Regenten som overhoved for folkekirken?

I dag har vi statens kirkestyre i alle anliggender, ligesom vi har beholdt den anordningspraksis, som opstod i forbindelse med systemskiftet i 1848, og som kun skulle bibeholdes indtil Rigsdagen havde lovgivet på området. De områder, hvor der ikke blev lovgivet, var således underlagt regentens og regeringens administrative regulering og ordninger med etablering af retsregler (jf. Grundloven af 1849, § 32; nuværende § 25).

Det betyder, at vi fortsat har en kongelig anordningspraksis i folkekirkens indre anliggender (liturgi, salmebog m.m.). Funktionen går de facto tilbage til Reformationens kongemagt, og siden Grundloven af 1849 udøves den af regent og kirkeminister. Regenten er imidlertid uden ministeransvar og alene det formelle statsoverhoved for alle institutioner under staten, herunder kirken, skolen osv.  De fleste jurister opfatter dermed ikke regenten særskilt som folkekirkens overhoved med biskoppelig myndighed, men regenten er fortsat dens vigtige symbol og dens protektor.

Den kongelige anordningspraksis har imidlertid fået juristen Alf Ross til at udtale, at regenten er ”en slags ærkebiskop for den danske kirke”. Juristen Inger Dübeck har siden opfordret til, at denne gamle praksis med dens episkopale funktion på anordningsområdet bliver nedlagt. Disse indvendinger fastholder tanken om regentens særskilte myndighed over folkekirken på anordningsområdet, som nu ønskes afskaffet. Man kan altså ikke helt afvise tanken.

Meningerne er delte hos juristerne. Bruger vi i stedet for juraen vores kulturforståelse og kirketradition som udgangspunkt, bliver sagen bedre afklaret. Regenten er således folkeligt set i dag stadig betragtet som folkekirkens overhoved. Den eksisterende og bevarede gamle kongelige anordningspraksis for folkekirken støtter denne forståelse. Forestillingen om fortidens kongeforståelse ses endnu tydeligere i Grundlovens § 6, hvor regenten fortsat som under enevælden ”skal høre til den evangelisk-lutherske Kirke”.

Grundtvigske medlemmer af Rigsforsamlingen i 1849 ønskede, at kongen blev stillet frit, men i de fleste Rigsdagsmedlemmers bevidsthed var kongen fortsat betragtet som folkekirkens overhoved. Sjællands biskop J.P. Mynster følte sig under grundlovsforhandlingerne i 1849 meget tryg ved § 6. Han så heri kongehusets traditionelle opgave med rod tilbage til Kongeloven af 1665, hvor Den augsburgske Bekendelse var en del af enevældens forfatning, forstået som en kristelig stat. Med Grundloven i 1849 fik vi en sekulær stat, men § 6 var for Mynster en garant for, at regentens ansvar for folkekirken fortsat skulle gælde i grundlovsstatens tid. Denne tradition ville han og mange andre gerne fastholde.

For Mynster drejede det sig om, at så meget af den gamle enevældes kirketradition kom med i den nye tid. Meget lykkedes for ham og folkekirken. Det drejede sig om tilpasning til det nye på grundlag af det gamle. Det var Mynsters ledetråd under Grundlovens forhandlinger i 1848-49, og denne opfattelse lever stadig i det kirkelige landskab.

Den 30.01.2019

Jens Rasmussen