Dimissionstale til nyuddannede sygeplejersker på University College Lillebælt, 19. juli 2015: Kan vi selv bestemme? (uddrag)

Den individuelle kultur er tiltagende i vores moderne samfund. I vil derfor få udfordringer i forhold til patienter og pårørende. I sundhedsloven tales om patientens autonomi. Men hvad betyder det egentlig? Det handler om patientens medbestemmelse. Umiddelbart hænger autonomi sammen med informeret samtykke og personlig værdighed, dvs. integritet. Det drejer sig om patientens frivillige samtykke på grundlag af faglig information, der dækker patientens behov, så patienten kan træffe en afgørelse om sin situation, og derved udøve medbestemmelse.

I vil ofte møde patienter, hvor der sker to afgørende afvigelser fra denne definition: Medbestemmelse bliver til suveræn selvbestemmelse eller modsat, man er slet ikke i stand til at udøve medbestemmelse, fordi man er for svag, måske døende.

Det er svært at opfylde alle ønsker, ikke mindst når de pårørende inddrages. Som en ledende sygeplejerske sagde til mig ved et undervisningsforløb: ”Vi har også oplevet pårørende der, når de har forliget sig med at deres nære skal dø inden for kort tid, at de næsten vil have klokkeslæt på, så de kan planlægge deres besøg eller spørger til hvorfor deres kære ikke er afgået ved døden inden for de to dage som de var blevet lovet.” Det kan bl.a. i sådan en situation være svært for et personale at tilgodese alle individuelle ønsker.

Politikerne og embedsmændene, der administrerer sundhedsvæsenet, vil gerne være imødekommende overfor alle patientønsker. De interesserer sig for borgernes individuelle selvbestemmelse. Det har vi sandelig også hørt på i den nu overståede valgkamp. I forlængelse heraf kan vi tænke på informationen til borgerne om det nye OUH. Her hedder overskriften på projektet: »Mennesket først. Gennem forskning, uddannelse, udvikling og samarbejde.« I parentes bemærket er udtrykket måske inspireret af et Grundtvig-motto, som siger: Menneske først – kristen så. Det ved jeg ikke, om planlæggerne har tænkt på. Men ”menneske først”-sloganet i et sundhedssammenhæng kan – selvom det ikke er meningen – forlede nogen til at tro, at det drejer sig om at opfylde alle patientens behov. Det skal ske gennem forskning, uddannelse, udvikling og samarbejde. En suveræn selvbestemmelse kan imidlertid ikke gennemføres i dagligdagen i sundhedsvæsenet, og projektet dækker sig da også ind ved at fremhæve, at udover patientperspektivet er medarbejderperspektivet også vigtigt.

Tankegangen i Det nye OUH er, at vi skal gøre alt for at dække patientens/menneskets individuelle behov med enestuer, eget bad, ja, hvor alle sundhedseksperter kommer til patientens stue. Det gælder ikke bare på et sygehus, men også på et plejehjem – ja alle sundhedsinstitutioner, hvor I kan få arbejde. Det nye OUH’s mål om ”mennesket først” er ved at indsnige sig i hele sundhedsvæsenet. Ordet omsorgsfuld kommunikation er meget mere anvendeligt, for det fortæller de kommende patienter, at samarbejde mellem patient og personale er det afgørende. Samarbejde udtrykker medbestemmelse for alle parter. Patienten må nødvendigvis tilpasse sine individuelle behov og selvbestemmelse til en fælles institutionsramme med fælles normer dvs. regler, rutiner og love.

Et eksempel:

Hans er 92 år, er lam i den ene side efter hjerneblødning. Han er afhængig af hjælp til det meste. Han er kvik og opsøger ofte personalet med bemærkningen: her er da ikke megen autonomi! Hele mit liv har jeg stået op kl. 5 om morgenen, spist morgenmad og læst avisen i badekarret indtil kl. 6 og har lagt mig til at sove kl. 23.30 om aftenen. Her har I intet badekar. Jeg bliver først vækket kl. 9.00 og lagt i seng kl. 7 efter aftensmad. Sikke et liv. Jeg vil også gerne ryge om aftenen, men der er ikke et personale, der vil hjælpe mig ud på balkonen, hvor jeg kan ryge. Jeg har intet socialt liv mere og kan lige så godt lægge mig til at dø.

Hans er helt klar i hovedet. Han udfordrer personalet og vil i sit ønske om selvbestemmelse ikke indordne sig under institutionens døgnrytme. Men hans tilstand gør ham afhængig af hjælp. Derfor er hans selvbestemmelse stærkt begrænset og underlagt institutionens fællesskab med rutiner og regler. Muligvis kan Hans få medbestemmelse på nogle af sine ønsker, som personalet så vidt muligt skal tage hensyn til. Kun så langt går autonomien. Det er den virkelighed, I skal ud til. Ikke en abstrakt forståelse af selvbestemmelse, som ofte markeres af politikere og i borgerinformation.

Juni 2015

Med venlig hilsen

Jens Rasmussen