https://jens-rasmussen-odense.dk/foredrag-ved-jens-rasmussen-kirkehistoriker-og-fhv-hospitalspraest/

Foredragsliste, Jens Rasmussen, kirkehistoriker: Koleraepidemien, 1853. Historien om præsternes indsats

I midten af juni 1853 udbrød der kolera i København, og allerede sidst i juni havde den bredt sig til Københavns opland. Via skibsfarten kom koleraen til resten af landet, især til havnebyer. Lægerne kendte ikke årsagen til koleraens opståen, og sygdommen krævede 6688 ofre, heraf to-tredjedele i hovedstaden.

Flere har haft den opfattelse af kolera-krisen, at det afgørende for bekæmpelsen  var borgernes samarbejde og befolkningens samhørighed, men som der gøres rede for i foredraget var der også tale om stor splittelse og uenighed. Det gjaldt myndighedernes famlende håndtering af kolerakrisen, lægernes medicinske holdninger og uenighed samt befolkningens forhold, ikke mindst utilfredshed i dagspressen.

Der er i denne sammenhæng skrevet meget lidt om præsternes indsats under koleraepidemien. Det vil denne artikel beskæftige sig med, om end kildematerialet er sparsomt. I løbet af sommeren 1853 begravede Københavns præster de mange koleraofre, hvilket må siges at kræve en del udholdenhed. Ovenikøbet skulle det ifølge myndighedernes anvisning ske inden for 48 timer. Der var tale om en samfundskrise med forvirring og frygt, især hos de fattige, som gerne ville undgå de smittebefængte hospitaler. Præsterne fik ikke adgang til hospitalerne for at besøge de syge ifølge nyt kildemateriale. Flere præster skildrede de forvirrede og smertelige forhold under epidemien, som viste sig, når de besøgte hjemmene og forrettede de hurtige begravelser for at undgå smittespredning.

Foredragsliste, Jens Rasmussen, kirkehistoriker: Præsters modstand under den tyske besættelse 1940-1945

Foredraget handler om præster, der over hele landet var organiseret i etablerede modstandsorganisationer. Det drejede sig generelt om modstandsorganisationer såsom Dansk Samling, Ringen og Frit Danmark, der alle havde repræsentanter i Frihedsrådet, som fra september 1943 var modstandskampens og modstandsorganisationernes fælles hovedorgan.

I foredraget understreges det, at præster valgte opgaver ud fra evner og formåen, for ikke alle var unge og i god fysisk form. Nogle var i blad- og informationsgrupper, andre i modtagegrupper ved våbennedkastning.

En del præster holdt sig på sidelinjen, men greb ind, når det var nødvendigt. De deltog således med skjul og husly til flygtninge i deres præstegårde og med udstedelse af falske identitetspapirer. Danske præstegårde var vigtige ”stationer”, når flugtruter skulle etableres. En hel del ventede på flugtmulighed til Sverige, ikke mindst frihedskæmpere, engelske piloter eller SOE-agenter (Special Operations Executive, London) og forfulgte jøder. Dertil enkelte dansksindede deserterede tyske soldater fra det danske mindretal i Slesvig, der fik nye identitetspapirer, bl.a. nye navne og dåbsattester af kirkebogsførende præster.

Foredragsliste, Jens Rasmussen, kirkehistoriker: En socialkonservativ samfundsrevser. Biskop H.L. Martensen og sekulariseringen

Foredraget beskriver biskop H.L. Martensen som socialkonservativ. Han vil som konservativ modarbejde tidens verdsliggørelse og individualisme. Han er socialt engageret og taler imod kapitalisme og liberalisme, og han ønsker at fremme et statsfinansieret socialvæsen.

Efter demokratiets indførelse i 1848-1849 er tiden kulturelt og kirkeligt præget af opbrud. Nævnes kan de kirkelige retningers religiøse splittelse med grundtvigianisme og Indre Mission samt Georg Brandes moralske frigørelse og stærke ønske om samfundets og åndslivets verdsliggørelse. Martensen bekæmper denne uorden og vil fastholde folkekirkens fælles orden med staten på grundlag af  arven fra reformation og enevælde.

I 1870’erne kommer den negative virkning af industrialiseringen med liberalismens frie konkurrence i fokus. Martensen ønsker en etisk (kristen) socialisme, som inspirerer Socialdemokratiets tankeverden helt frem til K.K. Steinckes socialreform i 1933. Det søger dette foredrag at afdække og dermed integrere den etiske socialisme i beskrivelsen af tidens kirkehistorie.

Foredragsliste, Jens Rasmussen, kirkehistoriker: Grundtvig og Mynster. Fætre og fjender

Foredraget henvender sig til alle, der interesserer sig for et psykologisk drama, hvor N.F.S. Grundtvig (1783-1872) og J.P. Mynsters (1775-1854) indbyrdes personlige forviklinger spiller sammen med deres kirkelige og politiske holdninger. Grundtvig kræver ikke nærmere præsentation. Mynster var en af tidens mest fremtrædende teologer og biskop over Sjællands Stift fra 1834 til sin død. Den eksisterende litteratur er enorm, men den komplekse relation mellem de to nøglefigurer har ikke tidligere været fortalt.

Hele livet havde Grundtvig og Mynster et skarpt øje til hinanden. De hørte til samme familie og var fætre. Det førte til konfrontationer, for temperamentet var vidt forskellig med Grundtvig som den udfarende og bevægelige, mens Mynster virkede urørlig og svær at komme ind på livet af. De gjorde begge en glimrende karriere. Mynster døde den 30. januar 1854, som højt respekteret biskop over Sjællands Stift, mens Grundtvig døde flere år senere den 2. september 1872 med samme biskoppelige rang som Mynster.

 

Foredragsliste, Jens Rasmussen, kirkehistoriker: Præstegården i lokalsamfundet. Dagligliv og kulturarv

Præstegården var i 1800-tallet den bærende institution i lokalsamfundet. Foruden det kirkelige arbejde havde præsterne administrative og kommunale opgaver, og præstegårdens kontor var en redningsplanke for mange af samfundets svageste. Præstefamilierne levede af tiendeindtægt fra sognets beboere og af landbrug, og man havde råd til at bygge store imponerende præstegårde, som i dag betragtes som værdifuld kulturarv.

Alligevel forsvandt mange præstegårde på landet efterhånden i 1900-tallet. Præsten blev tjenestemand og lejer med menighedsrådet som husvært. I dag står flere præstegårde tomme om dagen, fordi ægtefællerne oftest arbejder andetsteds, og børnene er i skole. Mange sælges eller rives ned, og landsbysamfund affolkes, og udfordringen er at tilpasse disse bevaringsværdige bygninger til nutidens krav, så præstegårde på landet stadig kan være et kulturelt kraftcenter i lokalsamfundet.

I foredraget belyser jeg denne problematik med mange nye og gamle illustrationer af præstegårde fra hele Danmark, herunder de flotte grundmurede præstegårde fra 1800-tallet og dernæst 1900-tallets præstegårde, som var mere ydmyge i størrelse og efterhånden kom til at ligne moderne parcelhuse.

 

https://jens-rasmussen-odense.dk/stiftavisen-fyn-august-2021-praestegaarden-i-lokalsamfundet/

Stiftavisen Fyn, nr. 92, august 2021:

Foto: Aarhus Universitetsforlag

af Jens Rasmussen

Litteraturprofessor Vilhelm Andersen, præstesøn fra Nordrups store stråtækte præstegård på Midtsjælland, modtog i 1917 et brev fra arkitekt Martin Borch om, at hans barndomshjem blev revet ned. Begrundelsen i arkitektens brev var, at de gamle præstegårde var beregnet ”for Mænd med anderledes store Indtægter end den Sulteløn, Staten nu giver Præsterne”.

Baggrund for citatet er, at præsterne i 1903 mistede tiendeindtægten. Samtidig mistede præstegårdene landbrugsjorden i 1919, som af staten blev brugt til statshusmandsbrug. Fra i 1800-tallet at være selvstændig med landbrug og tiendeindtægt, der udgjorde 2/3 af indkomsten, blev præsten nu lønmodtager og fik en ”Sulteløn”. Præstegårdens økonomi blev fra 1922 varetaget af de demokratisk valgte menighedsråd. Konsekvensen blev i 1900-tallet, at der blev bygget mindre præstegårde, så præster kunne betale huslejen.

Præsten var sognekonge, 1800-1900

I 1800-tallet udgik præstens embede fra landpræstegården, idet sognebeboerne kom på besøg i anledning af kirkelige handlinger, kirkebogsregistrering, tilsyn med skole, fattigvæsen, sundhedsvæsen osv. Præsten udskrev lokal skat og var den lokale kongelige embedsmand. Studereværelset blev for alvor præstekontor. De øgede administrative opgaver var med til at folkeliggøre præstegården. Det samme var tilfældet med præstens landøkonomiske fællesskab med almuen.

Først efter kommunalreformen i 1867 fik sammenhængen mellem præstegård og landsogn mindre administrativ betydning. Stadig var præstegården en del af landbosamfundets fremdrift, hvor præsterne drev deres landbrug og tilsyneladende havde råd til flere tjenestefolk end andre statslige embedsgrupper. Velstanden betød mange nybyggede præstegårde, som i dag oftest er genstand for debat om kulturarv.

Demokratisering i folkekirken efter 1900

Nedgangen kom og medførte en mere ydmyg tilværelse med tab af selvstændig bolig og økonomi, som nævnt i indledningen. Menighedsrådene overtog fra 1922 driften af præstegårdene med præsterne som lejere, og de stramme finansieringsmuligheder betød, at kvaliteten af præstegårdenes vedligeholdelse faldt i mellemkrigstiden.

Det moderne liv indebar i tiden efter 1950, at ægtefællen arbejdede ude og børnene kom i institution, hvilket gav nye vilkår for præstegårdslivet. Tillige blev landsogne affolket og lagt sammen samt betjent af én præst, hvilket overflødiggjorde flere gamle præstegårde.

I Fyens Stift blev der nedlagt mindst 33 landpræstegårde mellem 1960 og 2009, hvoraf flere var fredede. De fleste blev af menighedsråd solgt til private, og nogle blev nedrevet for at bygge nyt. Denne retræte fra landsogne har foregået i alle folkekirkens stifter. De mange nedlæggelser har skabt en følelsesladet debat i flere lokalsamfund og sat fokus på kulturarv med kommuners kritiske indstilling ud fra loven om bygningsbevaring.

 Fremtiden

Det lokale fællesskab er stadig vigtig på landet. Det er i dag et stort tab for en landsby at miste brugs, skole og præstegård. Disse institutioner støtter det lokale netværk og foreningsliv. Præstegården rummer netop fællesskaber omkring: diakoni, folkelighed og kulturelle indsatser med møder i konfirmandsal og have, akkurat som i 1800-tallet med præstens sociale, folkelige og almendannede indsats i sognet. Det kan være til inspiration i fremtiden.

Historien om præstegårde udstråler nogle livsværdier. Bogens historie drejer sig om fortidens bygningshistorie og et levet liv i en præstegård omkring familieliv, haveliv og det at være forpligtet på det lokale sted, som den givne arbejdsramme, altså præstens bopælspligt. I denne coronatid rykker unge familier bort fra storbyen for at leve på landet. Det kan forhåbentlig også ske for unge præstefamilier, at de opdager landpræstegårdens livsværdier. Det forudsætter dog, at menighedsrådene vil bevare de gamle præstegårde ved at gennemføre restaureringer.

 

Flødstrup Præstegård. Foto: Jens Rasmussen.

 

https://jens-rasmussen-odense.dk/praestegaarden-i-lokalsamfundet-dagligliv-og-kulturarv-udgivelse-15-marts-2021/

Udgivelse 15. marts 2021, Aarhus Universitetsforlag:  https://unipress.dk/udgivelser/p/pr%C3%A6steg%C3%A5rden-i-lokalsamfundet/;

Fem stjerner: Da præstegården var kraftcentrum. Anmeldelse, Kristeligt Dagblad, 10. juni 2021

I Præstegården i lokalsamfundet tegnes nogle væsentlige linjer i præstegårdslivets udvikling i det 19-20. århundrede. Først opgangstiden i 1800-tallet, dernæst nedgangstiden i 1900-tallet. Der gives en generel beskrivelse af præstegårdens materielle bygningsmæssige kulturarv i Danmark, og dernæst en historisk indsigt i det liv, som blev levet i præstegården, dvs. immaterielle kulturværdier. Dette præstegårdsliv beskrives med eksempler fra især  én landsdel (Fyn) for at give overblik, skabe kontinuitet og helhed, som derved generelt kaster lys over præstegården som institution i lokalsamfundet. Der er tale om en forskningsbaseret formidling med præstegården som centrum. Præstegårdens topos, dvs. sted, hvorfra beskrivelsen af det lokale kulturelle landskab udgår (jf. topografi), er afgørende for skildringen. Derfor har billedmaterialet fået en dominerende plads og dækker præstegårde fra hele landet.

Præsten var bonde og dyrkede præstegårdens jord. Han havde derfor et praktisk-økonomisk fællesskab med sognets bønder og var ofte foregangsmand i landbruget. De større landsbyer, hvor sognets kirke var placeret, havde integreret en præstegård. Nationalmuseets frilandsmuseum Det Gamle Danmark i Lyngby har overraskende nok ikke udstillet en præstegård, men det har til gengæld Hjerl Hede Frilandsmuseum og Den fynske Landsby i Odense. De lokale institutioner præstegård og skole hørte til landsbymiljøet.

Generelt set blev præstegårdens studereværelse for alvor præstekontor i 1800-tallet. Sognepræstens øgede administrative opgaver var med til at folkeliggøre præstegården. Præsten tog sig af sognets fattig- og skoleforhold, vejvæsen m.m. Han udskrev lokalskat og var i det hele taget sognekonge, hvilket flere borgere ikke syntes om. Præstegården blev et af sognets væsentlige centre. Bogen favner således bredere end præstegårdens bygninger, interiør, have osv. Menighedsliv, sogneadministration og sogneforstanderskabsmøder hørte til præstegårdens aktiviteter, og fik betydning for den tætte sammenhæng mellem præstegård og lokalsamfund i landsognet.

Den begyndende sekularisering betød efterhånden ændring af sognebeboernes landkultur og verdensbillede. Tiendeloven i 1903, jordreformen i 1919 og kirkelovene i 1922 havde den konsekvens, at det var slut med det gamle beneficialsystem, hvor præstegården var det naturaløkonomiske fundament med tiende og avling som aflønning. Menighedsrådet, indført i 1903, fik ansvaret for præstegårdens avling og avlsbygninger. Præsten blev herefter lejer af præstegårdens stuehus og blev statstjenestemand.

De nye tider fik også betydning for præsters reducerede indflydelse i sognet. Almendannelsen kom på andre hænder end præstens præstegårdsaftenskole eller hans præstegårdsbibliotek. Den folkelige tilknytning til præstegården viste sig også under den tyske besættelse af landet i 1940-45. Flere præster var medlem af modstandsorganisationen Ringen og stillede deres præstegårde til rådighed. Præstegårde var en del af den folkelige modstand og blev brugt som skjulested for våben og flygtende mennesker, som tyskerne var efter, ikke mindst modstandsfolk, jøder og engelske piloter. Præstegårde blev også søgt for at skaffe falske identiteter.

Præstegården er i dag først og fremmest ramme om præstens familieliv, medmindre der ingen embedsbolig er til stillingen, hvilket er blevet mere udbredt. I så fald bor familien i egen privatbolig. Privatiseringen af præstegårdslivet er afgørende efter 1950. I dag sælges eller nedrives ældre præstegårde, for der er ikke længere brug for dem i samme grad som tidligere. I Fyens Stift er nedlagt 33 landpræstegårde i årene 1960-2009. Det er vigtigt at være oplysende og at vække interessen for præstegårdenes kulturværdier, både de materielle og de immaterielle, og at sikre de præstegårde, som stadig eksisterer og er bevaringsværdige. Der bør især være fokus på præstegårdens kulturarv for landsbyen og for et landsogns levedygtighed med f.eks. brugs, skole, købmand og præstegård.

Smagsprøve:

https://unipress.dk/media/17942/praestegaarden_smagsproeve-2.pdf

 

https://jens-rasmussen-odense.dk/folkekirken-under-kongemagt-og-folkestyre-struktur-og-liturgi-2021/

Folkekirken under kongemagt og folkestyre. Struktur og liturgi (e-bog)

Jens Rasmussen, Odense, 22. januar 2021:

Denne bog beskæftiger sig med 1800-tallets kirkehistorie med vægt på de kirkehistoriske perspektiver, som kan føres op til vor tid, ikke mindst den strukturdebat og liturgidebat, som har fundet sted i de sidste 10 år. Der er tale om en artikelserie på fem artikler i Tidsskriftet Fønix 2021, som hermed udgives samlet som bog.

Det nuværende bispekollegium vil gerne sætte Folkekirkens liturgi til debat. Biskoppernes nedsatte fagudvalg foreslår i 2018 at øge den liturgiske frihed, især omkring bønner, tekster og liturgiske forløb, og samtidig skal staten ved regering og regent nøjes med en miniautorisation, formentlig af de liturgiske kerneled, hvor biskopperne fører tilsynet. Her tales om Folkekirkens indre anliggender, som siden enevælden har været underlagt statens myndighed, dog med høringer i hele det kirkelige landskab. Det biskoppelige fagudvalgs oplæg om autorisation og frihed fra 2018 ser således en mulighed i at løsne statens greb om kirkens indre anliggender med en miniautorisation og udstrakt liturgifrihed. Det betyder, at den af biskopperne iværksatte liturgidebat kommer til at hænge sammen med en strukturdebat om statens styring og retslige autorisation af ritualer m.m., hvilket ofte er sket siden 1800-tallets begyndelse. Det er denne bogs ærinde at fastholde dette kirkehistoriske perspektiv.

https://jens-rasmussen-odense.dk/kirkeforfatning-strukturaendringer-i-folkekirken/

“Alle kommissionsforslag til en kirkeforfatning eller strukturændringer, som det nu i nyeste tid kaldes, er blevet lagt til side af skiftende regeringer. De to kirkelige hovedretninger, Indre Mission og Grundtvigianismen, var så stærkt repræsenteret i det politiske miljø (Venstre, Det Radikale Venstre og Det konservative Folkeparti), at de kunne hindre, at forslagene blev ført ud i livet. De kirkelige retninger har dog løbende i praksis måttet acceptere en del styrelseslove, der lagde vægt på, at kirkelivet og dets organisatoriske former skulle starte nedefra med lægfolkets repræsentation.

Inspireret af strukturen i de mange kirkeforfatningsforslag i 1800-tallets sidste halvdel (menighedsråd, provstiråd, stiftsråd/landemoder og landskirkeråd) begyndte politikerne at vedtage love om først menighedsråd (1903/1912), så provstiråd (1922) og siden stiftsråd (1992/2009). Disse styrelsesreformer for folkekirken blev allerede betragtet som en (slags) kirkeforfatning (styrelsesordning). Set fra det synspunkt, har politikerne allerede opfyldt løfteparagraffen i Grundloven med vægt på, at stat og kirke fortsat skal høre organisk sammen.

I dansk debattradition har der været en udpræget naturretslig opfattelse, som går helt tilbage til den tyske naturretsteoretiker S. von Pufendorf, som var godt kendt i Danmark i sidste del af 1600-tallet. Siden har man gjort brug af naturretten i de fremlagte kirkeforfatningsforslag i det 19-21. århundrede. Kirken skulle have en form for selvstændighed i indre anliggender. Hermed tænkes på ritualer/gudstjenesteliturgi, salmebog, sjælesorg, undervisning i den kristelige børnelærdom, disciplin/tilsyn og lære. Gråzonen var disciplin og lære, hvor staten ofte fik et ord at skulle have sagt. De ydre rammer omkring økonomien m.m. var stadig lagt hen til afgørelse i regering og Rigsdag, mens detaljerne i forvejen var varetaget af kirken selv. Flere mente, at en sådan ordning krævede et kirkeråd. Men det var just på spørgsmålet om et kirkeråd, at bestræbelserne for en fuldstændig kirkeforfatning har været strandet i det 19-21. århundrede. Et fælles kirkeråd for folkekirken har man hidtil ikke kunnet enes om.”

Se artikel af Jens Rasmussen: “Den ministerielle instruks til Det kirkelige Udvalg 1904-1907. Perspektiver”, Kirkehistoriske Samlinger 2019.

Den ministerielle Instruks til Det kirkelige Udvalg-Kirkehistoriske Samlinger 2019

August 2019,

Jens Rasmussen

https://jens-rasmussen-odense.dk/joedefejden-1819-20-joedeforfoelgelserne-i-danmark-for-200-aar-siden/

Jødeforfølgelser i Danmark for 200 år siden

Jødefejden og de beslægtede uroligheder, 1819-20. Kirkehistoriske Samlinger 2010

Politirapporter om jødeforfølgelser 1819-1820. Tidskriftet Rambam 2019

Det er 200 år siden, at jødeforfølgelser foregik i Danmark. Forfølgelserne startede i september 1819 mod jøder i København og visse provinsbyer, f.eks. Helsingør og Odense, hvor folkemængden knuste ruder i jødiske butikker og huse samt chikanerede og i enkelte tilfælde overfaldt jøder, kom som en overraskelse for regeringen og de lokale politimyndigheder. Et nyt kildemateriale gemt hos deputerede i Danske Kancelli, A.S. Ørsted dokumenterer, at den københavnske befolknings jødeforfølgelser ikke sluttede i januar 1820 som hidtil antaget af forskningen, men fortsatte næsten hele året ud. Det bør overvejes, om der er en direkte forbindelse mellem optøjerne mod jøder og dr. J.J. Dampes kreds, som arbejdede for en fri forfatning. Begge ”bevægelser” kritiserede kongens ansvar for den dårlige økonomiske situation i landet. Regeringen forestillede sig under alle omstændigheder en sammenhæng og frygtede, at de nye uroligheder i september 1820, som gehejmestatsminister Fr. J. Kaas formulerede det, var en ”Indledning til den store Scene”.

April 2019

Jens Rasmussen, Odense

 

https://jens-rasmussen-odense.dk/reformationsjubilaeet-2017-foredrag/

Foredrag af kirkehistoriker, ph.d., Jens Rasmussen:

”Den lutherske biskop: Jacob Madsens visitatsrejser på Fyn”

Jacob Madsen var den tredje evangelisk-lutherske biskop i Fyens Stift. Ud fra hans visitatsbog i årene 1588-1604 kan enhver få historisk inspiration til væsentlige sider af nutidens kirkeliv. Der findes rigtig mange notater om altertavler, prædikestole, døbefonte, sidealtre, degnestole osv, ligesom de eksisterende skitsetegninger af så godt som alle besøgte fynske kirker er oplysende. Foredraget har fokus på, at give en karakteristik af den fynske lutherske biskops tilsynspligt, som peger frem mod nutidens bispeembede.

 

”Den lutherske præstegårdskultur på Fyn siden Reformationen”

Livet i præstegården var præget af familien. Ægteskabet blev sat højt af Martin Luther – og denne holdning har siden været afgørende for præstestandens familieliv. Præsten fik mange besøg i præstegården fra beboere i sognet. I 1800-tallet drejede besøgene sig også om praktiske formål (skole- og fattigforhold), hvilket folkeliggjorde præstegården. Studereværelset ændrede i flere henseender karakter til præstekontor. Mange fynske præsteembeders tyngende gæld betød hårde vilkår for præstefamilier. I dette foredrag beskrives fortidens fynske præster og deres præstegårdsliv.

 

”De første fynske grundtvigske præster: Vækkelser og Luther!”

Foredraget beskriver de grundtvigske rødder på Fyn, som har givet stærke nedslag i vor tids fynske kirkeliv. Det grundtvigsk vakte miljø på Fyn var præget af kendte præster, hvoraf flere udmærkede sig ved deres Luther-interesse. Populær læsning hos de vakte var Luthers prædikener. En af disse Luther-udgaver var redigeret af Vilh. Birkedal (Ryslinge). Luthers prædikener blev flittigt brugt, og de påvirkede de første grundtvigske præsters forkyndelse af evangeliets frihed for syndere, en forkyndelse der også fik konsekvenser for ønsket om frihed til dannelse af frie menigheds- og skolefællesskaber.

 

”Kulturcentre og medier i fortidens lutherske fælleskultur”

Formidling af nyheder og oplysning om religion og samfund har til alle tider været vigtig. I nutidens kirkeliv bygger vi på fortidens formidlingscentre, der repræsenterede den lutherske fælleskultur. Det gælder præstegård, kirke og skole. Grundlaget for den lutherske formidling i Danmark efter reformationen blev præstegårdens åndelige og praktiske virke samt kirkens forkyndelse og liturgi. Formidlingen skete i det talte ord og i den skriftlige formulering. Skolen blev også et lokalt center, som var tæt knyttet til den lutherske kirke. Dertil kom de af præsten oprettede private lånebiblioteker til brug for sognets beboere. Offentlige biblioteker opstod først mod slutningen af det 19. århundrede på landet og i byen. Fortidens kirkelige formidling kan inspirere i dag.

 

Kontakt:

 

Tlf. 66191720/23284328.

E-mail: jensrasmussen.odense@gmail.com.

 

 

 

 

https://jens-rasmussen-odense.dk/vaekkelser-i-dansk-luthersk-faelleskultur-andagtsboeger-og-laegmandsforsamlinger-1800%e2%80%911840/

Vækkelser og andagtslitteraturen

Anmeldelser:

Vækkelser i dansk luthersk fælleskultur-Replik til Hanne Sanders-Historisk Tidsskrift. 2017-1

Vækkelser-Kirkohistorisk Årsskrift-016-anmeldelse ;

Anmeldelse-Vækkelser-Pers.Tidskr. 2016-Harry Haue ;

Vækkelser- Anmeldelse i Præsteforeningens Blad-Nr_45_side_1077-1100; 

Vækkelser-Anmeldelse-Indre Missions Tidende-Kurt E. Larsen 2016

Vækkelser-anmeldelse-DTTK 2017,nr 2, s. 187 Kurt E. Larsen

Bogudgivelse: De vaktes gudelige forsamlinger udvikler sig på Fyn omkring 1820. Snart når disse forsamlinger Jylland, Sjælland og København. De to kirkelige retninger: grundtvigianisme og Indre Mission har deres rod i disse vækkelser. Der er tale om en markant lægmandsbevægelse i første halvdel af 1800-tallet, som er væsentlig for Folkekirkens nutidige selvforståelse med fremhævelsen af lægmandsindflydelsen og ønsket om religiøs frihed.

Vækkelser i dansk luthersk fælleskultur dokumenterer, at de fleste vakte er lutherske, og at de forbliver i Den danske evangelisk-lutherske Folkekirke. I 2017 fejres 500-års jubilæum for Reformationen. Der er god grund til at fokusere på de vaktes lutherske ståsted.

Grundlaget for de vaktes holdninger finder man i andagtslitteraturen, hvortil nogle af Martin Luthers skrifter også hører. Andagtslitteraturen er hovedsagelig fra ortodoksiens og pietismens tid. Denne litteratur viser, hvad de vakte læser og bliver påvirket af, og hvilken forkyndelse de vakte møder i de gudelige forsamlinger.

De vakte realiserer den lutherske lære om det almindelige præstedømme, hvor alle er lige for Gud. Tankegangen påvirker eftertidens demokratiseringsproces. Udviklingen fortsætter i en folkelig sammenhæng med værdier som kaldsforpligtelse og ansvar over for andre (næstekærlighed). Reformationens gejstlighed i 1530’erne formulerer det fælles lutherske værdigrundlag, og vækkelserne i 1700- og 1800-tallet giver sammenhængskraft med nutidens kirke- og velfærdsordning. Den lutherske kultur har således fortsat betydning.

Bogen udgives på Syddansk Universitetsforlag.

Med venlig hilsen

Jens Rasmussen, januar 2016.

https://jens-rasmussen-odense.dk/folkekirkeordningen-drop-centralismen-i-kirkereformen/

Drop centralismen i en kirkereform og se på stiftsrådene som en decentral styringsmulighed

De senere år har desværre flere forslag om folkekirkens styring villet starte fra oven. De konservative stillede i 1948 et forslag om et centralt kirkeråd (kaldes ”kirkemøde”). Det skulle være rådgivende overfor regering og Rigsdag. Et forslag, som på det seneste er udarbejdet af Selskab for Kirkeret, har bygget videre på et forslag fra 1992, benævnt som ”Kirkens Mund og Mæle”. For begge forslags vedkommende har det drejet sig om at indføre et kirkeråd og kirkemøde, som øverste organ for folkekirken.

Tidligere Kirke- og ligestillingsminister Manu Sareen nedsatte den 10. september 2012 et regeringsudvalg angående en styringsstruktur for folkekirken. Regeringsudvalget er herefter kommet med en vifte af forslag, der som det vigtigste har villet indføre et kirkeråd og i det mindste et økonomiudvalg. Disse forslag har nu været en del af den politiske proces frem mod en lov om en styringsreform.

Men Venstre og konservative har fået kolde fødder og er sprunget fra, idet man vil fastholde folkekirkens såkaldte velordnede anarki. Det vil sige, at folkekirken som hidtil skal være styret af regering og folketing i alle kirkens anliggender. Det får muligvis den konsekvens, at forsøget på at opfylde grundlovens løfteparagraf om en styringslov falder til jorden, som det er sket alle de andre gange siden 1849-grundlovens løfteparagraf om en styringsreform.

Inspireret af de mange styringsforslag fra det 19. århundrede begyndte politikerne i det 20. århundrede i kølvandet på parlamentarismens indførelse (1901) at vedtage enkeltlove, som led i en samlet struktur for folkekirken. Først kom menighedsråd (1903/1912), så provstiudvalg (1922) og siden stiftsråd med få økonomiske kompetencer (1992/2009).

Der er skrevet en del kirkehistorie om forholdet mellem stat og kirke. De forskellige regeringsinstrukser om en styrringsreform har haft betydning for forløbet. Dette gælder Venstre-regeringens instruks af 31. maj 1904 til Det kirkelige Udvalg. Dette udvalgs opgave var at udarbejde en selvstændig styringsreform for folkekirken. Der blev talt om principper i Venstre-instruksen. Med Grundloven i 1849 fik statens forfatning en afgørende demokratisk forandring, og derfor var det nødvendigt, at det samme skete for folkekirken. Det var vigtigt, mente instruksen, at man startede med menighedsrådsloven med vægt på kirkedemokratiet vedtaget året før i 1903. Det afgørende var nu, at en kirkeforfatning blev opbygget nedefra med udgangspunkt i ”Kirkefolkets Stemme”. Grundlaget var menighedsrådet. Derfra kunne der bygges videre. Forudsætningen var et ”organisk Sammenhæng mellem Stat og Kirke”, dvs. et levende og tæt samvirke. Således først menighedsråd, dernæst provstiråd, så stiftsråd og allersidst, hvis det blev nødvendigt: kirkeråd.

Desværre lykkedes det heller ikke i 1904 med en styringsreform, fordi man alligevel gjorde for meget ud af et centralt kirkeråd i stedet for instruksens ønske om en decentral udvikling.

I en kronik i Kristeligt Dagblad (19. sept. 2013) og i mit høringssvar vedr. betænkning 1544 til kirkeministeren har jeg foreslået en decentral styring, som er koncentreret omkring udvikling af stiftsråd med økonomiske kompetencer. Det har hverken regeringsudvalget eller de politiske forhandlinger interesseret sig for, fordi alt koncentreres om at starte fra oven med et centralt kirkeråd. Og så går det lige så galt, som ved tidligere forslag siden 1849. Den folkelige og kirkelige forståelse har overvejende været imod en centralisme i folkekirken.

Jeg vil opfordre kirkeministeren og kirkepolitikerne til at se på stiftsrådene som en decentral styringsmulighed.

Venlig hilsen

Jens Rasmussen Odense, november 2014

 

https://jens-rasmussen-odense.dk/folkekirkens-faellesudvalg-hoeringssvar-vedr-betaenkning-1544-til-kirkeministeriet/

Betænkning nr. 1544 fra udvalget vedrørende en ny styringsstruktur for Folkekirken indeholder et forslag om et kirkeråd med meget begrænset kompetence i indre anliggender, mens dette kirkeråd i økonomiske forhold samt vedrørende definerede fælles forhold får en betydelig kompetence.

Folkekirkens Fællesudvalg:

Man kan frygte, at den økonomiske selvstændighed får konsekvenser for Folkekirkens nuværende decentrale økonomiske system (menighedsråd, provstiråd, stiftsråd). Nu kaldes dette kirkeråd: ”Folkekirkens Fællesudvalg”. Med dette udtryk antydes, at der er organisk sammenhæng nedad i systemet, men det er netop ikke tilfældet i regeringsudvalgets forslag. Det eneste der peger i den retning er valgproceduren i forslaget, hvor det hovedsageligt er menighedsrådsmedlemmer, som vælger Fællesudvalget.

Endvidere mangler en deling af kompetencen med stiftsråd. Det er i stifterne, at pengene skal bruges, og sammenhængen mellem stiftsråd og Folkekirkens Fællesudvalg fortjener et bedre fælles regelsæt. Det kunne gøre hele forslaget mere decentralt, og det kunne gøre alvor af det gamle slogan, at en kirkeordning skal opbygges nedefra (jf. D.G. Monrad).

De indre anliggender:

I de fleste tidligere forslag skelnede man mellem indre og ydre anliggender ud fra en holdning om, at de teologiske overvejelser havde lige så stor betydning som gældende ret. I regeringsudvalgets nuværende forslag har det juridiske haft den afgørende betydning. Tidligere skelnede man f.eks. teologisk mellem de indre anliggender (lære, liturgi og disciplin) og de ydre anliggender (økonomi m.m.). Det havde dengang i debatten øverste prioritet, at kirken selv havde kontrol med de indre anliggender, mens staten godt måtte være med, når det drejede sig om økonomi, stillinger m.m. I regeringsudvalgets nye forslag er det lige omvendt. Folkekirkens Fællesudvalg skal have udstrakt kontrol med økonomi, mens indre anliggender (endda alene liturgi) er henlagt til ministerens beslutning og dronningens underskrift med Folkekirkens Fællesudvalg som et slags rådgivende ”underhus” og med bispekollegiet som et rådgivende ”overhus”.
Der er ingen tidligere kirkeforfatningsforslag, som opererer med både et kirkeråd (et fællesudvalg) og et bisperåd. Tidligere forslag gik enten ind for et repræsentativt kirkeråd eller et konservativt bisperåd.

Den teologiske skelnen mellem indre og ydre anliggender er altid af jurister blevet afvist med gældende ret, fordi enevældens administrative ordninger blot fortsatte under demokratiet uden at skelne. Men det var netop denne gældende ret som betydningsfulde teologer før i tiden ville ændre.
Regeringsudvalget må være enig med de mange skeptikere af en ny kirkeordning, for i forslaget fastholdes det nuværende forhold mellem stat og kirke (gældende ret), om end der er tilstået Folkekirken en begrænset rådgivende funktion i indre anliggender, som den allerede har, og det i kraft af brede høringer. Hvorfor lave om for at opnå så små forandringer?

Hele konstruktionen med et rådgivende ”overhus” (bisperåd) og ”underhus” (kirkeråd) i
liturgispørgsmål virker overflødig.

Den økonomiske ordning, herunder forslaget om bloktilskud:

Her sker der virkelig en forandring pga. en centralistisk ordning. Folkekirkens Fællesudvalg får budget- og beslutningskompetencer (ud fra ministerens retningslinjer) i forbindelse med fællesfonden, der skal have sine midler fra statens tildelte bloktilskud og fra landskirkeskatten, hvis procentsats Fællesudvalget endvidere skal fastsætte. Der indføres i regeringsudvalgets forslag et bloktilskud i stedet for statens støtte til præstelønninger og forkyndelse.

Det giver Fællesudvalget stor magt. Ingen tidligere forslag fra det 19-20. århundrede er gået så langt, for kirkens ydre (økonomiske) anliggender var jo fortsat forbundet med staten. Således udviklede kirkens økonomi sig som statens ansvar, fordi partierne Venstre og De Radikale afskaffede Folkekirkens lovfæstede prioritet i bondejord i form af tiende og inddrog præstegårdsjorden til husmandsbrug. Med statens præstelønningslove i begyndelsen af forrige århundrede blev statens ansvar og ”støtte” til Folkekirken ud fra grundlovens paragraf 4 derfor en livsnødvendighed for Folkekirken. Staten har overtaget det økonomiske ansvar for Folkekirkens kerneydelse: forkyndelsen. Denne forpligtelse kan blive principielt vigtig i fremtidens multireligiøse Europa. Staten bør ikke slippe for sin forpligtelse ved at indføre et ”neutralt” bloktilskud.

Konklusion:

Min vurdering af regeringsudvalgets forslag vedrørende de indre anliggender er, at det er så lidt som ændres, at det er bedre at lade være. Det er endvidere principielt betænkeligt at miste statens støtte til kirkens forkyndelse set i lyset af den historiske baggrund. Desuden kunne det være godt med en kirkeordning som økonomisk er mindre centralistisk end regeringsudvalgets forslag, for Folkekirkens Fællesudvalg har for stor økonomisk magt. Det skaber en ubalance i forhold til stiftsråd. Man kunne derfor i sammenhæng med Folkekirkens Fællesudvalg i økonomiske sager lave en reform på stiftsniveau, hvilket kunne give en bedre demokratisk kontrol for menighedsrådene.

Her kan opstilles et forslag, som er mere decentralt:

1)
Folkekirkens Fællesudvalg: Laver regnskab og budget med ansvar over for regering og
Folketing. Udvalget vælges efter regeringsforslagets retningslinjer og/eller der vælges
repræsentanter fra stiftsrådene. Udvalget fordeler fællesfondens midler til stiftsrådene (efter godkendelse og vejledning fra ministeren). Udvalget indstiller landskirkeskatten til
kirkeministerens godkendelse (mindst to tredjedele flertal).

2)
10 stiftsforsamlinger: Alle stiftets præster og menighedsrådsmedlemmer kan deltage. Der afholdes et årligt møde med anbefalinger til stiftsrådet. Emner, der vedrører stiftet, kan være: Folkekirkens økonomi, provste- og bispevalg, kirkelige initiativer som konfirmation, undervisning, kommunikation med mere.

3)
10 stiftsråd (vælges efter den nuværende ordning): Rådgivende ved lovgivning i
samarbejde med minister og Folketing, der har den besluttende myndighed, som i dag.
Stiftsrådene er til gengæld besluttende i kirkens lokale økonomi (penge fra fællesfonden
fordeles mellem stiftsrådene) og i lokale fælles kirkelige anliggender (biskoppen har dog
vetoret vedrørende tilsynspligten i stiftet).

4)
Biskoppen: Skal høres vedrørende liturgi i vedkommendes eget stift. Det kan ske efter
indstilling fra stiftsrådet. Biskoppen kan også selv tage initiativ. Et ønske om nyt ritual,
revision eller fornyelse af eksisterende ritual forelægges herefter de øvrige stifters biskopper ved et uformelt møde. Biskopperne iværksætter en høring i alle menighedsråd, provstiråd, stiftsråd og kirkelige organisationer og beslutter herefter i fællesskab, hvad der videre skal ske – evt. inddrages ministeren og dronningen med henblik på en kgl. anordning. I læresager følges de nuværende regler.

Venlig hilsen, maj 2014

Jens Rasmussen