Forfatterarkiv: Jens Rasmussen

Strukturændringer i folkekirken – Kirkeforfatning

“Alle kommissionsforslag til en kirkeforfatning eller strukturændringer, som det nu i nyeste tid kaldes, er blevet lagt til side af skiftende regeringer. De to kirkelige hovedretninger, Indre Mission og Grundtvigianismen, var så stærkt repræsenteret i det politiske miljø (Venstre, Det Radikale Venstre og Det konservative Folkeparti), at de kunne hindre, at forslagene blev ført ud i livet. De kirkelige retninger har dog løbende i praksis måttet acceptere en del styrelseslove, der lagde vægt på, at kirkelivet og dets organisatoriske former skulle starte nedefra med lægfolkets repræsentation.

Inspireret af strukturen i de mange kirkeforfatningsforslag i 1800-tallets sidste halvdel (menighedsråd, provstiråd, stiftsråd/landemoder og landskirkeråd) begyndte politikerne at vedtage love om først menighedsråd (1903/1912), så provstiråd (1922) og siden stiftsråd (1992/2009). Disse styrelsesreformer for folkekirken blev allerede betragtet som en (slags) kirkeforfatning (styrelsesordning). Set fra det synspunkt, har politikerne allerede opfyldt løfteparagraffen i Grundloven med vægt på, at stat og kirke fortsat skal høre organisk sammen.

I dansk debattradition har der været en udpræget naturretslig opfattelse, som går helt tilbage til den tyske naturretsteoretiker S. von Pufendorf, som var godt kendt i Danmark i sidste del af 1600-tallet. Siden har man gjort brug af naturretten i de fremlagte kirkeforfatningsforslag i det 19-21. århundrede. Kirken skulle have en form for selvstændighed i indre anliggender. Hermed tænkes på ritualer/gudstjenesteliturgi, salmebog, sjælesorg, undervisning i den kristelige børnelærdom, disciplin/tilsyn og lære. Gråzonen var disciplin og lære, hvor staten ofte fik et ord at skulle have sagt. De ydre rammer omkring økonomien m.m. var stadig lagt hen til afgørelse i regering og Rigsdag, mens detaljerne i forvejen var varetaget af kirken selv. Flere mente, at en sådan ordning krævede et kirkeråd. Men det var just på spørgsmålet om et kirkeråd, at bestræbelserne for en fuldstændig kirkeforfatning har været strandet i det 19-21. århundrede. Et fælles kirkeråd for folkekirken har man hidtil ikke kunnet enes om.”

Se artikel af Jens Rasmussen: “Den ministerielle instruks til Det kirkelige Udvalg 1904-1907. Perspektiver”, Kirkehistoriske Samlinger 2019.

Den ministerielle Instruks til Det kirkelige Udvalg-Kirkehistoriske Samlinger 2019

August 2019,

Jens Rasmussen

Jødefejden 1819-20

Jødeforfølgelserne i Danmark for 200 år siden

Foredrag: Det er 200 år siden, at jødeforfølgelser foregik i Danmark. Forfølgelserne startede i september 1819 mod jøder i København og visse provinsbyer, f.eks. Helsingør og Odense, hvor folkemængden knuste ruder i jødiske butikker og huse samt chikanerede og i enkelte tilfælde overfaldt jøder, kom som en overraskelse for regeringen og de lokale politimyndigheder. Et nyt kildemateriale gemt hos deputerede i Danske Kancelli, A.S. Ørsted dokumenterer, at den københavnske befolknings jødeforfølgelser ikke sluttede i januar 1820 som hidtil antaget af forskningen, men fortsatte næsten hele året ud. I foredraget overvejes det, om der er en direkte forbindelse mellem optøjerne mod jøder og dr. J.J. Dampes kreds, som arbejdede for en fri forfatning. Begge ”bevægelser” kritiserede kongens ansvar for den dårlige økonomiske situation i landet. Regeringen forestillede sig under alle omstændigheder en sammenhæng og frygtede, at de nye uroligheder i september 1820, som gehejmestatsminister Fr. J. Kaas formulerede det, var en ”Indledning til den store Scene”.

April 2019

Jens Rasmussen, Odense

Jødefejden og de beslægtede uroligheder, 1819-20. Kirkehistoriske Samlinger 2010

Regenten som overhoved for folkekirken?

I dag har vi statens kirkestyre i alle anliggender, ligesom vi har beholdt den anordningspraksis, som opstod i forbindelse med systemskiftet i 1848, og som kun skulle bibeholdes indtil Rigsdagen havde lovgivet på området. De områder, hvor der ikke blev lovgivet, var således underlagt regentens og regeringens administrative regulering og ordninger med etablering af retsregler (jf. Grundloven af 1849, § 32; nuværende § 25).

Det betyder, at vi fortsat har en kongelig anordningspraksis i folkekirkens indre anliggender (liturgi, salmebog m.m.). Funktionen går de facto tilbage til Reformationens kongemagt, og siden Grundloven af 1849 udøves den af regent og kirkeminister. Regenten er imidlertid uden ministeransvar og alene det formelle statsoverhoved for alle institutioner under staten, herunder kirken, skolen osv.  De fleste jurister opfatter dermed ikke regenten særskilt som folkekirkens overhoved med biskoppelig myndighed, men regenten er fortsat dens vigtige symbol og dens protektor.

Den kongelige anordningspraksis har imidlertid fået juristen Alf Ross til at udtale, at regenten er ”en slags ærkebiskop for den danske kirke”. Juristen Inger Dübeck har siden opfordret til, at denne gamle praksis med dens episkopale funktion på anordningsområdet bliver nedlagt. Disse indvendinger fastholder tanken om regentens særskilte myndighed over folkekirken på anordningsområdet, som nu ønskes afskaffet. Man kan altså ikke helt afvise tanken.

Meningerne er delte hos juristerne. Bruger vi i stedet for juraen vores kulturforståelse og kirketradition som udgangspunkt, bliver sagen bedre afklaret. Regenten er således folkeligt set i dag stadig betragtet som folkekirkens overhoved. Den eksisterende og bevarede gamle kongelige anordningspraksis for folkekirken støtter denne forståelse. Forestillingen om fortidens kongeforståelse ses endnu tydeligere i Grundlovens § 6, hvor regenten fortsat som under enevælden ”skal høre til den evangelisk-lutherske Kirke”.

Grundtvigske medlemmer af Rigsforsamlingen i 1849 ønskede, at kongen blev stillet frit, men i de fleste Rigsdagsmedlemmers bevidsthed var kongen fortsat betragtet som folkekirkens overhoved. Sjællands biskop J.P. Mynster følte sig under grundlovsforhandlingerne i 1849 meget tryg ved § 6. Han så heri kongehusets traditionelle opgave med rod tilbage til Kongeloven af 1665, hvor Den augsburgske Bekendelse var en del af enevældens forfatning, forstået som en kristelig stat. Med Grundloven i 1849 fik vi en sekulær stat, men § 6 var for Mynster en garant for, at regentens ansvar for folkekirken fortsat skulle gælde i grundlovsstatens tid. Denne tradition ville han og mange andre gerne fastholde.

For Mynster drejede det sig om, at så meget af den gamle enevældes kirketradition kom med i den nye tid. Meget lykkedes for ham og folkekirken. Det drejede sig om tilpasning til det nye på grundlag af det gamle. Det var Mynsters ledetråd under Grundlovens forhandlinger i 1848-49, og denne opfattelse lever stadig i det kirkelige landskab.

Den 30.01.2019

Jens Rasmussen

Luther-jubilæum: Præstegårdsliv siden reformationen

Kronik: Fyens Stiftstidende 5. marts 2017

Jens Rasmussen, fhv. hospitalspræst, ph.d.

Præstegårde har eksisteret siden 1100-tallet. Med reformationen i Danmark 1536 blev cølibatets ugifte stand ophævet, og hustruer og børn rykkede ind i præstegårdene.

Den ældst fungerende præstegård i Rimsø på Djursland går tilbage til 1593. Vi har stadig en del fredede præstegårde i brug, som går tilbage til 1600-tallet, f.eks. Visby (Ribe Stift), Notmark (Haderslev Stift) og Kølstrup (Fyens Stift). Præstegårdene svarede gerne til en storbondes gård med tre eller fire længer. Det gjaldt stald- og kornlænger, som nu oftest ikke eksisterer længere. Den i 1950 nedlagte Tommerup Præstegård fra 1692 er dog sammen med enkesæde genopført i Den fynske Landsby i Odense. I anledning af reformationsjubilæet har Fyens Stift arrangeret en udstilling i Den fynske Landsby om dansk præstegårdsliv siden reformationen. Udstillingen åbnes den 1. april af biskop Tine Lindhardt for indbudte. Udstillingen er åben for alle fra 2. april til 31. august.

Familien var det grundlæggende fællesskab i den lutherske husstand. Med Martin Luthers reformation i 1517 var præsten ikke længere alene hyrde for menigheden, men han blev tillige familiemenneske og husbond for sin husstand. Kaldelsen for mand og kvinde var – ifølge Martin Luthers skrift om den falske kyskhed (1523) – at opgive cølibatets ugifte stand og fastholde den ægteskabelige kyskhed. Præsten og hans hustru skulle leve med hinanden i fællesskab, og det var betragtet som en del af Guds skabelsesorden.

Forventningen blev, at dette familieliv skulle fungere i præstegården som et forbillede i sognet. Denne forventning til familielivet krævede en god økonomi, hvilket ikke altid var nemt at fastholde. Det krævede således god kapital for efterfølgeren i et præsteembede at overtage præstegården og at komme gennem det første år, for enken skulle have sin del af avling, præstetiende m.m.

Dertil kom “enkekonserveringen”. Præsten Oluf Pedersen i Middelfart døde, og hans enke blev gift med eftermanden Sone Lauridsen. Denne havde været temmelig modvillig til at gifte sig med enken. Men borgerne i Middelfart havde stillet ægteskab med enken som betingelse for kaldsbrevet. Der var ikke tale om noget lykkeligt ægteskab. Biskop Jacob Madsen noterede i sin visitatsbog 1588-1604, at den unge hr. Sone havde slået sig på flasken – han drak med kollegaen i Asperup. Hustruen klagede til biskoppen og ville have manden indstævnet, men blev afvist temmelig bestemt af biskoppen – “hun skulle tage vare på sin rok”.

I løbet af 1700-tallet faldt antallet af en­kers giftemål med efterfølgeren i embe­det. Synet på den individuelle kærlighed blev mere positivt med fromhedens og den per­sonlige friheds tiltagen, dvs. med pietis­mens og oplysnin­gens tidsalder. Til præstens enke blev der bygget enkesæder. Væsentligt var også, at Danske Lov fra 1683 bestemte, at enkepensionen skulle udredes af efterfølgeren i embedet. Præstens hustru har i præstegårdens husstand haft en betydelig selvstændig rolle i det huslige liv og den praktiske side af familiens administration.

Ud over familielivets kaldsgerning var præstegården også et væsentligt center for formidlingen af den lutherske kultur i landet. Den lutherske præstegård var et teologisk, musikalsk og samfundskulturelt dannende fællesskab. Læsekredse og bibelske forsamlinger med salmesang levede allerede i pietismens tid i 1700-tallet. Dertil kom lånebiblioteker i præstegårdene i 1800-tallet til brug for sognemenighederne. Det landøkonomiske fællesskab med almuen havde stor betydning for det folkelige fællesskab mellem præstefamilie og menighed. Præstegårdens avling var afgørende for præstens indtægter. Præsten skulle være landbrugskyndig, også selvom han overdrag det praktiske arbejde til en forpagter.

I 1800-tallet blev præsten født formand for både fattig- og skolekommission. Mange fattige besøgte præsten i præstegården. Hver mands frivillige kristelige pligt til at hjælpe de fattige ændredes med Fattigloven af 1803, hvor lokalsamfundet herefter blev socialt forpligtet overfor de fattige. I Danmark var præsten sat i spidsen for denne statslige indsats overfor fattige i lokalsamfundet. Statens sociale krav til præsten var mindre udtalt i Sverige, hvor præsten var en del af fattigforsorgen som medlem af fattigbestyrelsen, men ikke ledende. I de tyske stater (især Preussen) tog præster – f.eks. med inspiration i pietisme og vajsenhuse – sig først og fremmest frivilligt af fattige som en kristen pligt (diakoni). Med den danske præstestands statslige forpligtelser blev præstegården et socialt og folkeligt sted. Præsten var ved siden af sit forkyndende kald den lokale kongelige embedsmand i sognet.

Pastor U.A. Plesner i Humble på Langeland rejste en debat i  1832 om præstens rolle i forbindelse med de nye fattig- og skolelove. Han kom for ofte i et modsætningsforhold til sin menighed, når han med de af staten pålagte praktiske opgaver skulle “træde i en tilsyneladende Opposition til sin Menighed, som Politiofficiant, Skattepaaligner og Skatteopkræver etc. etc.”

Præstens embede omfattede forkyndelse, kirkelige handlinger og kirkebogsregistrering. Dertil den praktiske verdslige administration, som tog til i 1800-tallet. Det betød, at præstegården blev mere folkelig med mange besøg fra sognets beboere. Fra at være et studereværelse blev præstens værelse efterhånden til et præstekontor, hvor man ikke blot kom pga. kirkelige handlinger, men også for at få verdslige og folkelige forhold ordnet. Endvidere udviklede præstegården sig i 1900-tallet, hvor det blev populært, at præstefamilien åbnede præstehjemmets private stuer for menighedens møder om foredrag, bibellæsninger, ydre mission m.m. Det var aktiviteter som fremkom i kølvandet på vækkelsernes to retninger Grundtvigianisme og Indre Mission.

I dag fungerer præstegårdene mere som privat bolig end som bred folkelig institution. Sognegårdene har holdt deres indtog. Samfundets ændrede familiestruktur har påvirket præstegårdes familieliv. Der er mange steder ikke længere de samme forventninger til præstens familie om engagement i sognet, som den gamle præstegårdskultur afspejlede.

Organdonation: Samtalen er personalets ansvar!

Kronik: Kristeligt Dagblad. 14. marts 2017.

Fhv. hospitalspræst, ph.d. Jens Rasmussen, Odense

Øget information om samtykkeregler og organdonorregister har stadig kun givet 21 % registrerede organdonorer. Det har konsekvenser. For mange potentielle organmodtagere, der har akut behov for et organ, står på venteliste alt for længe. Kan det afhjælpes? Muligvis, hvis personalet tager mere ansvar i en omsorgsfuld kommunikation med de pårørende til en død, som har mulighed for at blive organdonor.

De pårørende lægger mærke til, om personalet er engageret i samtalen, eller det blot drejer sig om en information, hvor det klinisk og neutralt overlades til de pårørendes eget valg. Således vil man ud fra en naturvidenskabelig kultur helst ikke påvirke, hverken for et ja eller nej til organdonation. Det mærker de pårørende. Når personalet ikke engagerer sig og vover sig ind på den følsomme kommunikation, så handler de pårørende ofte konservativt, og undgår direkte konfrontation med problemet med et nej til organdonation. Hele problemstillingen er belyst af lektor Niels Christian Hvidt m.fl. i en ny undersøgelse om personalets manglende eksistentielle og åndelige nærvær i samtalen med de pårørende, ikke mindst i forbindelse med organdonation: ”Sundhedspersoners egne værdier spiller en væsentlig – og ofte overset – rolle i organdonation”. (Ny Viden, 1/2017, Syddansk Universitet). Personalets tro er en værdi, som kan virke for næstekærlighedens gave og dermed for et ja til organdonation. Hvidt henviser til en tysk undersøgelse på universitetshospitalet i München.

Man kunne også inddrage norske erfaringer, som denne kronik vil handle om. Det er for flere år siden påvist af den norske antropolog Anne Hambro Alnæs, at lægens holdning til organdonation generelt påvirker resultatet. Det gælder også en tilstræbt neutral holdning. Alnæs skrev sin doktordisputats om de etiske sider af organdonation i 2001.

Den enkelte sundhedsperson har en personlig opfattelse af et ja eller nej til organdonation. Samtidig lever der en holdning hos personalet, hvor det er den potentielle organdonor og de pårørende, som udøver selvbestemmelsesretten: vælg selv! Dette udgangspunkt er legitimt. Personalet vil gerne udøve en såkaldt neutral holdning, der opfattes som værende i samklang med danske hospitalers officielle kliniske naturvidenskabelige kultur. Men vil de pårørende ikke noget andet? I samtalen leder de pårørende efter en kommunikation med personalet, der viser personligt og følelsesfuldt engagement. De ønsker at bruge personalet som en ”mur”, som de kan spille op ad, inden de træffer en afgørelse. I denne forbindelse vil det være lige så legitimt for personalet at indtage ”rollen”, som repræsentant for den der venter på et organ. Er det at overskride en grænse? I en normal situation vil det nok være tilfældet, men i en situation hvor det hurtigt skal afgøres om afdøde skal være organdonor, er der ikke tale om en normal situation. Det ved de pårørende, som har brug for at leve sig ind i de argumenter, som taler både for og imod. Her skal personalet turde være prøveklud for de pårørende, så de selv kan kæmpe sig til en hurtig afklaring.

Personalet skal altså bruge plads til at turde springe ud i tre forhold: Turde sige deres egen holdning til organdonation; understrege den legitime selvbestemmelse og indleve sig som repræsentant for de ventende organmodtagere på ventelisten, idet der skal gives en gave! Det giver de pårørende en chance for at komme hele vejen rundt inden afgørelsen om et ja eller nej til organdonation.

Det Etiske Råd har allerede bevæget sig ind på den bane, hvor der skal gives en gave til en organmodtager. Der har været forslag om, at hospitalerne skal skrive takkebreve. Men det har jo den klare forudsætning, at personalet som repræsentant for organmodtagere tør bede om en gave! Det Etiske Råd har også taget hånd om den krise og sorg, det er for de pårørende at tage så afgørende en beslutning. Uanset et ja eller nej kan man få et ritual hos hospitalspræsten. På opfordring fra Det Etiske Råd har Folkekirken ved en gruppe hospitalspræster udarbejdet et ritual, der kan hjælpe de pårørende i den svære situation (jf. Liturgisk Vejledning for præster i sundhedssektoren, 2012).

I Norge er man anderledes afklaret omkring sundhedspersonalets personlige engagement. Her henvises til Alnæs’ disputats: ”Legens evne til å identifisere seg med rollen som den som ber om organer, er av stor betydning for å få ja” (jf. Tidsskrift for Norsk Lægeforening, nr.8, 2003, prof. R. Hanoa, Oslo). Denne afklaring skete således for ca. 15 år siden, og Norge har også flere organdonorer målt i forhold til indbyggerantal, end vi har hos os i Danmark.

En gave er et vigtigt fænomenologisk træk ved vores kultur. Det opfattes som positivt at bede om en gave. Der oprettes et forpligtende fællesskab med de pårørende, hvad enten det bliver et ja eller nej til organdonation. Tankegangen med at ofre sig for den anden i kærlighed er en legitim grund i vort verdensbillede. Under anden verdenskrig gik mange i døden i et andet menneskes sted – det skete i koncentrationslejre. I det religiøse verdensbillede lever vi med offerskikkelser. Jesus var afgørende.

I virkeligheden møder de pårørende til en potentiel organdonor to etiske goder. For det første vil de pårørende beskytte deres afdøde slægtnings krop. Mennesket har fået en krop, som skal æres og respekteres og i hvert fald ikke ende som et reservedelslager, hvor den pågældende kun udnyttes som et middel for at nå det mål, at et andet menneske (organmodtageren) kan få en bedre sundhedstilstand. Intet menneske må være et middel for et andet menneske. For det andet vil de pårørende give livets gave. Vigtigt er det, at det er i afdødes ånd. Her er tale om omsorgsfuld kommunikation, hvor organdonor og organmodtager bruger hinanden som (for)mål (jf. Immanuel Kant), blot ikke organdonorens menneskeværd antastes. Vi må således godt udnytte hinanden i denne verden, blot det har et fælles godt formål for begge parter.

Døden er et mysterium, hvor ingen rigtig ved, hvad den indebærer. Men måske rykker det i os, når vi kan redde et liv og undgå døden for et menneske. Vi kan aldrig vænne os til døden. Ofte tvinges vi til at handle, før vi er blevet fortrolige med døden. Det sker for de pårørende, når de f.eks. rives ud af søndagshyggen, fordi en nær slægtning er død ved en ulykke og eventuelt kan bruges som organdonor. Astrid Lindgren siger: ”Man måste leva så att man bliver vän med döden”. Det er nemmere sagt end gjort. De pårørende har en dobbelt byrde: Dilemmaet med beslutningen om organdonation og sorgen over at miste. Fortvivlelsen aktualiseres.

De nævnte to goder (at beskytte afdødes krop og at give en gave) opfattes af mange som en modsætning, et dilemma, hvor det ene gode udelukker det andet gode. Tvivlen lever hos flere pårørende. Måske ender det med et nej. Men det ville være dårligt nyt, hvis dette nej skyldes personalets neutrale og klinisk videnskabelige tilgang til samtalen med de pårørende. Det er netop dette forkerte ”skub”, som skal bortelimineres i de pårørendes valg.

Reformationsjubilæet 2017. Foredrag

Foredrag af kirkehistoriker, ph.d., Jens Rasmussen:

 

”Den lutherske biskop: Jacob Madsens visitatsrejser på Fyn”

Jacob Madsen var den tredje evangelisk-lutherske biskop i Fyens Stift. Ud fra hans visitatsbog i årene 1588-1604 kan enhver få historisk inspiration til væsentlige sider af nutidens kirkeliv. Der findes rigtig mange notater om altertavler, prædikestole, døbefonte, sidealtre, degnestole osv, ligesom de eksisterende skitsetegninger af så godt som alle besøgte fynske kirker er oplysende. Foredraget har fokus på, at give en karakteristik af den fynske lutherske biskops tilsynspligt, som peger frem mod nutidens bispeembede.

 

”Den lutherske præstegårdskultur på Fyn siden Reformationen”

Livet i præstegården var præget af familien. Ægteskabet blev sat højt af Martin Luther – og denne holdning har siden været afgørende for præstestandens familieliv. Præsten fik mange besøg i præstegården fra beboere i sognet. I 1800-tallet drejede besøgene sig også om praktiske formål (skole- og fattigforhold), hvilket folkeliggjorde præstegården. Studereværelset ændrede i flere henseender karakter til præstekontor. Mange fynske præsteembeders tyngende gæld betød hårde vilkår for præstefamilier. I dette foredrag beskrives fortidens fynske præster og deres præstegårdsliv.

 

”De første fynske grundtvigske præster: Vækkelser og Luther!”

Foredraget beskriver de grundtvigske rødder på Fyn, som har givet stærke nedslag i vor tids fynske kirkeliv. Det grundtvigsk vakte miljø på Fyn var præget af kendte præster, hvoraf flere udmærkede sig ved deres Luther-interesse. Populær læsning hos de vakte var Luthers prædikener. En af disse Luther-udgaver var redigeret af Vilh. Birkedal (Ryslinge). Luthers prædikener blev flittigt brugt, og de påvirkede de første grundtvigske præsters forkyndelse af evangeliets frihed for syndere, en forkyndelse der også fik konsekvenser for ønsket om frihed til dannelse af frie menigheds- og skolefællesskaber.

 

”Kulturcentre og medier i fortidens lutherske fælleskultur”

Formidling af nyheder og oplysning om religion og samfund har til alle tider været vigtig. I nutidens kirkeliv bygger vi på fortidens formidlingscentre, der repræsenterede den lutherske fælleskultur. Det gælder præstegård, kirke og skole. Grundlaget for den lutherske formidling i Danmark efter reformationen blev præstegårdens åndelige og praktiske virke samt kirkens forkyndelse og liturgi. Formidlingen skete i det talte ord og i den skriftlige formulering. Skolen blev også et lokalt center, som var tæt knyttet til den lutherske kirke. Dertil kom de af præsten oprettede private lånebiblioteker til brug for sognets beboere. Offentlige biblioteker opstod først mod slutningen af det 19. århundrede på landet og i byen. Fortidens kirkelige formidling kan inspirere i dag.

 

Kontakt:

 

Tlf. 66191720/23284328.

E-mail: jensrasmussen.odense@gmail.com.

 

 

 

 

At tale til patienter – hvordan kommunikerer vi? Tale til de nyuddannede sygeplejersker på UCL

Endnu et hold sygeplejersker er færdige med deres uddannelse. Hvad nu? Hvor skal I fortsætte jeres tilværelse? Det vækker eksistentielle tanker. I kan selv bestemme. Valget er jeres. I har friheden til det, og den må I gerne føle lige nu i dag.

Men så kommer selvfølgelig hverdagen meget hurtigt. I skal snart vænne jer til helt nye typer arbejdspladser, hvor kravet til individuel kommunikation med patienter får en meget høj prioritering. Tankegangen i det nye OUH er, at vi skal gøre alt for at dække patientens/menneskets individuelle behov med enestue, eget bad, og hvor alle sundhedseksperter kommer til patientens stue. Det nye OUH’s mål om “mennesket først” er ved at indsnige sig i hele sundhedsvæsenet. Ordet omsorgsfuld kommunikation er imidlertid meget mere anvendeligt, for det fortæller, at samarbejde mellem patient og personale er det afgørende.

Hvad er så omsorgsfuld kommunikation i fremtidens accelererende patientforløb med korte indlæggelsestider? Ifølge en ekspert skal patienten for det første ikke blot informeres om, hvad der skal ske, men skal også informeres om, hvorfor det sker. For det andet skal der i kommunikationen være en forventningsafstemning med patienten og pårørende, så de føler sig lyttet til. Hele tiden i sygdomsforløbet skal patientens forventninger justeres, ja sygeplejersken skal kommunikativt guide patienten.

Alt dette er måske indlysende for jer. Nu skal I for alvor i gang med at udøve jeres kliniske færdigheder, men I skal også ud og lære en masse om at samtale med mennesker. Det er udfordringen.

Sundhedsvæsenet efterspørger ikke blot de faglige kliniske kvaliteter hos en ansøger eller nyansat. Det drejer sig så sandelig også om ansøgerens personlige færdigheder. Det kan handle om sociale kompetencer i forholdet til kolleger. Det kan være evnen til at være omstillingsparat, når det vrimler ind på afdelingen med akutte patienter. Det kan være ansøgerens humanistiske grundlag i pressede situationer, og når en patient skal trøstes.

Det er selvfølgelig mange krav, der stilles. I har modet her i dag og skal søge udfordringen. I de kommende år vil I opleve en helt ny patientkultur. Med de nye sygehuse får vi en forbrugerkultur, hvor de overordnede fælles disciplinerende rammer på afdelingerne bliver mindre synlige, end på de gamle sygehuse.

Vi har fået forbrugerpatienter. De får informationer om diagnose, prognose og behandlingsmuligheder, eller også har de selv fundet alle relevante oplysninger på nettet. Det er blevet vigtigt, at personalet hører på disse patienters sygdomsoplevelse. De inddrages derfor af lægen og sygeplejersken i beslutninger, hvor det vurderes relevant og muligt. Det drejer sig om patientens autonomi og om patientsamtykke, som det står skrevet i sundhedsloven. Mange patienter møder endda systemet med krav om individuel behandling og krav om second opinion, indlæggelsesgaranti osv.

Forbrugerpatienten kan tage ansvar, kan selv foretage valg osv. Men hvad med svage patienter, der kræver faste ydre rammer, der er skabt af personalet? Disse patienter har ofte en høj alder, er traditionsbundne og accepterer lægeautoriteten helt uden forklaringer. Eller de er socialt udsatte og har svært ved at klare en velformuleret kommunikation. De svage patienter bliver let hægtet af, selvom også de har krav på, at personalet hører deres sygdomsoplevelse. Den store gruppe svage patienter kan være svær at tilpasse i de nye forbrugerorienterede hospitaler. Der vil nemt kunne opstå et A-hold og B-hold af patienter. Det er en af fremtidens udfordringer for jer at undgå denne opdeling.

Generelt viser vi med ord og kropssprog tydeligt, hvad vi tænker – ikke mindst om B-holdet. Således kommer vi nemt til at afsløre, når vi tænker nedsættende om en patient, som i følgende eksempel: En af jer er sygeplejerske på en geriatrisk afdeling. En af jeres kolleger på afdelingen omtaler konsekvent to gamle søstre med nedsat funktionsevne som “pigerne”. Hvad gør man? I taler forhåbentlig med jeres kollega om de to kvinders krav på værdighed. Personalets adfærdsmønster har således stor betydning. Der er udfordringer nok for jer i de kommende år med en spændende udvikling inden for sundhedsvæsenet.

Nu udsendes I – endnu et hold sygeplejersker fra UCL Lillebælt. Jeg håber, at I vil tænke på omsorgsfuld kommunikation i jeres arbejde fremover. Udfordringerne bliver mange. Glæd jer.

Af Jens Rasmussen

Jakob Knudsens Vej 15, Odense NV – underviser og fhv. hospitalspræst, ph.d.

Teksten er et redigeret uddrag af Jens Rasmussens dimissionstale til de sygeplejestuderende på UCL Lillebælt, den 24. juni 2016.

Udgivet som kronik i Fyens Stiftstidende, den 30. juni 2016

Vækkelser i dansk luthersk fælleskultur. Andagtsbøger og lægmandsforsamlinger (1800‑1840)

Anmeldelser:

Vækkelser i dansk luthersk fælleskultur-Replik til Hanne Sanders-Historisk Tidsskrift. 2017-1

Vækkelser-Kirkohistorisk Årsskrift-016-anmeldelse ;

Anmeldelse-Vækkelser-Pers.Tidskr. 2016-Harry Haue ;

Vækkelser- Anmeldelse i Præsteforeningens Blad-Nr_45_side_1077-1100; 

Vækkelser-Anmeldelse-Indre Missions Tidende-Kurt E. Larsen 2016

Vækkelser-anmeldelse-DTTK 2017,nr 2, s. 187 Kurt E. Larsen

Bogudgivelse: De vaktes gudelige forsamlinger udvikler sig på Fyn omkring 1820. Snart når disse forsamlinger Jylland, Sjælland og København. De to kirkelige retninger: grundtvigianisme og Indre Mission har deres rod i disse vækkelser. Der er tale om en markant lægmandsbevægelse i første halvdel af 1800-tallet, som er væsentlig for Folkekirkens nutidige selvforståelse med fremhævelsen af lægmandsindflydelsen og ønsket om religiøs frihed.

Vækkelser i dansk luthersk fælleskultur dokumenterer, at de fleste vakte er lutherske, og at de forbliver i Den danske evangelisk-lutherske Folkekirke. I 2017 fejres 500-års jubilæum for Reformationen. Der er god grund til at fokusere på de vaktes lutherske ståsted.

Grundlaget for de vaktes holdninger finder man i andagtslitteraturen, hvortil nogle af Martin Luthers skrifter også hører. Andagtslitteraturen er hovedsagelig fra ortodoksiens og pietismens tid. Denne litteratur viser, hvad de vakte læser og bliver påvirket af, og hvilken forkyndelse de vakte møder i de gudelige forsamlinger.

De vakte realiserer den lutherske lære om det almindelige præstedømme, hvor alle er lige for Gud. Tankegangen påvirker eftertidens demokratiseringsproces. Udviklingen fortsætter i en folkelig sammenhæng med værdier som kaldsforpligtelse og ansvar over for andre (næstekærlighed). Reformationens gejstlighed i 1530’erne formulerer det fælles lutherske værdigrundlag, og vækkelserne i 1700- og 1800-tallet giver sammenhængskraft med nutidens kirke- og velfærdsordning. Den lutherske kultur har således fortsat betydning.

Bogen udgives på Syddansk Universitetsforlag.

Med venlig hilsen

Jens Rasmussen, januar 2016.

Dimissionstale til nyuddannede sygeplejersker på University College Lillebælt, 19. juli 2015: Kan vi selv bestemme? (uddrag)

Den individuelle kultur er tiltagende i vores moderne samfund. I vil derfor få udfordringer i forhold til patienter og pårørende. I sundhedsloven tales om patientens autonomi. Men hvad betyder det egentlig? Det handler om patientens medbestemmelse. Umiddelbart hænger autonomi sammen med informeret samtykke og personlig værdighed, dvs. integritet. Det drejer sig om patientens frivillige samtykke på grundlag af faglig information, der dækker patientens behov, så patienten kan træffe en afgørelse om sin situation, og derved udøve medbestemmelse.

I vil ofte møde patienter, hvor der sker to afgørende afvigelser fra denne definition: Medbestemmelse bliver til suveræn selvbestemmelse eller modsat, man er slet ikke i stand til at udøve medbestemmelse, fordi man er for svag, måske døende.

Det er svært at opfylde alle ønsker, ikke mindst når de pårørende inddrages. Som en ledende sygeplejerske sagde til mig ved et undervisningsforløb: ”Vi har også oplevet pårørende der, når de har forliget sig med at deres nære skal dø inden for kort tid, at de næsten vil have klokkeslæt på, så de kan planlægge deres besøg eller spørger til hvorfor deres kære ikke er afgået ved døden inden for de to dage som de var blevet lovet.” Det kan bl.a. i sådan en situation være svært for et personale at tilgodese alle individuelle ønsker.

Politikerne og embedsmændene, der administrerer sundhedsvæsenet, vil gerne være imødekommende overfor alle patientønsker. De interesserer sig for borgernes individuelle selvbestemmelse. Det har vi sandelig også hørt på i den nu overståede valgkamp. I forlængelse heraf kan vi tænke på informationen til borgerne om det nye OUH. Her hedder overskriften på projektet: »Mennesket først. Gennem forskning, uddannelse, udvikling og samarbejde.« I parentes bemærket er udtrykket måske inspireret af et Grundtvig-motto, som siger: Menneske først – kristen så. Det ved jeg ikke, om planlæggerne har tænkt på. Men ”menneske først”-sloganet i et sundhedssammenhæng kan – selvom det ikke er meningen – forlede nogen til at tro, at det drejer sig om at opfylde alle patientens behov. Det skal ske gennem forskning, uddannelse, udvikling og samarbejde. En suveræn selvbestemmelse kan imidlertid ikke gennemføres i dagligdagen i sundhedsvæsenet, og projektet dækker sig da også ind ved at fremhæve, at udover patientperspektivet er medarbejderperspektivet også vigtigt.

Tankegangen i Det nye OUH er, at vi skal gøre alt for at dække patientens/menneskets individuelle behov med enestuer, eget bad, ja, hvor alle sundhedseksperter kommer til patientens stue. Det gælder ikke bare på et sygehus, men også på et plejehjem – ja alle sundhedsinstitutioner, hvor I kan få arbejde. Det nye OUH’s mål om ”mennesket først” er ved at indsnige sig i hele sundhedsvæsenet. Ordet omsorgsfuld kommunikation er meget mere anvendeligt, for det fortæller de kommende patienter, at samarbejde mellem patient og personale er det afgørende. Samarbejde udtrykker medbestemmelse for alle parter. Patienten må nødvendigvis tilpasse sine individuelle behov og selvbestemmelse til en fælles institutionsramme med fælles normer dvs. regler, rutiner og love.

Et eksempel:

Hans er 92 år, er lam i den ene side efter hjerneblødning. Han er afhængig af hjælp til det meste. Han er kvik og opsøger ofte personalet med bemærkningen: her er da ikke megen autonomi! Hele mit liv har jeg stået op kl. 5 om morgenen, spist morgenmad og læst avisen i badekarret indtil kl. 6 og har lagt mig til at sove kl. 23.30 om aftenen. Her har I intet badekar. Jeg bliver først vækket kl. 9.00 og lagt i seng kl. 7 efter aftensmad. Sikke et liv. Jeg vil også gerne ryge om aftenen, men der er ikke et personale, der vil hjælpe mig ud på balkonen, hvor jeg kan ryge. Jeg har intet socialt liv mere og kan lige så godt lægge mig til at dø.

Hans er helt klar i hovedet. Han udfordrer personalet og vil i sit ønske om selvbestemmelse ikke indordne sig under institutionens døgnrytme. Men hans tilstand gør ham afhængig af hjælp. Derfor er hans selvbestemmelse stærkt begrænset og underlagt institutionens fællesskab med rutiner og regler. Muligvis kan Hans få medbestemmelse på nogle af sine ønsker, som personalet så vidt muligt skal tage hensyn til. Kun så langt går autonomien. Det er den virkelighed, I skal ud til. Ikke en abstrakt forståelse af selvbestemmelse, som ofte markeres af politikere og i borgerinformation.

Juni 2015

Med venlig hilsen

Jens Rasmussen

 

Folkekirkeordningen: Drop centralismen i Kirkereformen

De senere år har desværre flere forslag om folkekirkens styring villet starte fra oven. De konservative stillede i 1948 et forslag om et centralt kirkeråd (kaldes ”kirkemøde”). Det skulle være rådgivende overfor regering og Rigsdag. Et forslag, som på det seneste er udarbejdet af Selskab for Kirkeret, har bygget videre på et forslag fra 1992, benævnt som ”Kirkens Mund og Mæle”. For begge forslags vedkommende har det drejet sig om at indføre et kirkeråd og kirkemøde, som øverste organ for folkekirken.

Tidligere Kirke- og ligestillingsminister Manu Sareen nedsatte den 10. september 2012 et regeringsudvalg angående en styringsstruktur for folkekirken. Regeringsudvalget er herefter kommet med en vifte af forslag, der som det vigtigste har villet indføre et kirkeråd og i det mindste et økonomiudvalg. Disse forslag har nu været en del af den politiske proces frem mod en lov om en styringsreform.

Men Venstre og konservative har fået kolde fødder og er sprunget fra, idet man vil fastholde folkekirkens såkaldte velordnede anarki. Det vil sige, at folkekirken som hidtil skal være styret af regering og folketing i alle kirkens anliggender. Det får muligvis den konsekvens, at forsøget på at opfylde grundlovens løfteparagraf om en styringslov falder til jorden, som det er sket alle de andre gange siden 1849-grundlovens løfteparagraf om en styringsreform.

Inspireret af de mange styringsforslag fra det 19. århundrede begyndte politikerne i det 20. århundrede i kølvandet på parlamentarismens indførelse (1901) at vedtage enkeltlove, som led i en samlet struktur for folkekirken. Først kom menighedsråd (1903/1912), så provstiudvalg (1922) og siden stiftsråd med få økonomiske kompetencer (1992/2009).

Der er skrevet en del kirkehistorie om forholdet mellem stat og kirke. De forskellige regeringsinstrukser om en styrringsreform har haft betydning for forløbet. Dette gælder Venstre-regeringens instruks af 31. maj 1904 til Det kirkelige Udvalg. Dette udvalgs opgave var at udarbejde en selvstændig styringsreform for folkekirken. Der blev talt om principper i Venstre-instruksen. Med Grundloven i 1849 fik statens forfatning en afgørende demokratisk forandring, og derfor var det nødvendigt, at det samme skete for folkekirken. Det var vigtigt, mente instruksen, at man startede med menighedsrådsloven med vægt på kirkedemokratiet vedtaget året før i 1903. Det afgørende var nu, at en kirkeforfatning blev opbygget nedefra med udgangspunkt i ”Kirkefolkets Stemme”. Grundlaget var menighedsrådet. Derfra kunne der bygges videre. Forudsætningen var et ”organisk Sammenhæng mellem Stat og Kirke”, dvs. et levende og tæt samvirke. Således først menighedsråd, dernæst provstiråd, så stiftsråd og allersidst, hvis det blev nødvendigt: kirkeråd.

Desværre lykkedes det heller ikke i 1904 med en styringsreform, fordi man alligevel gjorde for meget ud af et centralt kirkeråd i stedet for instruksens ønske om en decentral udvikling.

I en kronik i Kristeligt Dagblad (19. sept. 2013) og i mit høringssvar vedr. betænkning 1544 til kirkeministeren har jeg foreslået en decentral styring, som er koncentreret omkring udvikling af stiftsråd med økonomiske kompetencer. Det har hverken regeringsudvalget eller de politiske forhandlinger interesseret sig for, fordi alt koncentreres om at starte fra oven med et centralt kirkeråd. Og så går det lige så galt, som ved tidligere forslag siden 1849. Den folkelige og kirkelige forståelse har overvejende været imod en centralisme i folkekirken.

Jeg vil opfordre kirkeministeren og kirkepolitikerne til at se på stiftsrådene som en decentral styringsmulighed.

Venlig hilsen

Jens Rasmussen Odense, november 2014