Foto: Aarhus Universitetsforlag
N.F.S. Grundtvig (1783-1872) og J.P. Mynster (1775-1854) hørte til 1800-tallets store personligheder. Deres meget forskellige opfattelser peger hen på strømninger, der i dag udgør vores fælleskirkelige arv.
Grundtvigs frihed står overfor Mynsters orden. De repræsenterer således hver sit grundsyn, og de gør ifølge kirkehistorikeren P.G. Lindhardt ”det religiøse åndsliv så rigt og vexlende” billedligt talt som en rosengård, der ”vel ikke kun bestå af een slags roser”. Tankegangen er, at gennem deres modsætninger bliver folkekirkens åndsliv beriget.
Grundtvig ville have en kirke bestående af frie troende menigheder med frihed til valg af liturgi og bekendelse. Han ønskede at udleve sin tro i en menighed af såkaldte ”gammeldagstroende”, og han respekterede samtidig andres frie ret til at danne egne menigheder ud fra en anden tro end det, som han stod for. Han gik på tværs af sognegrænsen.
Mynster kaldte derfor Grundtvig og hans vakte tilhængere for ”trosaristokratiet”, og Mynster nægtede enhver menighedsdannelse i sognet, som skilte sig ud fra sognets øvrige beboere. Han fastholdt sognet som stedet for den fælles lutherske gudstjeneste for alle, dvs. både kirkelige og kulturkristne, der ikke brugte kirken så meget.
Grundtvigs menighedskirke stod overfor Mynsters sognekirke.
Grundtvig og Mynster var fætre, idet Mynster var adopteret ind i familien. Begge oplevede modgang i barndommen, som var med til at forme deres holdninger. Grundtvig blev sendt til Thyregod Præstegård som 9-årig. Om opholdet hed det i digtet Udby Have: ”Bare Vinter, ingen Sommer, kun det tørre Lyng og Straa!” Opholdet var lige så hårdt, som vinteren var kold. Mynster troede som barn, at Jesus var en ”Bussemand” pga. lægehjemmets pietistiske domsforkyndelse. Det skabte frygt hos barnet, og det prægede Mynster som voksen og hans afsky overfor pietismens domsforkyndelse.
Deres uenighed førte til et dramatisk brud mellem de to familiemedlemmer i 1838, da biskop Mynster i en samtale med Grundtvig ikke ville anbefale Grundtvigs ansøgning, så Grundtvig kunne konfirmere sine to drenge. Mynster var ligeledes ikke begejstret for Grundtvig salmer. Der var alt for meget ”Kling-Klang” i dem. Mynster optog kun 4 af Grundtvigs salmer i det færdige salmebogstillæg, der blev udgivet 1845, hvilket udløste et ramaskrig i samtiden.
Det var svært for samtiden at forholde sig til, at Grundtvig og Mynster personligt ikke kunne omgås hinanden. De nøjedes med at tale om hinanden. Dronning Caroline Amalie mente endda, at det efterhånden var så djævelsk, at kun Gud kunne nedbryde væggen imellem dem. Hvordan kunne det komme så vidt? Det er spørgsmålet som stilles i min bog.
Presserum, Aarhus Universitetsforlag:
Lektørudtalelse, DBC
“Grundig og akademisk bog, der er velskrevet og smuk. (…) Betydningen af begge mænds tænkning kommer godt frem. Illustrationer og billeder er smagfuldt udvalg”
https://www.fbb.nu/artikkel/grundtvig-og-mynster/
Interview, podcasten er produceret af Videnslyd for Aarhus Universitetsforlag: