https://jens-rasmussen-odense.dk/daabskommissionen-hoeringssvar-05-09-2025/
Dåbskommissionens mange forslag modsat Grundtvigs enkle forslag
Af kirkehistoriker og fhv. hospitalspræst Jens Rasmussen
Dåbskommissionen har for længst udsendt sin Midtvejsrapport om dåbsritualet til offentlig debat. Der er to hovedlinjer i Dåbskommissionen tre modeller: dels den nuværende med Peder Madsens ritual fra 1912/1992 med flere nævnte variationer, og dels de nye tilføjelser samt ændringer, bl.a. i model III, inspireret af Frederiksberg-ritualet.
Kommissionen ønsker med sine tre modeller ”at fastholde enhedsforståelsen: at alle døbes ind i den samme kirke med den samme dåb. Derfor skal mulige variationer erfares som udtryk for det samme ritual. Dåbsritualet har en tydelig kerne. Kommissionen ser denne kerne i dåben i den treenige Guds navn, dåbsbekræftelsen og Fadervor” (”Midtvejsrapport”, s. 5).
Udtrykket ”kerne” i Dåbskommissionens forslag omhandler kun disse tre nævnte led. Kommissionens megen omtale af dåbspagtens vigtighed bliver dog tomme ord, når følgende ikke er nævnt som kerneled: forsagelse og trosbekendelse med tilspørgsel. I alt bør der således være fem kerneled i dåbsritualet. Disse kerneled i dåben kan også kaldes ”dåbsformularen”, hvilket N.F.S. Grundtvig gjorde:
Forsagelse
Trosbekendelse med tilspørgsel
Dåben i den treenige Guds navn,
Dåbsbekræftelsen
Fadervor.
Formodentlig dækker kommissionens anvendte ord ”enhedsforståelse” over det kirkeretslige udtryk ”uniformitetsprincip”, dvs. en fastholdelse af en ensartet liturgi og lære for kirken. Dette uniformitetsprincip har principielt eksisteret i folkekirkens liturgi fra reformationstiden og ”Kirkeritualet af 1685” og frem til det nuværende ”Ritual 1992”. Der er imidlertid uklarhed angående Dåbskommissionens brug af ordet, for set i lyset af folkekirkens kirkehistoriske tradition er uniformiteten og dermed enhedsforståelsen ikke bevaret i kommissionens tre foreslåede modeller, fordi der er for mange variationer i bønner og tekster samt i de eksisterende kerneled. Der er ovenikøbet i synet på dåben en modsætning i kommissionens ovennævnte to hovedlinjer, som sprænger uniformiteten eller enhedsforståelsen.
Dåbsritualets seks indledende takkebønner
Det kan være svært for menigheden at opnå genkendelighed ved gudstjenesten med Dåbskommissionens tre modeller og mange variationer i bønner og tekster. Det er f.eks. for uoverskueligt, at Dåbskommissionen har medtaget seks indledende takkebønner, som ovenikøbet er meget præget af dogmatiske begreber, der næsten svarer til Peder Madsens gamle dogmatikbog. Et alternativ til Peder Madsens nuværende indledende takkebøn kunne f.eks. være Luthers “syndflodsbøn” (1526). Her med de to væsentlige sætninger, hvor det dogmatiske er udtrykt mere poetisk med ordene om syndernes forladelse: ”at denne frelsende syndflod må bortskylle alt det, N. har fra Adam”; og med ordene om evigt liv: ”at N. med alle Guds børn må blive værdig til at få del i din forjættelse om evigt liv“.
Model III skiller sig ud
Model III skiller sig ud fra Peder Madsens dåbsritual (1912/1992) ved udskiftning af den eksisterende indledende takkebøn, især er der mulighed for at udskifte udtrykket ”hvori du gør os til dine børn”, hvilket af nogle præster opfattes som et problem. Ligeledes bliver der mulighed for at udelade forsagelsen ud fra den underlige tanke hos kommissionen, at forsagelsen fylder uforholdsvis meget ved kort tilspørgsel. Dernæst indsætter kommissionen menighedens fælles trosbekendelse i gudstjenesten med efterfølgende henvisningsord til denne fælles menighedsbekendelse i forbindelse med dåbsritualets korte tilspørgsel (jf. konfirmationsritualets tilspørgsel). Der er endvidere mulighed for ændringer i den efterfølgende dåbsbekræftelse, især udtrykket: ”genfødt dig ved vand og Helligånden og skænket dig syndernes forladelse”.
Er barnedåben en personlig gave?
Anvendes den fælles menighedsbekendelse og udelades forsagelsen i den korte tilspørgsel, henviser dåben objektivt til menighedsbekendelsens nådegaver, og ja-ordene på den forkortede tilspørgsel sikrer barnets optagelse i menigheden. Men denne dåbsformular har ikke dåbspagtens personlige gave. R. Prenter skriver i ”Skabelse og Genløsning” om dåbspagtens personlige betydning for barnet, som bæres til dåben: “Vil DU modtage denne pagt, som jeg nu åbner for dig?” (s. 56) – med henvisning til trosbekendelsens fulde fremsigelse direkte til barnet. I dåbens bekendelse spørger Gud således med hele pagtens historie personligt. Selv når barnet bliver nøddøbt uden bekendelse og tilspørgsel har forældrene muligheden for senere at benytte ritualet: ”Fremstilling i kirken af døbte børn” (”Ritualbog 1992”). I flere nøddåb får præsten forsagelse, bekendelse og tilspørgsel med, hvis det er muligt ud fra den alvorlige situation. Set i det lys virker ønsket om i dåben at være Guds barn altid væsentlig.
Grundtvigs forslag med kun to variationer i ritualets dåbsformular (kerneled)
Lad mig nævne et kirkehistorisk eksempel. De to modstandere fra Kirkekampens dage i 1825-1826, N.F.S. Grundtvig og H.N. Clausen, kunne under ritualdebatten i 1830’erne – ud fra hver sit synspunkt – enes om det mål at bekæmpe biskop J.P. Mynsters ”Udkast til Alter- og Ritualbog” (1839). Mynsters forslag indeholdt ét dåbsritual, som var et forsøg på kompromis mellem yderpolerne med det formål at bevare dåbsritualets uniformitet – idet der ud fra enhedsforståelsen kun kunne være én liturgisk mulighed i dåbsritualet. Grundtvig ønskede derimod frihed til at blive ved det gamle kirkeritual fra 1685 (jf. biskop N. Balles version, 1773), som var anvendt i alterbogsudgaven fra 1830. Han ønskede også den eksisterende spørgende dåbsformular med ja-ordet til forsagelsen (i uforandret skikkelse) og ja-ordene til den apostolske trosbekendelses tre hovedled i fuld længde med efterfølgende bekræftende ja-ord til dåbens pagt med Gud. Kun således, mente Grundtvig, blev dåbspagten oprettet, forstået som en personlig gave fra Gud til barn.
Selvom Grundtvig ikke ønskede forandring i dåbsritualet, ville han gerne tilstå modstanderne lignende frihed til ritualforandring, hvilket står noget i modsætning til nutidens debattører. H.N. Clausen gik ind for at omskrive eller helt undvære forsagelse og tilspørgsel. Clausen og andre teologer foreslog også en deklarativ form, altså uden spørgsmål, men blot konstaterende, at barnet har Guds nådegaver. Dåben giver altså ikke det hele, først senere kommer udviklingen af troen med konfirmationens bekræftelse. Clausen ville også omskrive genfødelsen i den efterfølgende dåbsbøn (dåbsbekræftelsen), fremsagt lige efter døbeordene i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn (Matt 20,19).
Balancen mellem samvittighedsfriheden og helheden
Der skulle altså i 1830’erne som forudsætning for en revision af dåbsritualet være valgfrihed mellem to dåbsformularer, for derved kunne der blive plads til de gammeldagstroende grundtvigianere og vakte, ligesom de ”moderne” teologer og gejstlige med H.N. Clausen i spidsen kunne finde deres valg (jf. ”Om Daabs-Pagten”, 1832, og ”Den danske Stats-Kirke upartisk Betragtet”, 1834). Det vil også være en mulighed fremover, at kommissionen tillader tilhængere af model III (Frederiksberg-ritualets tilhængere) samme frihed, selvom flertallet – vurderet ud fra debatten i de sidste par måneder – vil blive ved Peder Madsens gamle dåbsritual fra 1912/1992. Jeg ønsker også at blive ved Peder Madsens dåbsritual.
Et dåbsritual med fælles struktur, men med to variationer i dåbsformularen kunne være løsningen. Det svarer til romantikkens organismetænkning, som prægede Grundtvig og andre, idet man bør tage hensyn til det individuelle (samvittighedsfriheden), mens helhed og enhed er endemålet – og der stræbes efter fælles tilgang og struktur, bl.a. i dåbsritualet.
Grundtvigs forslag vil ajourføre situationen, for Frederiksberg-ritualets tilhængere har i dag helt deres eget dåbsritual med en biskoppelig tilladelse. Denne virkelighed præger kommissionens model III, og denne model bliver meget svær at feje af bordet, når Frederiksberg-ritualet allerede er taget i brug for flere år siden. Der er lagt et pres på Dåbskommissionen.
