A.S. Ørsted. Jura og kirkelove. Jens Rasmussen Kirkehist. Saml. 2023
Læs om den ledende jurist og fremtrædende embedsmand A.S. Ørsteds (1778-1860) i slutenevælden, hvis juridiske principper har været afgørende for forståelsen af kirkelovene. Han var bror til den kendte fysiker H.C. Ørsted. Jeg har i Kirkehistoriske Samlinger 2023 skrevet artiklen ”Jura og kirkelove. Anders Sandøe Ørsteds rummelige opfattelse under den sene enevælde”.
Ørsteds fortjeneste i retsvidenskaben var at knytte liv og retslære sammen. Retslæren udgjorde det almene, og den skulle altid vurderes ud fra livet selv, hvor det enkelte menneskes moral og religion udspillede sig i den konkrete situation. Enevældens førende embedsmænd, såsom A.S. Ørsted og biskop J.P. Mynster, var konservative tilhængere af enevælden, men et fælles træk var en afstandtagen fra liberalisme og den franske revolution og en fremhævelse af religiøs og åndelig frihed, som oftest i tidens sprog blev formuleret som samvittighedsfriheden. Det medførte for Ørsteds vedkommende en religionstolerance i tolkningen af kirkelovene. Ud fra denne tankegang var han under den sene enevælde som ledende embedsmand i Danske Kancelli og regering enig med biskop J.P. Mynster (1775-1854) i kirkesynet. De arbejdede for en rummelig statskirke med plads til både kirkelige og mindre interesserede.
Ørsted var centraladministrationens førende jurist, men han havde svært ved at omsætte det til praktisk politik. Allerhelst ville han have paragraffen om religionsfrihed hægtet af grundloven under forhandlingerne i Den Grundlovgivende Rigsforsamling for 175 år siden i 1849. Denne paragraf var ikke særlig anvendelig, fordi den manglede at præcisere ”Omfanget af Religionsfriheden”, og dette kunne passende defineres i løfteparagraffen om en lov for andre trossamfund (§ 83, nuværende § 69). Denne løfteparagraf og den anden om folkekirkens kirkeforfatning og forhold (§ 80, nuværende § 66) var af Rigsforsamlingens grundlovskomité tilføjet regeringens grundlovsudkast. Nu foreslog Ørsted disse to løfteparagraffer formuleret som en tilføjelse under § 3 (nuværende § 4) om statens støtte til den luthersk-evangeliske folkekirke. Han mente, at der kun skulle være én samlet paragraf for hele afsnit VII om grundlovens religions- og kirkeparagraffer. Ørsteds gennemgribende ændringsforslag afviste Rigsforsamlingen med et stort flertal, og grundlovskomiteens indstilling og formuleringer til hovedparten af paragrafferne i grundlovens afsnit VII blev stort set vedtaget. Det var altså ikke Ørsteds juridiske holdninger og politiske indsats, der blev afgørende for grundlovens religions- og kirkeparagraffer. Kun formuleringen af religionsfrihedens begrænsning fik han indirekte indflydelse på.