpræstegårdens livsværdier. Det forudsætter dog, at menighedsrådene vil bevare de gamle præstegårde ved at gennemføre restaureringer.

 

Flødstrup Præstegård. Foto: Jens Rasmussen.

Præstegården i lokalsamfundet. Dagligliv og kulturarv

Cover

Udgivelse 15. marts 2021, Aarhus Universitetsforlaghttps://unipress.dk/udgivelser/p/pr%C3%A6steg%C3%A5rden-i-lokalsamfundet/;

Fem stjerner: Da præstegården var kraftcentrum. Anmeldelse, Kristeligt Dagblad, 10. juni 2021

I Præstegården i lokalsamfundet tegnes nogle væsentlige linjer i præstegårdslivets udvikling i det 19-20. århundrede. Først opgangstiden i 1800-tallet, dernæst nedgangstiden i 1900-tallet. Der gives en generel beskrivelse af præstegårdens materielle bygningsmæssige kulturarv i Danmark, og dernæst en historisk indsigt i det liv, som blev levet i præstegården, dvs. immaterielle kulturværdier. Dette præstegårdsliv beskrives med eksempler fra især  én landsdel (Fyn) for at give overblik, skabe kontinuitet og helhed, som derved generelt kaster lys over præstegården som institution i lokalsamfundet. Der er tale om en forskningsbaseret formidling med præstegården som centrum. Præstegårdens topos, dvs. sted, hvorfra beskrivelsen af det lokale kulturelle landskab udgår (jf. topografi), er afgørende for skildringen. Derfor har billedmaterialet fået en dominerende plads og dækker præstegårde fra hele landet.

Præsten var bonde og dyrkede præstegårdens jord. Han havde derfor et praktisk-økonomisk fællesskab med sognets bønder og var ofte foregangsmand i landbruget. De større landsbyer, hvor sognets kirke var placeret, havde integreret en præstegård. Nationalmuseets frilandsmuseum Det Gamle Danmark i Lyngby har overraskende nok ikke udstillet en præstegård, men det har til gengæld Hjerl Hede Frilandsmuseum og Den fynske Landsby i Odense. De lokale institutioner præstegård og skole hørte til landsbymiljøet.

Generelt set blev præstegårdens studereværelse for alvor præstekontor i 1800-tallet. Sognepræstens øgede administrative opgaver var med til at folkeliggøre præstegården. Præsten tog sig af sognets fattig- og skoleforhold, vejvæsen m.m. Han udskrev lokalskat og var i det hele taget sognekonge, hvilket flere borgere ikke syntes om. Præstegården blev et af sognets væsentlige centre. Bogen favner således bredere end præstegårdens bygninger, interiør, have osv. Menighedsliv, sogneadministration og sogneforstanderskabsmøder hørte til præstegårdens aktiviteter, og fik betydning for den tætte sammenhæng mellem præstegård og lokalsamfund i landsognet.

Den begyndende sekularisering betød efterhånden ændring af sognebeboernes landkultur og verdensbillede. Tiendeloven i 1903, jordreformen i 1919 og kirkelovene i 1922 havde den konsekvens, at det var slut med det gamle beneficialsystem, hvor præstegården var det naturaløkonomiske fundament med tiende og avling som aflønning. Menighedsrådet, indført i 1903, fik ansvaret for præstegårdens avling og avlsbygninger. Præsten blev herefter lejer af præstegårdens stuehus og blev statstjenestemand.

De nye tider fik også betydning for præsters reducerede indflydelse i sognet. Almendannelsen kom på andre hænder end præstens præstegårdsaftenskole eller hans præstegårdsbibliotek. Den folkelige tilknytning til præstegården viste sig også under den tyske besættelse af landet i 1940-45. Flere præster var medlem af modstandsorganisationen Ringen og stillede deres præstegårde til rådighed. Præstegårde var en del af den folkelige modstand og blev brugt som skjulested for våben og flygtende mennesker, som tyskerne var efter, ikke mindst modstandsfolk, jøder og engelske piloter. Præstegårde blev også søgt for at skaffe falske identiteter.

Præstegården er i dag først og fremmest ramme om præstens familieliv, medmindre der ingen embedsbolig er til stillingen, hvilket er blevet mere udbredt. I så fald bor familien i egen privatbolig. Privatiseringen af præstegårdslivet er afgørende efter 1950. I dag sælges eller nedrives ældre præstegårde, for der er ikke længere brug for dem i samme grad som tidligere. I Fyens Stift er nedlagt 33 landpræstegårde i årene 1960-2009. Det er vigtigt at være oplysende og at vække interessen for præstegårdenes kulturværdier, både de materielle og de immaterielle, og at sikre de præstegårde, som stadig eksisterer og er bevaringsværdige. Der bør især være fokus på præstegårdens kulturarv for landsbyen og for et landsogns levedygtighed med f.eks. brugs, skole, købmand og præstegård.

Smagsprøve:

https://unipress.dk/media/17942/praestegaarden_smagsproeve-2.pdf

Liturgidebat og strukturdebat siden 1800, bogudgivelse: Folkekirken under kongemagt og folkestyre. Struktur og liturgi, 2021.

 

Folkekirken under kongemagt og folkestyre. Struktur og liturgi (e-bog)

 

Jens Rasmussen, Odense, 22. januar 2021:

Denne bog beskæftiger sig med 1800-tallets kirkehistorie med vægt på de kirkehistoriske perspektiver, som kan føres op til vor tid, ikke mindst den strukturdebat og liturgidebat, som har fundet sted i de sidste 10 år. Der er tale om en artikelserie på fem artikler i Tidsskriftet Fønix 2021, som hermed udgives samlet som bog.

Det nuværende bispekollegium vil gerne sætte Folkekirkens liturgi til debat. Biskoppernes nedsatte fagudvalg foreslår i 2018 at øge den liturgiske frihed, især omkring bønner, tekster og liturgiske forløb, og samtidig skal staten ved regering og regent nøjes med en miniautorisation, formentlig af de liturgiske kerneled, hvor biskopperne fører tilsynet. Her tales om Folkekirkens indre anliggender, som siden enevælden har været underlagt statens myndighed, dog med høringer i hele det kirkelige landskab. Det biskoppelige fagudvalgs oplæg om autorisation og frihed fra 2018 ser således en mulighed i at løsne statens greb om kirkens indre anliggender med en miniautorisation og udstrakt liturgifrihed. Det betyder, at den af biskopperne iværksatte liturgidebat kommer til at hænge sammen med en strukturdebat om statens styring og retslige autorisation af ritualer m.m., hvilket ofte er sket siden 1800-tallets begyndelse. Det er denne bogs ærinde at fastholde dette kirkehistoriske perspektiv.

Ritualdebat: Autorisation og frihed i 1830’erne og 2020’erne

Myndighederne har altid formelt fasthold kravet om den fulde autorisation af liturgien, selvom den uformelt er blevet brudt. I 1800-tallet frygtede man en liturgisk opløsning, og der herskede en slags liturgisk anarki blandt præsterne. Grundtvig og H.N. Clausen forsøgte fra hver sin kant at stabilisere – måske er de eksempler til efterfølgelse i 2020?

Udgivet i Grundtvigsk Tidende, 02/2020.

Tekst: Fhv. hospitalspræst og kirkehistoriker, ph.d. Jens Rasmussen

Autorisation og frihed i 1830’erne og 2020’erne

Liturgidebatten blev sat i gang af biskopperne for få år siden. Det skete som en fællesbeslutning på et bispemøde i april 2015. Biskopperne nedsatte tre fagudvalg, et om autorisation, et om gudstjeneste og et om dåb og nadver. I juni 2019 kom udvalgenes oplæg. Hensigten er, at der skal diskuteres i det kirkelige landskab. Oplægget om Autorisation og frihed har følgende spørgsmål til en liturgidebat:  ”Er tiden inde til en mere minimal form for autorisation, altså en større grad af frihed? Frihed til at vælge andre salmer og bønner, frihed til at tilpasse tekstvalg til eksempelvis en stor dåbsmenighed, frihed til at bruge andre nadverliturgier, frihed til inddragelse af menigheden, frihed til andre eller ingen menighedssvar etc.?”

Det er et oplæg til diskussion, men det bliver ikke nemt at få omsat balancen mellem fasthed og frihed til formelle juridiske regler. Frihedens karakter er jo, at den kommer nedefra (menigheden), og hvis man så vil lave kirkeministerielle regler ovenfra, så er der fare for, at balancen forsvinder og friheden fryser til. Siden reformationen og især siden Kirkeritualet af 1685, med det tætte forhold mellem stat og kirke, har al liturgi været autoriseret af regenten, og med folkestyret siden 1849 sammen med regeringen. Det vil biskoppernes udvalg gøre noget ved. Biskoppernes oplæg beskriver den nuværende formelle autorisation af ritualerne i folkekirken, men der har tilbage i tiden uformelt været frihed, og der har tillige været sendt ansøgninger til stiftets biskop eller ministeriet om anvendelse af andre tekster, bønner m.m.

 

1800-tallets liturgistrid

I det meste af 1800-tallet blev den liturgiske frihed simpelthen meget ofte taget af præster. Det blev tilfældet i tiden efter Mynsters og præsternes forgæves forsøg på i 1830’erne at blive enige om at revidere Kirkeritualet med tilhørende alterbog. I den nuværende liturgidebat og i fagudvalgenes rapporter fra juni 2019 har man ikke rigtig beskæftiget sig med 1830’ernes ritualstrid og i denne sammenhæng Grundtvigs dåbssyn.

Præsterne Kr. Garne og P. Thyssen har desværre ikke fundet plads til professor Chr. Thodbergs skildring af den heftige dåbsdebat i 1830’erne (især med Grundtvigs tidlige skrifter), i deres redigering af Thodbergs utrykte forelæsningsrække fra 1996 om dåbsritualets historie, trykt i Tidsskriftet Fønix i 2017. I den nuværende ritualdebat læser mange denne 2017-udgave. Derfor er der grund til her at fremhæve ritualstriden i 1830’erne som betydningsfuld for nutidens ritualdebat. Der er også den grund, at denne ritualstrid er ophavssituation til Grundtvigs ritualkamp.

Under ritualdebatten i 1830’erne krævede Grundtvig og hans folk en fastholdelse af det gamle autoriserede dåbsritual (revideret 1783 af biskop Balle). Professor H.N. Clausen og hans mange tilhængere blandt præster ville omformulere centrale led, for at gøre dem forståelige, men det svækkede det mysteriøse i disse led og reducerede det lutherske grundlag. De ændrede på egen hånd, når de forrettede dåb og nadver. Tradition stod overfor selvvalgt modernisering. Grundtvig foreslog liturgisk frihed og tilbød dobbelte autoriserede dåbsformularer, så begge fløje fortsat kunne blive i statskirken. Han ville sikre en balance mellem autorisation og frihed. Striden var alvorlig, og i denne debat fik Grundtvig skærpet sit syn på dåbsritualet, som siden har præget folkekirken i de centrale led om dåbspagten (djævleforsagelse og tro). Her fastholdt han ud fra dåbsbønnen om genfødelse, at Gud i dåbspagten ”haver forladt dig alle dine synder”, en formel som var kritiseret af H.N. Clausen, der i det hele taget havde afvist arvesyndslæren. Alt det vidner Grundtvigs debatskrifter fra 1830’erne om, bl.a. skriftet Om Daabs-Pagten (1832, se Grundtvigsværker.dk), som blev læst af præster og vakte lægfolk.

 

Liturgisk anarki

Den uløste ritualstrid i 1830’erne havde konsekvenser. De frie tilvalg af salmer, bønner og bibeltekster eksisterede allerede i kølvandet på denne strid. Mange præster var fortsat utilfredse med Kirkeritualets 1600-tals formuleringer. Det lå heller ikke i tiden at kunne foretage en skrap kontrol. Da man ikke kunne enes om en ritualrevision blev de gamle sproglige formuleringer børstet af, man formulerede egne mindre ændringer i dåbsritual og nadverritual, formulerede bønner og tilvalgte nye prædikentekster.

Intet af det foretagne var fuldt autoriseret. Noget var på prøve, andet var næsten accepteret at bruge, f.eks. biskop Mynsters alterbogs- og ritualforslag fra 1839, der udkom samme år i bogform og i et mindre format, så det var hurtigt at medbringe for præster. Mynsters forslag blev især brugt af den store midtergruppe af præster, som var inspireret af biskop Mynsters og senere biskop Martensens prædikensamlinger, som de også flittigt brugte. Mynsters forslag til nye prædikentekster fra 1839 udgjorde hovedbestanddelen af de udvalgte tekster til 2. tekstrække, autoriseret i 1885, men forinden anvendt flere steder. Der var således tradition for en taget frihed, fordi det var svært for præster at anvende Kirkeritualets formuleringer fra 1600-tallet.

 

Kirkeligt skisma?

I 1800-tallet frygtede man en liturgisk opløsning. Myndighederne fastholdt formelt kravet om den fulde autorisation af liturgien, selvom den uformelt blev brudt. Hvis man sammenholder 1800-tallets liturgistrid med i dag, kan man frygte, at en miniautorisation, som i denne tid fremføres og som giver for meget slip på helheden, vil udvikle sig til et kirkeligt skisma mellem forskellige fløje. Derved gentager historien sig. En liturgisk frihed i ”periferien” af ritualerne er på tale, men betyder det, at kerneleddene i dåbs- og nadverritualer skal forblive uantastet eller kan de også røres? Med ændringer i centrale led i folkekirkens nuværende Ritualbog 1992 kan man løbe ind i en ny ritualstrid, hvis man da ikke, som både Clausen og Grundtvig foreslog, vælger at have dobbelte formularer, f.eks. i dåbsritualet: En traditionel og en moderne. Det var opfattelsen dengang, at dobbelte formularer kunne sikre balancen mellem autorisation og frihed.

Strukturændringer i folkekirken – Kirkeforfatning

“Alle kommissionsforslag til en kirkeforfatning eller strukturændringer, som det nu i nyeste tid kaldes, er blevet lagt til side af skiftende regeringer. De to kirkelige hovedretninger, Indre Mission og Grundtvigianismen, var så stærkt repræsenteret i det politiske miljø (Venstre, Det Radikale Venstre og Det konservative Folkeparti), at de kunne hindre, at forslagene blev ført ud i livet. De kirkelige retninger har dog løbende i praksis måttet acceptere en del styrelseslove, der lagde vægt på, at kirkelivet og dets organisatoriske former skulle starte nedefra med lægfolkets repræsentation.

Inspireret af strukturen i de mange kirkeforfatningsforslag i 1800-tallets sidste halvdel (menighedsråd, provstiråd, stiftsråd/landemoder og landskirkeråd) begyndte politikerne at vedtage love om først menighedsråd (1903/1912), så provstiråd (1922) og siden stiftsråd (1992/2009). Disse styrelsesreformer for folkekirken blev allerede betragtet som en (slags) kirkeforfatning (styrelsesordning). Set fra det synspunkt, har politikerne allerede opfyldt løfteparagraffen i Grundloven med vægt på, at stat og kirke fortsat skal høre organisk sammen.

I dansk debattradition har der været en udpræget naturretslig opfattelse, som går helt tilbage til den tyske naturretsteoretiker S. von Pufendorf, som var godt kendt i Danmark i sidste del af 1600-tallet. Siden har man gjort brug af naturretten i de fremlagte kirkeforfatningsforslag i det 19-21. århundrede. Kirken skulle have en form for selvstændighed i indre anliggender. Hermed tænkes på ritualer/gudstjenesteliturgi, salmebog, sjælesorg, undervisning i den kristelige børnelærdom, disciplin/tilsyn og lære. Gråzonen var disciplin og lære, hvor staten ofte fik et ord at skulle have sagt. De ydre rammer omkring økonomien m.m. var stadig lagt hen til afgørelse i regering og Rigsdag, mens detaljerne i forvejen var varetaget af kirken selv. Flere mente, at en sådan ordning krævede et kirkeråd. Men det var just på spørgsmålet om et kirkeråd, at bestræbelserne for en fuldstændig kirkeforfatning har været strandet i det 19-21. århundrede. Et fælles kirkeråd for folkekirken har man hidtil ikke kunnet enes om.”

Se artikel af Jens Rasmussen: “Den ministerielle instruks til Det kirkelige Udvalg 1904-1907. Perspektiver”, Kirkehistoriske Samlinger 2019.

Den ministerielle Instruks til Det kirkelige Udvalg-Kirkehistoriske Samlinger 2019

August 2019,

Jens Rasmussen

Jødefejden 1819-20

Jødeforfølgelser i Danmark for 200 år siden

 

Jødefejden og de beslægtede uroligheder, 1819-20. Kirkehistoriske Samlinger 2010

Politirapporter om jødeforfølgelser 1819-1820. Tidskriftet Rambam 2019

Det er 200 år siden, at jødeforfølgelser foregik i Danmark. Forfølgelserne startede i september 1819 mod jøder i København og visse provinsbyer, f.eks. Helsingør og Odense, hvor folkemængden knuste ruder i jødiske butikker og huse samt chikanerede og i enkelte tilfælde overfaldt jøder, kom som en overraskelse for regeringen og de lokale politimyndigheder. Et nyt kildemateriale gemt hos deputerede i Danske Kancelli, A.S. Ørsted dokumenterer, at den københavnske befolknings jødeforfølgelser ikke sluttede i januar 1820 som hidtil antaget af forskningen, men fortsatte næsten hele året ud. Det bør overvejes, om der er en direkte forbindelse mellem optøjerne mod jøder og dr. J.J. Dampes kreds, som arbejdede for en fri forfatning. Begge ”bevægelser” kritiserede kongens ansvar for den dårlige økonomiske situation i landet. Regeringen forestillede sig under alle omstændigheder en sammenhæng og frygtede, at de nye uroligheder i september 1820, som gehejmestatsminister Fr. J. Kaas formulerede det, var en ”Indledning til den store Scene”.

April 2019

Jens Rasmussen, Odense

 

Regenten som overhoved for folkekirken?

I dag har vi statens kirkestyre i alle anliggender, ligesom vi har beholdt den anordningspraksis, som opstod i forbindelse med systemskiftet i 1848, og som kun skulle bibeholdes indtil Rigsdagen havde lovgivet på området. De områder, hvor der ikke blev lovgivet, var således underlagt regentens og regeringens administrative regulering og ordninger med etablering af retsregler (jf. Grundloven af 1849, § 32; nuværende § 25).

Det betyder, at vi fortsat har en kongelig anordningspraksis i folkekirkens indre anliggender (liturgi, salmebog m.m.). Funktionen går de facto tilbage til Reformationens kongemagt, og siden Grundloven af 1849 udøves den af regent og kirkeminister. Regenten er imidlertid uden ministeransvar og alene det formelle statsoverhoved for alle institutioner under staten, herunder kirken, skolen osv.  De fleste jurister opfatter dermed ikke regenten særskilt som folkekirkens overhoved med biskoppelig myndighed, men regenten er fortsat dens vigtige symbol og dens protektor.

Den kongelige anordningspraksis har imidlertid fået juristen Alf Ross til at udtale, at regenten er ”en slags ærkebiskop for den danske kirke”. Juristen Inger Dübeck har siden opfordret til, at denne gamle praksis med dens episkopale funktion på anordningsområdet bliver nedlagt. Disse indvendinger fastholder tanken om regentens særskilte myndighed over folkekirken på anordningsområdet, som nu ønskes afskaffet. Man kan altså ikke helt afvise tanken.

Meningerne er delte hos juristerne. Bruger vi i stedet for juraen vores kulturforståelse og kirketradition som udgangspunkt, bliver sagen bedre afklaret. Regenten er således folkeligt set i dag stadig betragtet som folkekirkens overhoved. Den eksisterende og bevarede gamle kongelige anordningspraksis for folkekirken støtter denne forståelse. Forestillingen om fortidens kongeforståelse ses endnu tydeligere i Grundlovens § 6, hvor regenten fortsat som under enevælden ”skal høre til den evangelisk-lutherske Kirke”.

Grundtvigske medlemmer af Rigsforsamlingen i 1849 ønskede, at kongen blev stillet frit, men i de fleste Rigsdagsmedlemmers bevidsthed var kongen fortsat betragtet som folkekirkens overhoved. Sjællands biskop J.P. Mynster følte sig under grundlovsforhandlingerne i 1849 meget tryg ved § 6. Han så heri kongehusets traditionelle opgave med rod tilbage til Kongeloven af 1665, hvor Den augsburgske Bekendelse var en del af enevældens forfatning, forstået som en kristelig stat. Med Grundloven i 1849 fik vi en sekulær stat, men § 6 var for Mynster en garant for, at regentens ansvar for folkekirken fortsat skulle gælde i grundlovsstatens tid. Denne tradition ville han og mange andre gerne fastholde.

For Mynster drejede det sig om, at så meget af den gamle enevældes kirketradition kom med i den nye tid. Meget lykkedes for ham og folkekirken. Det drejede sig om tilpasning til det nye på grundlag af det gamle. Det var Mynsters ledetråd under Grundlovens forhandlinger i 1848-49, og denne opfattelse lever stadig i det kirkelige landskab.

Den 30.01.2019

Jens Rasmussen

Luther-jubilæum: Præstegårdsliv siden reformationen

Kronik: Fyens Stiftstidende 5. marts 2017

Jens Rasmussen, fhv. hospitalspræst, ph.d.

Præstegårde har eksisteret siden 1100-tallet. Med reformationen i Danmark 1536 blev cølibatets ugifte stand ophævet, og hustruer og børn rykkede ind i præstegårdene.

Den ældst fungerende præstegård i Rimsø på Djursland går tilbage til 1593. Vi har stadig en del fredede præstegårde i brug, som går tilbage til 1600-tallet, f.eks. Visby (Ribe Stift), Notmark (Haderslev Stift) og Kølstrup (Fyens Stift). Præstegårdene svarede gerne til en storbondes gård med tre eller fire længer. Det gjaldt stald- og kornlænger, som nu oftest ikke eksisterer længere. Den i 1950 nedlagte Tommerup Præstegård fra 1692 er dog sammen med enkesæde genopført i Den fynske Landsby i Odense. I anledning af reformationsjubilæet har Fyens Stift arrangeret en udstilling i Den fynske Landsby om dansk præstegårdsliv siden reformationen. Udstillingen åbnes den 1. april af biskop Tine Lindhardt for indbudte. Udstillingen er åben for alle fra 2. april til 31. august.

Familien var det grundlæggende fællesskab i den lutherske husstand. Med Martin Luthers reformation i 1517 var præsten ikke længere alene hyrde for menigheden, men han blev tillige familiemenneske og husbond for sin husstand. Kaldelsen for mand og kvinde var – ifølge Martin Luthers skrift om den falske kyskhed (1523) – at opgive cølibatets ugifte stand og fastholde den ægteskabelige kyskhed. Præsten og hans hustru skulle leve med hinanden i fællesskab, og det var betragtet som en del af Guds skabelsesorden.

Forventningen blev, at dette familieliv skulle fungere i præstegården som et forbillede i sognet. Denne forventning til familielivet krævede en god økonomi, hvilket ikke altid var nemt at fastholde. Det krævede således god kapital for efterfølgeren i et præsteembede at overtage præstegården og at komme gennem det første år, for enken skulle have sin del af avling, præstetiende m.m.

Dertil kom “enkekonserveringen”. Præsten Oluf Pedersen i Middelfart døde, og hans enke blev gift med eftermanden Sone Lauridsen. Denne havde været temmelig modvillig til at gifte sig med enken. Men borgerne i Middelfart havde stillet ægteskab med enken som betingelse for kaldsbrevet. Der var ikke tale om noget lykkeligt ægteskab. Biskop Jacob Madsen noterede i sin visitatsbog 1588-1604, at den unge hr. Sone havde slået sig på flasken – han drak med kollegaen i Asperup. Hustruen klagede til biskoppen og ville have manden indstævnet, men blev afvist temmelig bestemt af biskoppen – “hun skulle tage vare på sin rok”.

I løbet af 1700-tallet faldt antallet af en­kers giftemål med efterfølgeren i embe­det. Synet på den individuelle kærlighed blev mere positivt med fromhedens og den per­sonlige friheds tiltagen, dvs. med pietis­mens og oplysnin­gens tidsalder. Til præstens enke blev der bygget enkesæder. Væsentligt var også, at Danske Lov fra 1683 bestemte, at enkepensionen skulle udredes af efterfølgeren i embedet. Præstens hustru har i præstegårdens husstand haft en betydelig selvstændig rolle i det huslige liv og den praktiske side af familiens administration.

Ud over familielivets kaldsgerning var præstegården også et væsentligt center for formidlingen af den lutherske kultur i landet. Den lutherske præstegård var et teologisk, musikalsk og samfundskulturelt dannende fællesskab. Læsekredse og bibelske forsamlinger med salmesang levede allerede i pietismens tid i 1700-tallet. Dertil kom lånebiblioteker i præstegårdene i 1800-tallet til brug for sognemenighederne. Det landøkonomiske fællesskab med almuen havde stor betydning for det folkelige fællesskab mellem præstefamilie og menighed. Præstegårdens avling var afgørende for præstens indtægter. Præsten skulle være landbrugskyndig, også selvom han overdrag det praktiske arbejde til en forpagter.

I 1800-tallet blev præsten født formand for både fattig- og skolekommission. Mange fattige besøgte præsten i præstegården. Hver mands frivillige kristelige pligt til at hjælpe de fattige ændredes med Fattigloven af 1803, hvor lokalsamfundet herefter blev socialt forpligtet overfor de fattige. I Danmark var præsten sat i spidsen for denne statslige indsats overfor fattige i lokalsamfundet. Statens sociale krav til præsten var mindre udtalt i Sverige, hvor præsten var en del af fattigforsorgen som medlem af fattigbestyrelsen, men ikke ledende. I de tyske stater (især Preussen) tog præster – f.eks. med inspiration i pietisme og vajsenhuse – sig først og fremmest frivilligt af fattige som en kristen pligt (diakoni). Med den danske præstestands statslige forpligtelser blev præstegården et socialt og folkeligt sted. Præsten var ved siden af sit forkyndende kald den lokale kongelige embedsmand i sognet.

Pastor U.A. Plesner i Humble på Langeland rejste en debat i  1832 om præstens rolle i forbindelse med de nye fattig- og skolelove. Han kom for ofte i et modsætningsforhold til sin menighed, når han med de af staten pålagte praktiske opgaver skulle “træde i en tilsyneladende Opposition til sin Menighed, som Politiofficiant, Skattepaaligner og Skatteopkræver etc. etc.”

Præstens embede omfattede forkyndelse, kirkelige handlinger og kirkebogsregistrering. Dertil den praktiske verdslige administration, som tog til i 1800-tallet. Det betød, at præstegården blev mere folkelig med mange besøg fra sognets beboere. Fra at være et studereværelse blev præstens værelse efterhånden til et præstekontor, hvor man ikke blot kom pga. kirkelige handlinger, men også for at få verdslige og folkelige forhold ordnet. Endvidere udviklede præstegården sig i 1900-tallet, hvor det blev populært, at præstefamilien åbnede præstehjemmets private stuer for menighedens møder om foredrag, bibellæsninger, ydre mission m.m. Det var aktiviteter som fremkom i kølvandet på vækkelsernes to retninger Grundtvigianisme og Indre Mission.

I dag fungerer præstegårdene mere som privat bolig end som bred folkelig institution. Sognegårdene har holdt deres indtog. Samfundets ændrede familiestruktur har påvirket præstegårdes familieliv. Der er mange steder ikke længere de samme forventninger til præstens familie om engagement i sognet, som den gamle præstegårdskultur afspejlede.

Organdonation: Samtalen er personalets ansvar!

Kronik: Kristeligt Dagblad. 14. marts 2017.

Fhv. hospitalspræst, ph.d. Jens Rasmussen, Odense

Øget information om samtykkeregler og organdonorregister har stadig kun givet 21 % registrerede organdonorer. Det har konsekvenser. For mange potentielle organmodtagere, der har akut behov for et organ, står på venteliste alt for længe. Kan det afhjælpes? Muligvis, hvis personalet tager mere ansvar i en omsorgsfuld kommunikation med de pårørende til en død, som har mulighed for at blive organdonor.

De pårørende lægger mærke til, om personalet er engageret i samtalen, eller det blot drejer sig om en information, hvor det klinisk og neutralt overlades til de pårørendes eget valg. Således vil man ud fra en naturvidenskabelig kultur helst ikke påvirke, hverken for et ja eller nej til organdonation. Det mærker de pårørende. Når personalet ikke engagerer sig og vover sig ind på den følsomme kommunikation, så handler de pårørende ofte konservativt, og undgår direkte konfrontation med problemet med et nej til organdonation. Hele problemstillingen er belyst af lektor Niels Christian Hvidt m.fl. i en ny undersøgelse om personalets manglende eksistentielle og åndelige nærvær i samtalen med de pårørende, ikke mindst i forbindelse med organdonation: ”Sundhedspersoners egne værdier spiller en væsentlig – og ofte overset – rolle i organdonation”. (Ny Viden, 1/2017, Syddansk Universitet). Personalets tro er en værdi, som kan virke for næstekærlighedens gave og dermed for et ja til organdonation. Hvidt henviser til en tysk undersøgelse på universitetshospitalet i München.

Man kunne også inddrage norske erfaringer, som denne kronik vil handle om. Det er for flere år siden påvist af den norske antropolog Anne Hambro Alnæs, at lægens holdning til organdonation generelt påvirker resultatet. Det gælder også en tilstræbt neutral holdning. Alnæs skrev sin doktordisputats om de etiske sider af organdonation i 2001.

Den enkelte sundhedsperson har en personlig opfattelse af et ja eller nej til organdonation. Samtidig lever der en holdning hos personalet, hvor det er den potentielle organdonor og de pårørende, som udøver selvbestemmelsesretten: vælg selv! Dette udgangspunkt er legitimt. Personalet vil gerne udøve en såkaldt neutral holdning, der opfattes som værende i samklang med danske hospitalers officielle kliniske naturvidenskabelige kultur. Men vil de pårørende ikke noget andet? I samtalen leder de pårørende efter en kommunikation med personalet, der viser personligt og følelsesfuldt engagement. De ønsker at bruge personalet som en ”mur”, som de kan spille op ad, inden de træffer en afgørelse. I denne forbindelse vil det være lige så legitimt for personalet at indtage ”rollen”, som repræsentant for den der venter på et organ. Er det at overskride en grænse? I en normal situation vil det nok være tilfældet, men i en situation hvor det hurtigt skal afgøres om afdøde skal være organdonor, er der ikke tale om en normal situation. Det ved de pårørende, som har brug for at leve sig ind i de argumenter, som taler både for og imod. Her skal personalet turde være prøveklud for de pårørende, så de selv kan kæmpe sig til en hurtig afklaring.

Personalet skal altså bruge plads til at turde springe ud i tre forhold: Turde sige deres egen holdning til organdonation; understrege den legitime selvbestemmelse og indleve sig som repræsentant for de ventende organmodtagere på ventelisten, idet der skal gives en gave! Det giver de pårørende en chance for at komme hele vejen rundt inden afgørelsen om et ja eller nej til organdonation.

Det Etiske Råd har allerede bevæget sig ind på den bane, hvor der skal gives en gave til en organmodtager. Der har været forslag om, at hospitalerne skal skrive takkebreve. Men det har jo den klare forudsætning, at personalet som repræsentant for organmodtagere tør bede om en gave! Det Etiske Råd har også taget hånd om den krise og sorg, det er for de pårørende at tage så afgørende en beslutning. Uanset et ja eller nej kan man få et ritual hos hospitalspræsten. På opfordring fra Det Etiske Råd har Folkekirken ved en gruppe hospitalspræster udarbejdet et ritual, der kan hjælpe de pårørende i den svære situation (jf. Liturgisk Vejledning for præster i sundhedssektoren, 2012).

I Norge er man anderledes afklaret omkring sundhedspersonalets personlige engagement. Her henvises til Alnæs’ disputats: ”Legens evne til å identifisere seg med rollen som den som ber om organer, er av stor betydning for å få ja” (jf. Tidsskrift for Norsk Lægeforening, nr.8, 2003, prof. R. Hanoa, Oslo). Denne afklaring skete således for ca. 15 år siden, og Norge har også flere organdonorer målt i forhold til indbyggerantal, end vi har hos os i Danmark.

En gave er et vigtigt fænomenologisk træk ved vores kultur. Det opfattes som positivt at bede om en gave. Der oprettes et forpligtende fællesskab med de pårørende, hvad enten det bliver et ja eller nej til organdonation. Tankegangen med at ofre sig for den anden i kærlighed er en legitim grund i vort verdensbillede. Under anden verdenskrig gik mange i døden i et andet menneskes sted – det skete i koncentrationslejre. I det religiøse verdensbillede lever vi med offerskikkelser. Jesus var afgørende.

I virkeligheden møder de pårørende til en potentiel organdonor to etiske goder. For det første vil de pårørende beskytte deres afdøde slægtnings krop. Mennesket har fået en krop, som skal æres og respekteres og i hvert fald ikke ende som et reservedelslager, hvor den pågældende kun udnyttes som et middel for at nå det mål, at et andet menneske (organmodtageren) kan få en bedre sundhedstilstand. Intet menneske må være et middel for et andet menneske. For det andet vil de pårørende give livets gave. Vigtigt er det, at det er i afdødes ånd. Her er tale om omsorgsfuld kommunikation, hvor organdonor og organmodtager bruger hinanden som (for)mål (jf. Immanuel Kant), blot ikke organdonorens menneskeværd antastes. Vi må således godt udnytte hinanden i denne verden, blot det har et fælles godt formål for begge parter.

Døden er et mysterium, hvor ingen rigtig ved, hvad den indebærer. Men måske rykker det i os, når vi kan redde et liv og undgå døden for et menneske. Vi kan aldrig vænne os til døden. Ofte tvinges vi til at handle, før vi er blevet fortrolige med døden. Det sker for de pårørende, når de f.eks. rives ud af søndagshyggen, fordi en nær slægtning er død ved en ulykke og eventuelt kan bruges som organdonor. Astrid Lindgren siger: ”Man måste leva så att man bliver vän med döden”. Det er nemmere sagt end gjort. De pårørende har en dobbelt byrde: Dilemmaet med beslutningen om organdonation og sorgen over at miste. Fortvivlelsen aktualiseres.

De nævnte to goder (at beskytte afdødes krop og at give en gave) opfattes af mange som en modsætning, et dilemma, hvor det ene gode udelukker det andet gode. Tvivlen lever hos flere pårørende. Måske ender det med et nej. Men det ville være dårligt nyt, hvis dette nej skyldes personalets neutrale og klinisk videnskabelige tilgang til samtalen med de pårørende. Det er netop dette forkerte ”skub”, som skal bortelimineres i de pårørendes valg.