Regeringens fjernelse af helligdagen store bededag er sket med protester fra biskopper og det kirkelige landskab, dvs. de kirkelige demokratiske råd og organisationer. Der har været talt om, at processen ved fjernelsen af store bededag ikke har foregået efter Grundlovens § 4 om statens støtte til folkekirken, men der er i virkeligheden tale om en sædvaneproces mellem stat og kirke, som ikke starter med grundloven, men går tilbage til den sene enevælde, hvor kongen rådførte sig med kirken før en beslutning om kirkelige forhold. Denne fremgangsmåde er blevet trådt ned af regeringen, som har optrådt mere magtfuldkommen overfor folkekirken end enevældens konge.

Denne magtfuldkommenhed har genrejst ønsket om folkekirkens selvstændighed, så statens magt begrænses. I Grundloven af 1849 er folkekirken blevet lovet en rådgivende kirkeforfatning, som betød selvstændiggørelse i forhold til staten (nuværende § 66). I fem regeringskommissioner i 1853, 1868, 1904-07, 1928-40 og 2012-2014 (betænkning 1544) har man arbejdet med en løsning, men det er ikke lykkedes.

De fremlagte kirkeforfatningsforslag i det 19.-21. århundrede har været inspireret af naturretten, som stammer fra 1700-tallet. Kirken skulle have en form for selvstændighed og frihed (eventuelt vetoret), ikke mindst i indre anliggender, liturgi, lære og disciplin/tilsyn. De ydre rammer omkring økonomien, helligdagslovgivning, lukkelov m.m. skulle stadig være henlagt til afgørelse i regering og Rigsdag/Folketing, mens detaljerne især mht. økonomien i forvejen var varetaget af folkekirken selv i de råd, som blev indført i 1900-tallet, såsom menighedsråd, provstiudvalg og stiftsråd.

Alle kommissionsforslag i tiden efter 1849-grundlovens løfte om en kirkeforfatning eller strukturændringer, som det nu i nyeste tid kaldes, er blevet lagt til side af skiftende regeringer. Årsagerne kan være flere, men én grund stikker frem. De to kirkelige hovedretninger, Indre Mission og grundtvigianismen, var så stærkt repræsenteret i det politiske miljø (Venstre og Det Konservative Folkeparti), at de kunne hindre, at forslagene blev ført ud i livet. Til modstanden hører i dag også Dansk Folkeparti, Danmarksdemokraterne og Mette Frederiksens Socialdemokrati. En bred tilslutning til en ny struktur med et landskirkeråd for folkekirken er kort sagt politisk umulig.

Politikerne holder sig til den eksisterende jura, der klart taler om statens magt i alle kirkens anliggender, sådan som jurister også har fremført det i debatten. Men der er et forbehold om kirkens rådgivning, for kirkeretsligt gælder det, at ”Reglen er endnu den samme som tidligere [under enevælden], at de kirkelige Anliggender ere Gjenstand for Statsstyre under Raad og Medvirkning fra de gejstlige Myndigheders Side”. Sådan skrev juristerne H. Matzen og J. Timm i 1891. I alle kirkeretsbøger siden har man udtrykt den samme opfattelse af denne tradition og fremgangsmåde, som har juridisk status som sædvaneret (praksis, uskrevne regler m.m.). I slutningen af enevælden lagde den kendte jurist A.S. Ørsted meget vægt på denne sædvaneret, når kirkelove skulle tolkes.

Denne eksisterende danske tradition er blevet stærkt udfordret af regeringens ensidige fjernelse af store bededag, hvor regeringen ikke har rådført sig med folkekirkens repræsentanter forud for beslutningen.  Alligevel er det mit indtryk, at rigtig mange menige medlemmer i folkekirken gerne vil fortsætte med denne gamle tradition. Bekymringen er imidlertid, at regering og folkekirkens repræsentanter i øjeblikket taler forbi hinanden. Det er folkekirkens menige medlemmer ikke tjent med.

Jens Rasmussen,

Kirkehistoriker, ph.d. og fhv. hospitalspræst på OUH