Forfatterarkiv: Jens Rasmussen

Folkekirkens Fællesudvalg. Høringssvar vedr. betænkning 1544 til Kirkeministeriet

Betænkning nr. 1544 fra udvalget vedrørende en ny styringsstruktur for Folkekirken indeholder et forslag om et kirkeråd med meget begrænset kompetence i indre anliggender, mens dette kirkeråd i økonomiske forhold samt vedrørende definerede fælles forhold får en betydelig kompetence.

Folkekirkens Fællesudvalg:

Man kan frygte, at den økonomiske selvstændighed får konsekvenser for Folkekirkens nuværende decentrale økonomiske system (menighedsråd, provstiråd, stiftsråd). Nu kaldes dette kirkeråd: ”Folkekirkens Fællesudvalg”. Med dette udtryk antydes, at der er organisk sammenhæng nedad i systemet, men det er netop ikke tilfældet i regeringsudvalgets forslag. Det eneste der peger i den retning er valgproceduren i forslaget, hvor det hovedsageligt er menighedsrådsmedlemmer, som vælger Fællesudvalget.

Endvidere mangler en deling af kompetencen med stiftsråd. Det er i stifterne, at pengene skal bruges, og sammenhængen mellem stiftsråd og Folkekirkens Fællesudvalg fortjener et bedre fælles regelsæt. Det kunne gøre hele forslaget mere decentralt, og det kunne gøre alvor af det gamle slogan, at en kirkeordning skal opbygges nedefra (jf. D.G. Monrad).

De indre anliggender:

I de fleste tidligere forslag skelnede man mellem indre og ydre anliggender ud fra en holdning om, at de teologiske overvejelser havde lige så stor betydning som gældende ret. I regeringsudvalgets nuværende forslag har det juridiske haft den afgørende betydning. Tidligere skelnede man f.eks. teologisk mellem de indre anliggender (lære, liturgi og disciplin) og de ydre anliggender (økonomi m.m.). Det havde dengang i debatten øverste prioritet, at kirken selv havde kontrol med de indre anliggender, mens staten godt måtte være med, når det drejede sig om økonomi, stillinger m.m. I regeringsudvalgets nye forslag er det lige omvendt. Folkekirkens Fællesudvalg skal have udstrakt kontrol med økonomi, mens indre anliggender (endda alene liturgi) er henlagt til ministerens beslutning og dronningens underskrift med Folkekirkens Fællesudvalg som et slags rådgivende ”underhus” og med bispekollegiet som et rådgivende ”overhus”.
Der er ingen tidligere kirkeforfatningsforslag, som opererer med både et kirkeråd (et fællesudvalg) og et bisperåd. Tidligere forslag gik enten ind for et repræsentativt kirkeråd eller et konservativt bisperåd.

Den teologiske skelnen mellem indre og ydre anliggender er altid af jurister blevet afvist med gældende ret, fordi enevældens administrative ordninger blot fortsatte under demokratiet uden at skelne. Men det var netop denne gældende ret som betydningsfulde teologer før i tiden ville ændre.
Regeringsudvalget må være enig med de mange skeptikere af en ny kirkeordning, for i forslaget fastholdes det nuværende forhold mellem stat og kirke (gældende ret), om end der er tilstået Folkekirken en begrænset rådgivende funktion i indre anliggender, som den allerede har, og det i kraft af brede høringer. Hvorfor lave om for at opnå så små forandringer?

Hele konstruktionen med et rådgivende ”overhus” (bisperåd) og ”underhus” (kirkeråd) i
liturgispørgsmål virker overflødig.

Den økonomiske ordning, herunder forslaget om bloktilskud:

Her sker der virkelig en forandring pga. en centralistisk ordning. Folkekirkens Fællesudvalg får budget- og beslutningskompetencer (ud fra ministerens retningslinjer) i forbindelse med fællesfonden, der skal have sine midler fra statens tildelte bloktilskud og fra landskirkeskatten, hvis procentsats Fællesudvalget endvidere skal fastsætte. Der indføres i regeringsudvalgets forslag et bloktilskud i stedet for statens støtte til præstelønninger og forkyndelse.

Det giver Fællesudvalget stor magt. Ingen tidligere forslag fra det 19-20. århundrede er gået så langt, for kirkens ydre (økonomiske) anliggender var jo fortsat forbundet med staten. Således udviklede kirkens økonomi sig som statens ansvar, fordi partierne Venstre og De Radikale afskaffede Folkekirkens lovfæstede prioritet i bondejord i form af tiende og inddrog præstegårdsjorden til husmandsbrug. Med statens præstelønningslove i begyndelsen af forrige århundrede blev statens ansvar og ”støtte” til Folkekirken ud fra grundlovens paragraf 4 derfor en livsnødvendighed for Folkekirken. Staten har overtaget det økonomiske ansvar for Folkekirkens kerneydelse: forkyndelsen. Denne forpligtelse kan blive principielt vigtig i fremtidens multireligiøse Europa. Staten bør ikke slippe for sin forpligtelse ved at indføre et ”neutralt” bloktilskud.

Konklusion:

Min vurdering af regeringsudvalgets forslag vedrørende de indre anliggender er, at det er så lidt som ændres, at det er bedre at lade være. Det er endvidere principielt betænkeligt at miste statens støtte til kirkens forkyndelse set i lyset af den historiske baggrund. Desuden kunne det være godt med en kirkeordning som økonomisk er mindre centralistisk end regeringsudvalgets forslag, for Folkekirkens Fællesudvalg har for stor økonomisk magt. Det skaber en ubalance i forhold til stiftsråd. Man kunne derfor i sammenhæng med Folkekirkens Fællesudvalg i økonomiske sager lave en reform på stiftsniveau, hvilket kunne give en bedre demokratisk kontrol for menighedsrådene.

Her kan opstilles et forslag, som er mere decentralt:

1)
Folkekirkens Fællesudvalg: Laver regnskab og budget med ansvar over for regering og
Folketing. Udvalget vælges efter regeringsforslagets retningslinjer og/eller der vælges
repræsentanter fra stiftsrådene. Udvalget fordeler fællesfondens midler til stiftsrådene (efter godkendelse og vejledning fra ministeren). Udvalget indstiller landskirkeskatten til
kirkeministerens godkendelse (mindst to tredjedele flertal).

2)
10 stiftsforsamlinger: Alle stiftets præster og menighedsrådsmedlemmer kan deltage. Der afholdes et årligt møde med anbefalinger til stiftsrådet. Emner, der vedrører stiftet, kan være: Folkekirkens økonomi, provste- og bispevalg, kirkelige initiativer som konfirmation, undervisning, kommunikation med mere.

3)
10 stiftsråd (vælges efter den nuværende ordning): Rådgivende ved lovgivning i
samarbejde med minister og Folketing, der har den besluttende myndighed, som i dag.
Stiftsrådene er til gengæld besluttende i kirkens lokale økonomi (penge fra fællesfonden
fordeles mellem stiftsrådene) og i lokale fælles kirkelige anliggender (biskoppen har dog
vetoret vedrørende tilsynspligten i stiftet).

4)
Biskoppen: Skal høres vedrørende liturgi i vedkommendes eget stift. Det kan ske efter
indstilling fra stiftsrådet. Biskoppen kan også selv tage initiativ. Et ønske om nyt ritual,
revision eller fornyelse af eksisterende ritual forelægges herefter de øvrige stifters biskopper ved et uformelt møde. Biskopperne iværksætter en høring i alle menighedsråd, provstiråd, stiftsråd og kirkelige organisationer og beslutter herefter i fællesskab, hvad der videre skal ske – evt. inddrages ministeren og dronningen med henblik på en kgl. anordning. I læresager følges de nuværende regler.

Venlig hilsen, maj 2014

Jens Rasmussen

Dåb og medlemskab af et trossamfund/Folkekirken

14 dages debat i Kristeligt Dagblad her i december har ikke løst problemet, om pligten til at døbe til Kristus, til hans legeme og universelle kirke kan stå alene eller ej. Eksperter siger, at der er tale om en gråzone mellem teologi og jura. Den aktuelle sag er, at en folkekirkelig migrantpræst, pastor Massoud Fouroozandeh, døber muslimer uden at indmelde dem i en menighed i Folkekirken. Massoud Fouroozandeh mener, at medlemskab kan komme, når de døbte er modne dertil. Problemet for migrantpræsten er, at Church of Love, som han leder, er en selvstændig frikirke, og at han samtidig er præst i Folkekirken ved Skt. Hans Kirke i Odense. Biskopperne fastholder, at en folkekirkepræst skal døbe til medlemskab i en menighed i Folkekirken og medlemslovens formulering inddrages. Som folkekirkepræst kan man ikke døbe i to trossamfund.

En god kollega, som jeg diskuterede problemet med, foreslog to sætninger:

Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i …

Lad de små børn blive medlemmer af Folkekirken …

Sætter vi det op på den måde, kan det tydeligt ses, at den universelle dåb til Kristus har første prioritet. Det har flere i debatten hævdet. Det skulle så legitimere, at migrantpræsten kan døbe i Church of Love uden medlemskab af Folkekirken. Andre har sagt det mere modificeret, at det vigtigste er den universelle dåb, så kan medlemskab komme efterhånden – hos nogle! Man kunne måske snarere sige, at Folkekirkens tradition og fortidens erfaring viser, at Kristusdåben og indlemmelsen i en menighed bør ses i sammenhæng. Herom i det følgende.

Martin Luthers dåbsritual fra 1526 indeholder den såkaldte syndflodsbøn om dette bad, ”den hellige dåb”, der betyder ”renselse fra synden” og samtidig betegnes som ”Jesu Kristi dåb”. Luther lever i en tid, hvor den universelle dåb er levende, om end dåben i middelalderen betød indlemmelse i den (katolske) universelle kirke (hvilket stadig hævdes). Siden kom religionskrigene i Vesteuropa, og nu blev for alvor konfessionerne adskilt. Fyrster og konge fik ret til, at deres tro blev rigets tro.

Under den danske enevælde betød denne juridiske virkelighed blandt andet, at der var tale om kongens statskirke, og ved dåben blev enhver undersåt medlem af Statskirken – også i kolonierne døbte statskirkepræster til medlemskab af Statskirken. De forskellige konfessioner betød en ny virkelighed. I de danske riger groede en luthersk enhedskultur frem, og andre konfessioner blev i princippet holdt ude, selv om tolerancen gjorde, at kongen accepterede visse konfessioner (reformerte og katolikker) på bestemte steder i landet – helt udelukket var frikirker (f.eks. baptister). Her var tale om et sammenfald mellem et teologisk og et juridisk medlemsbegreb i den forstand, at dåben var en grundbetingelse for medlemskab i Statskirken. I tiden efter Grundloven af 1849 har lovgivningen i princippet fastholdt denne linje, om end der er kommet justeringer og få ændringer i form af skærpelser. Med religionsfriheden lever vi i dag endnu tydeligere i de konfessionelle tider med mange trossamfund.

Martin Luthers syndflodsbøn blev nok afskaffet med dåbsritualet i 1783, men dåben til Kristus var stadig vigtig, om end de mange konfessioner fik indflydelse på den realitet, at indlemmelse i Statskirken var en nødvendig følge – også for at blive statsborger i landet. I dag har dåben til Kristus ikke statsborgerlige følger, men har stadig betydning for medlemskab af Folkekirken.

Problemet med medlemskabet af en bestemt konfessionel menighed/kirke er altså vokset frem i kølvandet på Europas historie. Det er ikke sådan lige at slette historien, heller ikke i en nutidig kontekst, hvor hele dette problemkompleks af eksperter regnes for en gråzone – både teologisk og kirkeretsligt.

Der kan være hjælp at hente hos Grundtvig. Han var stærkt utilfreds med den lærde prof. H.N. Clausen, der mente, at kirken var et synligt samfund, som skulle fremme den almene religiøsitet. Clausen lagde vægt både på Skriften og Jesu Kristi kirke, men ikke på kulten, den gudstjenestelige sammenhæng, hvor Guds ord lyder i forkyndelse, dåb og nadver. En sådan udvandet forståelse af kirken kunne Grundtvig ikke acceptere. Han skrev i Kirkens Gienmæle (1825), og senere i skriftet om Daabspagten (1832) og i Frisprog (1839) mod J.P. Mynsters dåbsforslag. Hovedsynspunktet var, at dåben sker i den universelle kirke, men når man tilegner sig den apostolske trosbekendelse i kulten, dvs. dåbshandlingen med ja-ordet i dåbspagten, så bliver man også døbt ind i et trossamfund. Menighedens liturgi ved dåben var vigtig for Grundtvig, for den skulle udtrykke, at der oprettes en pagt mellem Gud og den døbte, hvor alt var givet til kristentroen.

Dåbspagten må således betyde, at den døbte, f.eks. ved voksendåb, siger ja til Kristus og også siger ja til menighedens oplæring i dåbspagten (kan også komme før dåben), dens forkyndelse og nadverbord, og dermed siges der ja til et kristent liv i en menighed. Dåbshandling og praksis hænger sammen. Det interessante er, at gaven, dvs. dåb til Kristus, hans universelle kirke, for Grundtvig er det overordnede, men denne universelle dåb hænger sammen med praksis, dvs. den udførte dåbshandling (dåbspagten) i en menighed/trossamfund. Der er altså et sammenhæng, som bliver til ud fra den levende dåbshandling i gudstjenesten.

Det er således rigtigt, at dåben sker til Kristus, hans universelle kirke. Men dåbens næring og vækst sker, fordi man i kulten/ gudstjenesten er en del af en menigheds/et trossamfunds dåb, forkyndelse og nadver. Derfor må pastor Massoud Fouroozandeh have sin folkekirkelige valgmenighed. Det giver mening. Det er biskoppernes opgave at føre tilsyn med dette, og det har jo nu vist sig, at de gør det. I praksis betyder dåben således indlemmelse i et trosamfund. Selve dåbens gave må altså som en nødvendig konsekvens hænge sammen med dåbens praksis. Det er kunstigt at skille gave og praksis ad. Det har debatten mest gået ud på at ville gøre for at tilpasse vores kirketradition til moderne missionstider. Jeg håber, at der kan findes en mere sammenhængende løsning.

Med venlig hilsen, i december 2013,

Jens Rasmussen

Etiske dilemmaer i sundhedsvæsenet. Ved livets start

etikkens kompas

Etiske dilemmaer ved livets start (åbner i nyt vindue)

Det er vigtig at forstå, at vi lever efter normetikken. Den består for det første af regeletik, dvs. de eksisterende normer i love og konventioner. Når disse regler eller normer ofte ikke slår til i sundhedsvæsenet, opstår der etiske dilemmaer. De opstår, når to goder/onder strider mod hinanden. Derved melder spørgsmålet sig: Hvilken løsning skal jeg vælge. Det personlige valg må under vanskelige vilkår træde i karakter med ansvarlighed. Den betyder for det andet, at den ramtes konkrete situation bliver afgørende og danner grundlag for en samtale f.eks. mellem sundhedspersonale og patient. Det drejer sig om situationsetikken. Her samtales om patientens ønsker, muligheder og svære valg. Der søges efter en ansvarlig udvej, hvor det ofte er nødvendigt, at patienten vælger et af de modstridende goder – og selv tager ansvaret for sit valg.

Der kan i sagens natur ikke gives generelle retningslinjer i normetikken, som alle bare kan følge. Grunden er blandt andet, at vi er for uenige. I Det Etiske Råd kan de heller ikke blive enige. Uenigheden bliver meget synlig, når det drejer sig om etiske dilemmaer. Her træder de manglende løsninger frem i lyset, fordi etiske dilemmaer er udtryk for, at der ikke gives nogen ligefrem ideel løsning. Det afgørende er, at vi i alvorlige situationer forholder os til etiske dilemmaer – nemlig i samtale med den ramte, og denne samtale skal ske ud fra visionen om det gode liv i gensidig omsorg – en vision som alle har i sig. I os alle er der sået et frø, som skal vokse sig stort. Det afgørende er, at ansvarlighed og fællesskab sættes højere end nutidens altdominerende ensomhed og individualisme.

Eksistentiel krise og religiøs omsorg (åbner i nyt vindue)

Med venlig hilsen

Jens Rasmussen, juni 2013

Folkekirkens styringsstruktur under ændring

Grundlovgivende Rigsforsamling af Constantin_Hansen

Forholdet mellem stat og kirke (åbner i nyt vindue)

Grundlovens religions- og kirkeparagraffer-Kirkehistoriske Samlinger 2013 (åbner i nyt vindue)

Den fynske folkekirkemodel

Styringsudvalgets oplæg. Forholdet mellem kirke og stat. maj 2013 (åbner i nyt vindue)

Kronik. Rummelighed i kirken – en fjerde, fynsk kirkemodel, sept. 2013 (åbner i nyt vindue)

Ligestillings- og kirkeministerens styringsudvalg er kommet med forslag til en ny styringstruktur for folkekirken. Forslagene vil give rig lejlighed til debat. De koncentrerer sig især om et centralt kirkeråd, der i hovedsagen skal være rådgivende i indre anliggender (især liturgi, og delvis lære). I et af forslagene skal det være selvstændigt besluttende med hensyn til økonomien. Styringsudvalgets forslag til et kirkeråd er gode at debattere efter, men for at give den kommende debat så mange muligheder som muligt kunne udvalget også have overvejet en decentral struktur med vægt på stiftsrådene. Det kunne sikre mangfoldigheden, som er et kendetegn for folkekirken. Debatten viser allerede en stor frygt for et centralt topstyret kirkeråd. Spørgsmålet er imidlertid om et kirkeråd kan undværes? Man kan nøjes med et centralt økonomisk udvalg og lade stiftsrådene være omdrejningspunktet. Ligeledes kan biskopperne udgøre et lærenævn. Her kan opstilles et forsøg.

Man kan lade sig inspirere af V. Birkedals forslag (vedtaget af  grundtvigske fynske præster og lægfolk, maj-juni 1854; Smaaskrifter 1854-87) og af C.Th. Engelstofts forslag (Fyens Stifts Landemode-Act, 1857; biskop på Fyn).

Nuværende forudsætninger bør beholdes: Menighedsråd, provstiudvalg og stiftsråd i samarbejde med biskoppen; ligeledes opretholdes det lutherske bispeembedes tilsynspligt og dronningens nuværende rolle.

Reformer kan baseres på følgende: Det nuværende uformelle bispemøde formaliseres i et centralt nævn; endvidere kan der gives større spillerum i lokale kirkelige anliggender og i den lokale økonomi på stiftsplan. Der kan opstilles følgende forslag:

  • Et centralt økonomiudvalg laver regnskab og budget med ansvar over for regering og folketing. Udvalget består af valgte repræsentanter for alle stiftsråd. Udvalget fordeler fællesfondens midler til stiftsrådene efter vedtagne retningslinjer i stiftsrådene (godkendt af ministeren). Principielt er økonomiudvalget et forretningsudvalg. Udvalget indstiller landskirkeskatten til kirkeministerens og stiftsrådenes godkendelse (mindst 2/3 flertal).

 

  • Bispekollegium skal høres i læresager og vedr. liturgi efter indstilling fra stiftsrådene. Har vetoret i lærespørgsmål. Kollegiet kan bruge juridisk og teologisk bistand.

 

  • 10 stiftsrådsforsamlinger: Alle stiftets præster og menighedsrådsmedlemmer kan deltage. Et årligt møde med anbefalinger til stiftsrådet. Emner der vedrører stiftet kan være: Folkekirkens økonomi, provste- og bispevalg, kirkelige initiativer som konfirmation, undervisning, kommunikation m.m.

 

  • 10 stiftsråd (vælges efter den nuværende ordning): Rådgivende ved lovgivning. Besluttende i kirkens lokale økonomi (penge fra fællesfonden fordeles mellem stiftsrådene) og besluttende i alle lokale kirkelige anliggender (biskoppen har dog vetoret vedr. tilsynspligten i stiftet, og bispekollegiet skal høres i læresager).

Venlig hilsen

Jens Rasmussen, maj 2013 

Velkommen til!

 

Hjertelig velkommen her på Jens-Rasmussen-Odense.dk. Via menuen vil du kunne læse om mine bøger og seneste artikler, se liste over mine udgivelser samt finde diverse informationer om mit virke.

Jeg beskæftiger mig med emner, som er relevante for sundhedsområdet: Det religiøse og kulturelle møde; Livsanskuelser – filosofi, etik og religion; Den eksistentielle krise og åndelig omsorg.

Ligeledes er kirkehistorien mit interesseområde, især romantikken og det 19. århundrede: En brydningstid – kirkelige holdninger i guldalderperioden; Vækkelser og andagtslitteratur; Søren Kierkegaards kritik af den triumferende kirke; Religionstolerance og religionsfrihed; Forholdet mellem kirke og stat – kirkeforfatningsforslagene.

Venlig hilsen

Jens Rasmussen, marts 2013