Jens Rasmussen, Odense

https://jens-rasmussen-odense.dk/folkekirkens-faellesudvalg-hoeringssvar-vedr-betaenkning-1544-til-kirkeministeriet/

Betænkning nr. 1544 fra udvalget vedrørende en ny styringsstruktur for Folkekirken indeholder et forslag om et kirkeråd med meget begrænset kompetence i indre anliggender, mens dette kirkeråd i økonomiske forhold samt vedrørende definerede fælles forhold får en betydelig kompetence.

Folkekirkens Fællesudvalg:

Man kan frygte, at den økonomiske selvstændighed får konsekvenser for Folkekirkens nuværende decentrale økonomiske system (menighedsråd, provstiråd, stiftsråd). Nu kaldes dette kirkeråd: ”Folkekirkens Fællesudvalg”. Med dette udtryk antydes, at der er organisk sammenhæng nedad i systemet, men det er netop ikke tilfældet i regeringsudvalgets forslag. Det eneste der peger i den retning er valgproceduren i forslaget, hvor det hovedsageligt er menighedsrådsmedlemmer, som vælger Fællesudvalget.

Endvidere mangler en deling af kompetencen med stiftsråd. Det er i stifterne, at pengene skal bruges, og sammenhængen mellem stiftsråd og Folkekirkens Fællesudvalg fortjener et bedre fælles regelsæt. Det kunne gøre hele forslaget mere decentralt, og det kunne gøre alvor af det gamle slogan, at en kirkeordning skal opbygges nedefra (jf. D.G. Monrad).

De indre anliggender:

I de fleste tidligere forslag skelnede man mellem indre og ydre anliggender ud fra en holdning om, at de teologiske overvejelser havde lige så stor betydning som gældende ret. I regeringsudvalgets nuværende forslag har det juridiske haft den afgørende betydning. Tidligere skelnede man f.eks. teologisk mellem de indre anliggender (lære, liturgi og disciplin) og de ydre anliggender (økonomi m.m.). Det havde dengang i debatten øverste prioritet, at kirken selv havde kontrol med de indre anliggender, mens staten godt måtte være med, når det drejede sig om økonomi, stillinger m.m. I regeringsudvalgets nye forslag er det lige omvendt. Folkekirkens Fællesudvalg skal have udstrakt kontrol med økonomi, mens indre anliggender (endda alene liturgi) er henlagt til ministerens beslutning og dronningens underskrift med Folkekirkens Fællesudvalg som et slags rådgivende ”underhus” og med bispekollegiet som et rådgivende ”overhus”.
Der er ingen tidligere kirkeforfatningsforslag, som opererer med både et kirkeråd (et fællesudvalg) og et bisperåd. Tidligere forslag gik enten ind for et repræsentativt kirkeråd eller et konservativt bisperåd.

Den teologiske skelnen mellem indre og ydre anliggender er altid af jurister blevet afvist med gældende ret, fordi enevældens administrative ordninger blot fortsatte under demokratiet uden at skelne. Men det var netop denne gældende ret som betydningsfulde teologer før i tiden ville ændre.
Regeringsudvalget må være enig med de mange skeptikere af en ny kirkeordning, for i forslaget fastholdes det nuværende forhold mellem stat og kirke (gældende ret), om end der er tilstået Folkekirken en begrænset rådgivende funktion i indre anliggender, som den allerede har, og det i kraft af brede høringer. Hvorfor lave om for at opnå så små forandringer?

Hele konstruktionen med et rådgivende ”overhus” (bisperåd) og ”underhus” (kirkeråd) i
liturgispørgsmål virker overflødig.

Den økonomiske ordning, herunder forslaget om bloktilskud:

Her sker der virkelig en forandring pga. en centralistisk ordning. Folkekirkens Fællesudvalg får budget- og beslutningskompetencer (ud fra ministerens retningslinjer) i forbindelse med fællesfonden, der skal have sine midler fra statens tildelte bloktilskud og fra landskirkeskatten, hvis procentsats Fællesudvalget endvidere skal fastsætte. Der indføres i regeringsudvalgets forslag et bloktilskud i stedet for statens støtte til præstelønninger og forkyndelse.

Det giver Fællesudvalget stor magt. Ingen tidligere forslag fra det 19-20. århundrede er gået så langt, for kirkens ydre (økonomiske) anliggender var jo fortsat forbundet med staten. Således udviklede kirkens økonomi sig som statens ansvar, fordi partierne Venstre og De Radikale afskaffede Folkekirkens lovfæstede prioritet i bondejord i form af tiende og inddrog præstegårdsjorden til husmandsbrug. Med statens præstelønningslove i begyndelsen af forrige århundrede blev statens ansvar og ”støtte” til Folkekirken ud fra grundlovens paragraf 4 derfor en livsnødvendighed for Folkekirken. Staten har overtaget det økonomiske ansvar for Folkekirkens kerneydelse: forkyndelsen. Denne forpligtelse kan blive principielt vigtig i fremtidens multireligiøse Europa. Staten bør ikke slippe for sin forpligtelse ved at indføre et ”neutralt” bloktilskud.

Konklusion:

Min vurdering af regeringsudvalgets forslag vedrørende de indre anliggender er, at det er så lidt som ændres, at det er bedre at lade være. Det er endvidere principielt betænkeligt at miste statens støtte til kirkens forkyndelse set i lyset af den historiske baggrund. Desuden kunne det være godt med en kirkeordning som økonomisk er mindre centralistisk end regeringsudvalgets forslag, for Folkekirkens Fællesudvalg har for stor økonomisk magt. Det skaber en ubalance i forhold til stiftsråd. Man kunne derfor i sammenhæng med Folkekirkens Fællesudvalg i økonomiske sager lave en reform på stiftsniveau, hvilket kunne give en bedre demokratisk kontrol for menighedsrådene.

Her kan opstilles et forslag, som er mere decentralt:

1)
Folkekirkens Fællesudvalg: Laver regnskab og budget med ansvar over for regering og
Folketing. Udvalget vælges efter regeringsforslagets retningslinjer og/eller der vælges
repræsentanter fra stiftsrådene. Udvalget fordeler fællesfondens midler til stiftsrådene (efter godkendelse og vejledning fra ministeren). Udvalget indstiller landskirkeskatten til
kirkeministerens godkendelse (mindst to tredjedele flertal).

2)
10 stiftsforsamlinger: Alle stiftets præster og menighedsrådsmedlemmer kan deltage. Der afholdes et årligt møde med anbefalinger til stiftsrådet. Emner, der vedrører stiftet, kan være: Folkekirkens økonomi, provste- og bispevalg, kirkelige initiativer som konfirmation, undervisning, kommunikation med mere.

3)
10 stiftsråd (vælges efter den nuværende ordning): Rådgivende ved lovgivning i
samarbejde med minister og Folketing, der har den besluttende myndighed, som i dag.
Stiftsrådene er til gengæld besluttende i kirkens lokale økonomi (penge fra fællesfonden
fordeles mellem stiftsrådene) og i lokale fælles kirkelige anliggender (biskoppen har dog
vetoret vedrørende tilsynspligten i stiftet).

4)
Biskoppen: Skal høres vedrørende liturgi i vedkommendes eget stift. Det kan ske efter
indstilling fra stiftsrådet. Biskoppen kan også selv tage initiativ. Et ønske om nyt ritual,
revision eller fornyelse af eksisterende ritual forelægges herefter de øvrige stifters biskopper ved et uformelt møde. Biskopperne iværksætter en høring i alle menighedsråd, provstiråd, stiftsråd og kirkelige organisationer og beslutter herefter i fællesskab, hvad der videre skal ske – evt. inddrages ministeren og dronningen med henblik på en kgl. anordning. I læresager følges de nuværende regler.

Venlig hilsen, maj 2014

Jens Rasmussen

https://jens-rasmussen-odense.dk/etiske-dilemmaer-i-sundhedsvaesenet-ved-livets-start/

Etiske dilemmaer ved livets start (åbner i nyt vindue)

Det er vigtig at forstå, at vi lever efter normetikken. Den består for det første af regeletik, dvs. de eksisterende normer i love og konventioner. Når disse regler eller normer ofte ikke slår til i sundhedsvæsenet, opstår der etiske dilemmaer. De opstår, når to goder/onder strider mod hinanden. Derved melder spørgsmålet sig: Hvilken løsning skal jeg vælge. Det personlige valg må under vanskelige vilkår træde i karakter med ansvarlighed. Den betyder for det andet, at den ramtes konkrete situation bliver afgørende og danner grundlag for en samtale f.eks. mellem sundhedspersonale og patient. Det drejer sig om situationsetikken. Her samtales om patientens ønsker, muligheder og svære valg. Der søges efter en ansvarlig udvej, hvor det ofte er nødvendigt, at patienten vælger et af de modstridende goder – og selv tager ansvaret for sit valg.

Der kan i sagens natur ikke gives generelle retningslinjer i normetikken, som alle bare kan følge. Grunden er blandt andet, at vi er for uenige. I Det Etiske Råd kan de heller ikke blive enige. Uenigheden bliver meget synlig, når det drejer sig om etiske dilemmaer. Her træder de manglende løsninger frem i lyset, fordi etiske dilemmaer er udtryk for, at der ikke gives nogen ligefrem ideel løsning. Det afgørende er, at vi i alvorlige situationer forholder os til etiske dilemmaer – nemlig i samtale med den ramte, og denne samtale skal ske ud fra visionen om det gode liv i gensidig omsorg – en vision som alle har i sig. I os alle er der sået et frø, som skal vokse sig stort. Det afgørende er, at ansvarlighed og fællesskab sættes højere end nutidens altdominerende ensomhed og individualisme.

Eksistentiel krise og religiøs omsorg (åbner i nyt vindue)

Med venlig hilsen

Jens Rasmussen, juni 2013