14 dages debat i Kristeligt Dagblad her i december har ikke løst problemet, om pligten til at døbe til Kristus, til hans legeme og universelle kirke kan stå alene eller ej. Eksperter siger, at der er tale om en gråzone mellem teologi og jura. Den aktuelle sag er, at en folkekirkelig migrantpræst, pastor Massoud Fouroozandeh, døber muslimer uden at indmelde dem i en menighed i Folkekirken. Massoud Fouroozandeh mener, at medlemskab kan komme, når de døbte er modne dertil. Problemet for migrantpræsten er, at Church of Love, som han leder, er en selvstændig frikirke, og at han samtidig er præst i Folkekirken ved Skt. Hans Kirke i Odense. Biskopperne fastholder, at en folkekirkepræst skal døbe til medlemskab i en menighed i Folkekirken og medlemslovens formulering inddrages. Som folkekirkepræst kan man ikke døbe i to trossamfund.
En god kollega, som jeg diskuterede problemet med, foreslog to sætninger:
Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i …
Lad de små børn blive medlemmer af Folkekirken …
Sætter vi det op på den måde, kan det tydeligt ses, at den universelle dåb til Kristus har første prioritet. Det har flere i debatten hævdet. Det skulle så legitimere, at migrantpræsten kan døbe i Church of Love uden medlemskab af Folkekirken. Andre har sagt det mere modificeret, at det vigtigste er den universelle dåb, så kan medlemskab komme efterhånden – hos nogle! Man kunne måske snarere sige, at Folkekirkens tradition og fortidens erfaring viser, at Kristusdåben og indlemmelsen i en menighed bør ses i sammenhæng. Herom i det følgende.
Martin Luthers dåbsritual fra 1526 indeholder den såkaldte syndflodsbøn om dette bad, ”den hellige dåb”, der betyder ”renselse fra synden” og samtidig betegnes som ”Jesu Kristi dåb”. Luther lever i en tid, hvor den universelle dåb er levende, om end dåben i middelalderen betød indlemmelse i den (katolske) universelle kirke (hvilket stadig hævdes). Siden kom religionskrigene i Vesteuropa, og nu blev for alvor konfessionerne adskilt. Fyrster og konge fik ret til, at deres tro blev rigets tro.
Under den danske enevælde betød denne juridiske virkelighed blandt andet, at der var tale om kongens statskirke, og ved dåben blev enhver undersåt medlem af Statskirken – også i kolonierne døbte statskirkepræster til medlemskab af Statskirken. De forskellige konfessioner betød en ny virkelighed. I de danske riger groede en luthersk enhedskultur frem, og andre konfessioner blev i princippet holdt ude, selv om tolerancen gjorde, at kongen accepterede visse konfessioner (reformerte og katolikker) på bestemte steder i landet – helt udelukket var frikirker (f.eks. baptister). Her var tale om et sammenfald mellem et teologisk og et juridisk medlemsbegreb i den forstand, at dåben var en grundbetingelse for medlemskab i Statskirken. I tiden efter Grundloven af 1849 har lovgivningen i princippet fastholdt denne linje, om end der er kommet justeringer og få ændringer i form af skærpelser. Med religionsfriheden lever vi i dag endnu tydeligere i de konfessionelle tider med mange trossamfund.
Martin Luthers syndflodsbøn blev nok afskaffet med dåbsritualet i 1783, men dåben til Kristus var stadig vigtig, om end de mange konfessioner fik indflydelse på den realitet, at indlemmelse i Statskirken var en nødvendig følge – også for at blive statsborger i landet. I dag har dåben til Kristus ikke statsborgerlige følger, men har stadig betydning for medlemskab af Folkekirken.
Problemet med medlemskabet af en bestemt konfessionel menighed/kirke er altså vokset frem i kølvandet på Europas historie. Det er ikke sådan lige at slette historien, heller ikke i en nutidig kontekst, hvor hele dette problemkompleks af eksperter regnes for en gråzone – både teologisk og kirkeretsligt.
Der kan være hjælp at hente hos Grundtvig. Han var stærkt utilfreds med den lærde prof. H.N. Clausen, der mente, at kirken var et synligt samfund, som skulle fremme den almene religiøsitet. Clausen lagde vægt både på Skriften og Jesu Kristi kirke, men ikke på kulten, den gudstjenestelige sammenhæng, hvor Guds ord lyder i forkyndelse, dåb og nadver. En sådan udvandet forståelse af kirken kunne Grundtvig ikke acceptere. Han skrev i Kirkens Gienmæle (1825), og senere i skriftet om Daabspagten (1832) og i Frisprog (1839) mod J.P. Mynsters dåbsforslag. Hovedsynspunktet var, at dåben sker i den universelle kirke, men når man tilegner sig den apostolske trosbekendelse i kulten, dvs. dåbshandlingen med ja-ordet i dåbspagten, så bliver man også døbt ind i et trossamfund. Menighedens liturgi ved dåben var vigtig for Grundtvig, for den skulle udtrykke, at der oprettes en pagt mellem Gud og den døbte, hvor alt var givet til kristentroen.
Dåbspagten må således betyde, at den døbte, f.eks. ved voksendåb, siger ja til Kristus og også siger ja til menighedens oplæring i dåbspagten (kan også komme før dåben), dens forkyndelse og nadverbord, og dermed siges der ja til et kristent liv i en menighed. Dåbshandling og praksis hænger sammen. Det interessante er, at gaven, dvs. dåb til Kristus, hans universelle kirke, for Grundtvig er det overordnede, men denne universelle dåb hænger sammen med praksis, dvs. den udførte dåbshandling (dåbspagten) i en menighed/trossamfund. Der er altså et sammenhæng, som bliver til ud fra den levende dåbshandling i gudstjenesten.
Det er således rigtigt, at dåben sker til Kristus, hans universelle kirke. Men dåbens næring og vækst sker, fordi man i kulten/ gudstjenesten er en del af en menigheds/et trossamfunds dåb, forkyndelse og nadver. Derfor må pastor Massoud Fouroozandeh have sin folkekirkelige valgmenighed. Det giver mening. Det er biskoppernes opgave at føre tilsyn med dette, og det har jo nu vist sig, at de gør det. I praksis betyder dåben således indlemmelse i et trosamfund. Selve dåbens gave må altså som en nødvendig konsekvens hænge sammen med dåbens praksis. Det er kunstigt at skille gave og praksis ad. Det har debatten mest gået ud på at ville gøre for at tilpasse vores kirketradition til moderne missionstider. Jeg håber, at der kan findes en mere sammenhængende løsning.
Med venlig hilsen, i december 2013,
Jens Rasmussen