https://jens-rasmussen-odense.dk/foredrag-ved-jens-rasmussen-kirkehistoriker-og-fhv-hospitalspraest/

Foredragsliste, Jens Rasmussen, kirkehistoriker: Koleraepidemien, 1853. Historien om præsternes indsats

I midten af juni 1853 udbrød der kolera i København, og allerede sidst i juni havde den bredt sig til Københavns opland. Via skibsfarten kom koleraen til resten af landet, især til havnebyer. Lægerne kendte ikke årsagen til koleraens opståen, og sygdommen krævede 6688 ofre, heraf to-tredjedele i hovedstaden.

Flere har haft den opfattelse af kolera-krisen, at det afgørende for bekæmpelsen  var borgernes samarbejde og befolkningens samhørighed, men som der gøres rede for i foredraget var der også tale om stor splittelse og uenighed. Det gjaldt myndighedernes famlende håndtering af kolerakrisen, lægernes medicinske holdninger og uenighed samt befolkningens forhold, ikke mindst utilfredshed i dagspressen.

Der er i denne sammenhæng skrevet meget lidt om præsternes indsats under koleraepidemien. Det vil denne artikel beskæftige sig med, om end kildematerialet er sparsomt. I løbet af sommeren 1853 begravede Københavns præster de mange koleraofre, hvilket må siges at kræve en del udholdenhed. Ovenikøbet skulle det ifølge myndighedernes anvisning ske inden for 48 timer. Der var tale om en samfundskrise med forvirring og frygt, især hos de fattige, som gerne ville undgå de smittebefængte hospitaler. Præsterne fik ikke adgang til hospitalerne for at besøge de syge ifølge nyt kildemateriale. Flere præster skildrede de forvirrede og smertelige forhold under epidemien, som viste sig, når de besøgte hjemmene og forrettede de hurtige begravelser for at undgå smittespredning.

Foredragsliste, Jens Rasmussen, kirkehistoriker: Præsters modstand under den tyske besættelse 1940-1945

Foredraget handler om præster, der over hele landet var organiseret i etablerede modstandsorganisationer. Det drejede sig generelt om modstandsorganisationer såsom Dansk Samling, Ringen og Frit Danmark, der alle havde repræsentanter i Frihedsrådet, som fra september 1943 var modstandskampens og modstandsorganisationernes fælles hovedorgan.

I foredraget understreges det, at præster valgte opgaver ud fra evner og formåen, for ikke alle var unge og i god fysisk form. Nogle var i blad- og informationsgrupper, andre i modtagegrupper ved våbennedkastning.

En del præster holdt sig på sidelinjen, men greb ind, når det var nødvendigt. De deltog således med skjul og husly til flygtninge i deres præstegårde og med udstedelse af falske identitetspapirer. Danske præstegårde var vigtige ”stationer”, når flugtruter skulle etableres. En hel del ventede på flugtmulighed til Sverige, ikke mindst frihedskæmpere, engelske piloter eller SOE-agenter (Special Operations Executive, London) og forfulgte jøder. Dertil enkelte dansksindede deserterede tyske soldater fra det danske mindretal i Slesvig, der fik nye identitetspapirer, bl.a. nye navne og dåbsattester af kirkebogsførende præster.

Foredragsliste, Jens Rasmussen, kirkehistoriker: En socialkonservativ samfundsrevser. Biskop H.L. Martensen og sekulariseringen

Foredraget beskriver biskop H.L. Martensen som socialkonservativ. Han vil som konservativ modarbejde tidens verdsliggørelse og individualisme. Han er socialt engageret og taler imod kapitalisme og liberalisme, og han ønsker at fremme et statsfinansieret socialvæsen.

Efter demokratiets indførelse i 1848-1849 er tiden kulturelt og kirkeligt præget af opbrud. Nævnes kan de kirkelige retningers religiøse splittelse med grundtvigianisme og Indre Mission samt Georg Brandes moralske frigørelse og stærke ønske om samfundets og åndslivets verdsliggørelse. Martensen bekæmper denne uorden og vil fastholde folkekirkens fælles orden med staten på grundlag af  arven fra reformation og enevælde.

I 1870’erne kommer den negative virkning af industrialiseringen med liberalismens frie konkurrence i fokus. Martensen ønsker en etisk (kristen) socialisme, som inspirerer Socialdemokratiets tankeverden helt frem til K.K. Steinckes socialreform i 1933. Det søger dette foredrag at afdække og dermed integrere den etiske socialisme i beskrivelsen af tidens kirkehistorie.

Foredragsliste, Jens Rasmussen, kirkehistoriker: Grundtvig og Mynster. Fætre og fjender

Foredraget henvender sig til alle, der interesserer sig for et psykologisk drama, hvor N.F.S. Grundtvig (1783-1872) og J.P. Mynsters (1775-1854) indbyrdes personlige forviklinger spiller sammen med deres kirkelige og politiske holdninger. Grundtvig kræver ikke nærmere præsentation. Mynster var en af tidens mest fremtrædende teologer og biskop over Sjællands Stift fra 1834 til sin død. Den eksisterende litteratur er enorm, men den komplekse relation mellem de to nøglefigurer har ikke tidligere været fortalt.

Hele livet havde Grundtvig og Mynster et skarpt øje til hinanden. De hørte til samme familie og var fætre. Det førte til konfrontationer, for temperamentet var vidt forskellig med Grundtvig som den udfarende og bevægelige, mens Mynster virkede urørlig og svær at komme ind på livet af. De gjorde begge en glimrende karriere. Mynster døde den 30. januar 1854, som højt respekteret biskop over Sjællands Stift, mens Grundtvig døde flere år senere den 2. september 1872 med samme biskoppelige rang som Mynster.

 

Foredragsliste, Jens Rasmussen, kirkehistoriker: Præstegården i lokalsamfundet. Dagligliv og kulturarv

Præstegården var i 1800-tallet den bærende institution i lokalsamfundet. Foruden det kirkelige arbejde havde præsterne administrative og kommunale opgaver, og præstegårdens kontor var en redningsplanke for mange af samfundets svageste. Præstefamilierne levede af tiendeindtægt fra sognets beboere og af landbrug, og man havde råd til at bygge store imponerende præstegårde, som i dag betragtes som værdifuld kulturarv.

Alligevel forsvandt mange præstegårde på landet efterhånden i 1900-tallet. Præsten blev tjenestemand og lejer med menighedsrådet som husvært. I dag står flere præstegårde tomme om dagen, fordi ægtefællerne oftest arbejder andetsteds, og børnene er i skole. Mange sælges eller rives ned, og landsbysamfund affolkes, og udfordringen er at tilpasse disse bevaringsværdige bygninger til nutidens krav, så præstegårde på landet stadig kan være et kulturelt kraftcenter i lokalsamfundet.

I foredraget belyser jeg denne problematik med mange nye og gamle illustrationer af præstegårde fra hele Danmark, herunder de flotte grundmurede præstegårde fra 1800-tallet og dernæst 1900-tallets præstegårde, som var mere ydmyge i størrelse og efterhånden kom til at ligne moderne parcelhuse.