Stiftavisen Fyn, nr. 92, august 2021:

Foto: Aarhus Universitetsforlag

af Jens Rasmussen

Litteraturprofessor Vilhelm Andersen, præstesøn fra Nordrups store stråtækte præstegård på Midtsjælland, modtog i 1917 et brev fra arkitekt Martin Borch om, at hans barndomshjem blev revet ned. Begrundelsen i arkitektens brev var, at de gamle præstegårde var beregnet ”for Mænd med anderledes store Indtægter end den Sulteløn, Staten nu giver Præsterne”.

Baggrund for citatet er, at præsterne i 1903 mistede tiendeindtægten. Samtidig mistede præstegårdene landbrugsjorden i 1919, som af staten blev brugt til statshusmandsbrug. Fra i 1800-tallet at være selvstændig med landbrug og tiendeindtægt, der udgjorde 2/3 af indkomsten, blev præsten nu lønmodtager og fik en ”Sulteløn”. Præstegårdens økonomi blev fra 1922 varetaget af de demokratisk valgte menighedsråd. Konsekvensen blev i 1900-tallet, at der blev bygget mindre præstegårde, så præster kunne betale huslejen.

Præsten var sognekonge, 1800-1900

I 1800-tallet udgik præstens embede fra landpræstegården, idet sognebeboerne kom på besøg i anledning af kirkelige handlinger, kirkebogsregistrering, tilsyn med skole, fattigvæsen, sundhedsvæsen osv. Præsten udskrev lokal skat og var den lokale kongelige embedsmand. Studereværelset blev for alvor præstekontor. De øgede administrative opgaver var med til at folkeliggøre præstegården. Det samme var tilfældet med præstens landøkonomiske fællesskab med almuen.

Først efter kommunalreformen i 1867 fik sammenhængen mellem præstegård og landsogn mindre administrativ betydning. Stadig var præstegården en del af landbosamfundets fremdrift, hvor præsterne drev deres landbrug og tilsyneladende havde råd til flere tjenestefolk end andre statslige embedsgrupper. Velstanden betød mange nybyggede præstegårde, som i dag oftest er genstand for debat om kulturarv.

Demokratisering i folkekirken efter 1900

Nedgangen kom og medførte en mere ydmyg tilværelse med tab af selvstændig bolig og økonomi, som nævnt i indledningen. Menighedsrådene overtog fra 1922 driften af præstegårdene med præsterne som lejere, og de stramme finansieringsmuligheder betød, at kvaliteten af præstegårdenes vedligeholdelse faldt i mellemkrigstiden.

Det moderne liv indebar i tiden efter 1950, at ægtefællen arbejdede ude og børnene kom i institution, hvilket gav nye vilkår for præstegårdslivet. Tillige blev landsogne affolket og lagt sammen samt betjent af én præst, hvilket overflødiggjorde flere gamle præstegårde.

I Fyens Stift blev der nedlagt mindst 33 landpræstegårde mellem 1960 og 2009, hvoraf flere var fredede. De fleste blev af menighedsråd solgt til private, og nogle blev nedrevet for at bygge nyt. Denne retræte fra landsogne har foregået i alle folkekirkens stifter. De mange nedlæggelser har skabt en følelsesladet debat i flere lokalsamfund og sat fokus på kulturarv med kommuners kritiske indstilling ud fra loven om bygningsbevaring.

 Fremtiden

Det lokale fællesskab er stadig vigtig på landet. Det er i dag et stort tab for en landsby at miste brugs, skole og præstegård. Disse institutioner støtter det lokale netværk og foreningsliv. Præstegården rummer netop fællesskaber omkring: diakoni, folkelighed og kulturelle indsatser med møder i konfirmandsal og have, akkurat som i 1800-tallet med præstens sociale, folkelige og almendannede indsats i sognet. Det kan være til inspiration i fremtiden.

Historien om præstegårde udstråler nogle livsværdier. Bogens historie drejer sig om fortidens bygningshistorie og et levet liv i en præstegård omkring familieliv, haveliv og det at være forpligtet på det lokale sted, som den givne arbejdsramme, altså præstens bopælspligt. I denne coronatid rykker unge familier bort fra storbyen for at leve på landet. Det kan forhåbentlig også ske for unge præstefamilier, at de opdager landpræstegårdens livsværdier. Det forudsætter dog, at menighedsrådene vil bevare de gamle præstegårde ved at gennemføre restaureringer.

Flødstrup Præstegård. Foto: Jens Rasmussen.