2025-12-29 Dåbsdebat. Høringssvar til dåbskommissionen JR og VKJ
Høringssvar, 29.12.2025. Jens Rasmussen og Villy Klit-Johansen (der henvises yderligere til Jens Rasmussens høringssvar 05.09.2025)
Punkt 10. Kommentarer og bemærkninger til kommissionens samlede arbejde som fremstillet i midtvejsrapporten.
Grundtvig ønskede dogmatisk og liturgisk frihed inden for en fri rammeordning. Det bør inspirere dåbskommissionen: Ved at bevare uniformiteten i ritualets kerneled, kan de øvrige dele varieres.
Grundtvig ønskede i den menighed, hvor han var præst, at forblive ved det gamle dåbsritual, men han ville i samvittighedens navn tillade Clausen frihed til at bruge et nyt moderne dåbsritual.
Clausen gik ind for at omskrive eller helt undvære forsagelse og tilspørgsel. Det vigtige var konstateringen af, at barnet havde Guds nådegaver, som skulle bekræftes med konfirmationen.
Faktisk minder Clausens forsøg meget om Frederiksberg-ritualet.
Ønsket for os er, at uniformiteten i tillempet grad bevares i dåbsritualets dåbsformular, hvor de øvrige dele af dåbsritualet kan varieres i flere muligheder. Dåbsformularen, som den blandt andet står i salmebogen, drejer sig om dåbsritualets centrale led: korstegnelse, forsagelse, trosbekendelse med tilspørgsel, dåben i den treenige Guds navn, dåbsbekræftelsen og Fadervor.
Dåbskommissionens opgave er ifølge kommissoriets retningslinjer blandt andet at samle op på de forslag til forandringer i dåbsritualet, som er fremkommet de senere år: “Tilsvarende er der fra forskellige sider blevet fremlagt forslag til nye dåbsritualer.”
Kommissionen har undladt at formulere en model, der i tillempet form er i god harmoni med Luthers dåbsritual (1526), blandt andet med flytning af Fadervor. Der har ellers været flere forslag i debatten de senere år.
Altså har vi stadig tre modeller, men de er fastholdt med en mere ensartet struktur for dåbens centrale led:
Peder Madsen af 1912/1992, som ud fra debatten at dømme har flest tilhængere. Et ritual tilnærmet Luther (blandt andet ved at flytte Fadervor). Og endelig det allerede anvendte Frederiksberg-ritual tillempet (eventuelt uden forsagelse og kort tilspørgsel).
Vi mener kort sagt, at det ud fra dåbsformularen er vigtigt at fremhæve dåbspagten, der står så stærkt i Luthers ritual fra 1526 og hos Grundtvig. I denne forbindelse foretrækker vi, at dåbskommissionen også ser på Luthers indledende bøn i hans ritual af 1526: “syndflodsbønnen” – og finder en nutidig form.
Vi vil foreslå et ritual, der stemmer bedre med den lutherske reformation:
Peter 1,3; korstegnelse; ny formulering af bede-banke-bønnen og syndflodsbønnen; Markus 10,13-16; fadervor; fuld tilspørgsel med forsagelsen og trosbekendelsen; dåb i den treenige Guds navn; dåbsbekræftelse (Den almægtige Gud …); Fred være med dig!
Punkt 11. Om det indledende spørgsmål (”Er barnet hjemmedøbt”)
”Er barnet allerede døbt” peger hen på vigtigheden af, at dåben kun sker en gang.
Punkt 12. Om den indledende takkebøn
Forslag til ny indledende bøn:
Vi kommer med følgende forslag, som har sin baggrund i Luthers ”Syndflodsbøn” (1526). Vi foreslår, at den tillades anvendt til indledende bøn:
Herre, vor Gud!
Du frelste Noa og alle hans kære
i arken gennem syndflodens vande.
Du indstiftede dåben som en frelsende syndflod
og åbnede vejen til himlen for os,
da din Søn, Jesus, lod sig døbe for vores skyld.
Vi beder dig, Herre! Send din Helligånd,
så NN bliver forenet med Jesus Kristus i dåbens pagt.
Giv ham i dette jordiske liv syndernes forladelse
Og håbet om det evige liv i dit himmelske rige
som du tilsiger ham i dåben, der nu skal finde sted!
Amen
I denne bøn er dåbsbarnet ikke – som i Peder Madsens indledende bøn – en passiv genstand, men en person, som Gud taler til, hvorved han kalder troen frem i dåbskandidatens hjerte. Det er det, Luther beder om: “at du i nåde vil se på denne N. og saliggøre ham med en ret tro i Ånden.”
Dåbspagten er altså tænkt med i Luthers bøn.
Punkt 13. Om tekstlæsningerne
Der bør i dåbsritualet ikke være andre tekstlæsninger end børneevangeliet, Mark. 10,13-16.
Læsningen af missionsbefalingen er blevet en tradition ved dåben, men dåbskommissionen bør give mulighed for at udelade den, og i hvert fald hører missionsbefalingen ikke hjemme som selve indstiftelsesordet. Luther siger ikke i Katekismen, at det er ord fra den hellige skrift, der gør dåben til genfødelsens bad, og Grundtvig siger klart, at det er det ikke. Grundtvig taler i Kirkelige Oplysninger især for Lutherske Christne, II (Udv. Skr. 8, s. 428) om “troen og dåben som noget, der ikke skal udledes eller bevises af skriften, men tages som det findes i kirken, uafhængigt af al skrift.”
Det er en udbredt opfattelse i forskningen, at der ikke findes et skriftsted som dåbens indstiftelsesord i modsætning til nadverens indstiftelsesord.
Luther var tilbøjelig til at anse Jesu dåb i Jordan, Matt. 3,13-17, som den begivenhed, hvorved Gud indstiftede den dåb, vi bliver døbt med. Det ser vi blandt andet i hans syndflodsbøn i dåbsritualet i Taufbüchlein 1526 og i hans salme om Jesu dåb i Jordanfloden ved Johannes Døber, to meget centrale tekster.
Luther kalder i Den lille Katekismus ganske vist Matt. 28,18-20 for Jesu befaling, men det er ikke det samme som dåbens indstiftelsesord, og han tog da heller ikke denne tekst ind i dåbsritualet (1526). Det kan ikke være tilfældigt. Senere var den heller ikke med i Kirkeritualet af 1685. Man havde i 1685 trods alt, ligesom Luther, respekt for den historiske overlevering.
Tanken om Matt. 28,19-20 stammer fra pietismens tid og blev taget op af Peder Madsen i 1912. Det ser nu ud til, at dåbskommissionen vil føre den udvikling et stort skridt videre med den centrale placering af missionsbefalingen, der ovenikøbet, som i 1912, introduceres med ordene: ”Således taler vor Herre Jesus Kristus.” Det kan ikke anbefales.
Punkt 14. Om korstegnelsesordene
Det er kun godt, at kommissionen foreslår ordene “Modtag det hellige korses tegn” ændret til “Modtag korsets tegn”. ”Modtag det hellige korses tegn” er en oversættelse til dansk af Luthers tyske ritual af 1526: ”Nimm das Zeichen des heiligen Kreuzs”. Det hellige kors er ikke korstegnet, men Jesu uskyldige lidelse og død for vores skyld. Det er det, korstegnet henviser til. Udtrykket “det hellige korses tegn” fungerer simpelthen ikke på dansk, fordi ordet kors ender på s. Det høres og opfattes uvægerligt som om der siges “det hellige korsets tegn”. Men hvis det var meningen, kunne man hellere sige “korsets hellige tegn”. Men det er ikke og har aldrig været meningen. I den latinske udgave af Luthers ritual hedder det i øvrigt: ”Accipe signum crucis tum in fronte, tum in pectore!” Altså: ”Modtag korsets tegn!” Kommissionens forslag er altså i en vis forstand en tilbageføring til Luthers ritual fra 1526. Vi støtter derfor kommissionens forslag: “Modtag korsets tegn både for dit ansigt og for dit bryst til et vidnesbyrd om, at du skal tilhøre den korsfæstede Herre Jesus Kristus.” Det er ham og hans gerning, der er hellig.
Punkt 15. Om kort tilspørgsel
Med brug af kort tilspørgsel henviser dåben i virkeligheden til menighedsbekendelsen i fremsættende form. Dåbsformularen fordunkler derved dåbspagten som en personlige gave.
Regin Prenter skriver i “Skabelse og Genløsning” om dåbspagtens personlige betydning for barnet, som bæres til dåben: “Vil DU modtage denne pagt, som jeg nu åbner for dig?” (side 56) – med henvisning til trosbekendelsens fulde tilsigelse i spørgende form direkte til barnet. I dåbens bekendelse spørger Gud således med hele pagtens historie personligt.
Prenter henviste til Grundtvig, som ønskede at bevare den eksisterende spørgende dåbsformular med ja-ordet til forsagelsen (i uforandret skikkelse) og ja-ordene til den apostolske trosbekendelses tre hovedled i fuld længde med efterfølgende bekræftende ja-ord til dåbens pagt med Gud.
Kun således, mente Grundtvig, blev dåbspagten oprettet, forstået som en personlig gave fra Gud til barn (eller voksen).
Det er langt mere retvisende at spørge om, hvad det er for ord, der gør dåben til genfødelsens bad eller et sakramente, eller hvordan man vil udtrykke denne vigtige pointe. For Luther og Grundtvig var der ingen tvivl. Det er de fire ord, som vor opstandne Herre og Frelser siger personligt i dåben til den, der døbes. Det er: 1. Fadervor (placeringen som i 1526), 2. Forsager du, tror du, 3. Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn og 4) Fred være med dig.
Her nævnes således kerneleddene i dåbsritualet.
Først og sidst er trosbekendelsen i dåbspagten vigtigst, skriver Grundtvig i Den kristelige Børnelærdom (Grundtvigs Udv. Skr. 9, s. 348). Tidligere kunne han skrive, at Gudsordet er ”det Guds-Ord, som Herren har lagt sin Menighed i Munden”. Dette citat er taget fra Grundtvigs skrift Lidt mere om Alterbogs-Daaben, 1856. ”Munden” viser især hen til spørgsmål og svar i dåbspagtens forsagelse og trosbekendelse.
Punkt 16. Om dåbstilspørgslen
Spørgsmålet, der lyder efter tilspørgslen med forsagelsen og trosbekendelsen, foreslås i midtvejsrapporten også tilbageført til formuleringen i Luthers ritual af 1526. Det kan man kun bifalde. I Luthers ritual lyder spørgsmålet: “Vil du døbes?” Den nuværende formulering af spørgsmålet stammer fra Alterbogen 1580, hvor det hedder: “Vilt du paa denne Tro være døbt?” Det var den begyndende lutherske ortodoksi (Grundtvig: den strenge lutherske stivkrampe!), der slog igennem i denne udvidelse af spørgsmålet. Tilføjelsen “på denne tro” skulle tjene til at sikre rettroenheden. Men de ord, der siges ved dåben, skal ikke sikre rettroenheden, de skal tjene til, at dåbspagten lyder og forstås som livets ord til de små (uanset alder), der trænger til det. Ved døbefonten skal der ikke lyde døde læresætninger, her skal vi høre det levende ord af Herrens mund.
Dåbspagtens ord er Herrens mægtige ord, der ved Helligånden i dåben skænker et menneske troen og genføder det til det evige liv. Dette er kirkens sag. Kirkens sag er livet, læren hører hjemme i “skolen”, det vil sige i teologien og i kirkens undervisning. Ved udeladelse af ordene “i denne tro” bliver tilspørgslen med forsagelsens og troens ord sværere at misforstå som en overhøring i den rette lære.
Dåbspagten kan ganske vist med rette betragtes som grundlag for den kristne lære. Men det skal forstås rigtigt. Det er netop som dåbspagtens ord, altså som livets ord, at trosbekendelsen er læregrundlag. Dåbspagten var for Grundtvig både den faste læremæssige grund og livskilden: ”For det ord af Sandheds Mund,/som er Kirkens Klippegrund/Og Livs-Kildespringet.[1] Kirken er bygget på Dåbspagtens ord, der er ord af Sandheds mund, det vil sige af Kristi mund. Derfor er det ikke død lære, men livets kilde. Denne sandhed sikres bedst ved at undgå den sammenblanding af kirken og “skolen”, som tilføjelsen “i denne tro” i ritualet er udtryk for.
Punkt 17. Om dåbsbekræftelse og håndspålæggelse
Vi holder på den eksisterende dåbsbekræftelse.
Den er menighedens bekræftelse af, hvad den har tillid til, at Gud nu har gjort. Han har genfødt den døbte i kraft af Gudsordet, der ved Ånden skænker troen. Der fortsættes i ”dåbsbekræftelsen med en forbøn for den døbte, at Gud vil ”styrke dig med sin nåde til det evige liv!” ”Ved sin nåde” betyder konkret ”ved sine nådemidler, først og fremmest nadveren, bønnen og gudstjenestens forkyndelse”. Der afsluttes med et velsignelsesønske: ”Han bevare din udgang og indgang fra nu af og til evig tid.”
Dåbsbekræftelsen et meget vigtigt led. Den er meget gammel og behøver ingen ændring.
Punkt 18. Om fredlysningen
Fra os ubetinget tilslutning til den mere centrale placering, som fredlysningen får i dåbskommissionens forslag.
Punkt 19. Om Fadervor
Dåbskommissionen har holdt fast på at placere Fadervor til sidst i dåbsformularen, men man kan også som Luther (1526) anbringe Fadervor efter børneevangeliet og før tilspørgslen med dåbspagtens ord. Dåbsritualet fra 1895 har også fadervor efter børneevangeliet, men desværre med en misforstået regibemærkning.
Rækkefølgen i dåbsritualets enkelte led er meget vigtig, for det enkelte led får sin betydning ud fra konteksten. Fadervor er ganske vist formelt en bøn og som sådan henvendt til Gud. Men Grundtvig forstår den ud fra Luthers ritual af 1526 som et ord af Herren, henvendt til den, der døbes. Derved sker der (under håndspålæggelse) en overdragelse af bønnen, og det er den enbårne Søn, der dermed indsætter dåbskandidaten i barneforholdet til den himmelske Fader.
[1] Grundtvig, Gudskelov for Daabens Pagt, Sang-Værk, bd. 5, nr. 274, 4. strofe, v. 5-7, s. 513.
